Læs dagbog

Skriger lydløst..
Prøver at række ud, men møder kun vel tilrettelagte parader..
Forsøger at vise virkeligheden, men de er opslugt af farvede brochurer og madplaner...

Kommer for at være sammen med andre, men er fremmed og isoleret...
Samværet er trivialiteter, gentagelser og mangel på mening.

Når jeg kommer hjem, er jeg ensom...
Lige som dér...

De arbejder ud fra Recovery...
Vi bliver sjældent indraget når der skal træffes beslutninger.
Arbejdsgrundlaget fylder vel knap et halvt A4 ark...
Næsten ingen har relevante uddannelser...
Og spørger du os, så er jeg vist den eneste som ved at det er recovery det burde have handlet om???

Mange går derfra med frustrationer de ikke havde da de kom.
Men maverne er fulde...
Kage.
Is.
Sodavand.
Fed mad.
Og lidt mere kage.
Det kunne have været et folkekøkken, men skulle have været meget mere.

Kritik bliver en jakke jeg er iført...
Og med et udseende, som er værre end det gamle.
Jeg bliver mere grim som tiden går og munden løber...
Skarpt defineret af jakken.

Jeg har brug for et par gummistøvler...
Vader rundt i lort.
Skal det virkelig være så svært?

Uvidenhed, dumhed, ondskab, desperation, længsel, griskhed, storhedsvanvid, trivialitet, autoritetstro, bedrevidenhed, ligegyldighed, sladder, hierarkier og lort til op over begge ører...

De bedste falder fra.. Siger op, bliver væk, dør..
Ja, de aller bedste dør... de er allerede døde...
Annette døde.


Jeg orker ikke længere en tilværelse hvor eliten sparker nedad, hvorefter vi så sparker endnu længere ned...
Det er som om at der kun findes den ene retning...
NED!

Jeg er så forbandet træt.

Kynisme og ondskab veksles til driftighed og magt, praktiseret på alle planer...

Vi spiser vores kage, imens der på tv vises et afrikansk barn der lige straks dør af sult...
Udmagret og med et tomt blik i øjnene, et produkt af vores velstand, som vi undgår at tage stilling til ved at skubbe det væk fra vores bevidsthed, imens vi videreudvikler vores ellers effektive ligegyldighed og ansvarsforflygtigelse.

Som George Michael sang, de rige erklærer sig selv fattige, og velgørenhed er en frakke vi tager på to gange om året...

Naturen er isoleret til zoologiske haver, og når en ulv dukker op bliver den skudt.
Vi har ikke plads... Noget fylder for meget selv om vi ikke helt ved hvad det er.

Nu er det mørkt uden for.
Jeg føler mig alene...
Gider ikke vågne i morgen...
Dagen bliver ligesom dagen i går...
Uden mening...
I dag skulle have gjort en forskel, men...
Jeg er alene!


Hold da kæft hvor jeg bare ikke gider mere...