Læs dagbog

Kæresten er død

En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 8. oktober 2017 15:54

Hun døde tidligt i morges.
Uden smerter...

Jeg har lige fået det at vide, og ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro...

Jeg vidste det ville ske, men alligevel kommer det som et chok.
Da jeg talte med hende sidst, var hun frisk og nærværende.
Og det har hun tilsyneladende været til det sidste...

Jeg har det mærkeligt..
Synes jeg har svigtet fordi jeg ikke var der...

Men vi har tidligere indgået aftale om at vi mødes i Paradis når Gud engang opretter det på jorden..

ikke at vi var meget religiøse eller konservative, men vi troede begge på at der kommer noget bag efter.

Verden er tom nu.


Før jeg mødte hende, vidste jeg at hun var syg, og at hun en dag ville dø af det.
Ikke desto mindre blev jeg forelsket i hende med det samme jeg så hende.
Og det var gensidigt.

Jeg tænkte at mennesker generelt har svært ved at tale om døden, og at forholde sig til andre som skal dø...

Jeg tænkte at jeg godt kunne klare det...
Jeg har ikke berøringsangst.

I starten besøgte hun mig på psyk, selv om hun havde besvær med at komme frem og tilbage.

Efter et halvt år var hun ikke længere mobil..
Så vi mødtes altid hos hende derefter.
Hun var også indlagt nogle gange, og der sås vi også.

De sidste par uger har hun været på hospice..
Jeg har edderdårlig samvittighed over at jeg ikke besøgte hende dér så meget som jeg ellers havde gjort...
Men mine kræfter har været strakt til et maksimum..
Jeg har ikke alle de kræfter der skal til for at rejse med tre skift..
Det ved hun formodentlig godt.

Allerede nu, synes mit liv at være amputeret.
Jeg savner hende.
Det er som om et kapitel er slut.

Hun fik en smertefri død.
Det betyder meget.
Og hun var ikke bange for at dø.
Men hun var bange for at ende som en grønsag, hvis hendes hjerne blev ramt.
Det gjorde den ikke.


Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, så jeg slutter her...


Kh. Bip.

Kommentarer fra andre brugere

Kondolere

Skrevet af kirae2002, 8. oktober 2017 16:13

Kære Bip

Kender dig ikke rigtig, men har fulgt din dagbog.

Hvor det gør mig ondt at læse.

Det er så svært, når det er et menneske man har holdt så meget af.
Og det vil man jo altid gøre, uanset hvor de er

Håber at du finder en form for ro, glæde igen


De varmeste tanker og alt godt





Skrevet af egern, 8. oktober 2017 16:24

Tillad mig at kondolere

Skrevet af Meggie, 8. oktober 2017 16:37

Kære Bip , ingen ord kan trøste , men hvor var I heldige , at I mødte hinanden og kærligheden . Jeg er ked af det på dine vegne , det bliver uden tvivl tomt .

Pas på dig , kh mosi

Skrevet af Mosi123, 8. oktober 2017 16:51

Det gør mig ondt!

Skrevet af JHN1, 8. oktober 2017 17:09

Kære Bipolarix

Det gør mig ondt at hun er rejst fra denne verden. Det er en trist periode du nu skal igennem.

Kh Ingeborg

Skrevet af Ingeborg, 8. oktober 2017 17:17

Det gør mig så ondt at din prinsesse nu er væk;( Kondolere og gir dig samtidig ret i vi skal mødes i en anden verden, men det gik meget hurtig syntes jeg, og er vist også selv chokeret:((( Jeg syntes du er lidt hård ved dig selv Bip, hun viste jo godt du selv er syg, og hun sidder nu et sted og smiler kærligt ned til dig. At mødes på den anden side gir mig kræfter til at kæmpe videre i dette her livsen. Værn om hendes minde, og husk at selvom hun ej mere er her, så er hun i dit hjerte og sind, og at kærligheden er stærkere en døden.

Jeg taknemlig for hun ikke led, som du, men du har brug for at sørge og det er okay;) Jeg sørge også men det kommer i bølger, og så er egen omsorg og støtte fra folk herinde men også i din egen fam. utrolig vigtigt. Jeg gir dig et forsigtigt cyber knusss og tænder et lys for hendes sjæl i aften. Hold fast ven.

Juze.

Skrevet af juce, 8. oktober 2017 19:02

Puha for en omgang. Kondolencer herfra, Bip'en; det gør mig ondt.

God vind, og tag den tid, der skal til for at slikke sår; der er en tid til alt.

Simon

Skrevet af SimonSaiz1, 8. oktober 2017 19:34

Tanker herfra!

Skrevet af KiaGee, 8. oktober 2017 21:50

Kære Bipolarix

Det gør mig ondt at høre.
Selvom man ved hvad vej det går, kommer der alligevel en ubeskrivelig tomhed bagefter.

De varmeste tanker herfra.
Nattevagten

Skrevet af nattevagten, 8. oktober 2017 23:19

Det gør mig ondt.

Skrevet af Kosmiskkaos, 8. oktober 2017 23:22

Jeg kondolerer.

Skrevet af hybenhjerte, 10. oktober 2017 10:10

Kære Bipolarix
Det gør mig ondt at høre.
Det er uvirkeligt, tungt, mørkt og ingen ord dækker. Ingenting hjælper rigtigt.
Søvn og andre livsfunktioner bliver sat ud af drift. Faktisk er det vel kun tiden - og måske på et tidspunkt andres støtte og tanker, der kan hjælpe én videre.
Dine ord på min dagbog varmede mig meget. Jeg har det bedre nu, men der er lang vej endnu.
Jeg sender dig mine bedste tanker og håber, de kan give dig bare en lille smule varme varme og håb.
Kh. Pippi

Skrevet af Pippi, 16. oktober 2017 08:25