Læs dagbog
Kæresten er død
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 8. oktober 2017 15:54
Hun døde tidligt i morges.
Uden smerter...
Jeg har lige fået det at vide, og ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro...
Jeg vidste det ville ske, men alligevel kommer det som et chok.
Da jeg talte med hende sidst, var hun frisk og nærværende.
Og det har hun tilsyneladende været til det sidste...
Jeg har det mærkeligt..
Synes jeg har svigtet fordi jeg ikke var der...
Men vi har tidligere indgået aftale om at vi mødes i Paradis når Gud engang opretter det på jorden..
ikke at vi var meget religiøse eller konservative, men vi troede begge på at der kommer noget bag efter.
Verden er tom nu.
Før jeg mødte hende, vidste jeg at hun var syg, og at hun en dag ville dø af det.
Ikke desto mindre blev jeg forelsket i hende med det samme jeg så hende.
Og det var gensidigt.
Jeg tænkte at mennesker generelt har svært ved at tale om døden, og at forholde sig til andre som skal dø...
Jeg tænkte at jeg godt kunne klare det...
Jeg har ikke berøringsangst.
I starten besøgte hun mig på psyk, selv om hun havde besvær med at komme frem og tilbage.
Efter et halvt år var hun ikke længere mobil..
Så vi mødtes altid hos hende derefter.
Hun var også indlagt nogle gange, og der sås vi også.
De sidste par uger har hun været på hospice..
Jeg har edderdårlig samvittighed over at jeg ikke besøgte hende dér så meget som jeg ellers havde gjort...
Men mine kræfter har været strakt til et maksimum..
Jeg har ikke alle de kræfter der skal til for at rejse med tre skift..
Det ved hun formodentlig godt.
Allerede nu, synes mit liv at være amputeret.
Jeg savner hende.
Det er som om et kapitel er slut.
Hun fik en smertefri død.
Det betyder meget.
Og hun var ikke bange for at dø.
Men hun var bange for at ende som en grønsag, hvis hendes hjerne blev ramt.
Det gjorde den ikke.
Ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, så jeg slutter her...
Kh. Bip.
Kommentarer fra andre brugere