Læs dagbog

Jeg har igennem længere tid tænkt på, hvorvidt jeg falder svagt ind over det autistiske spektrum...
Måske en anelse Asperger?

Jeg har næsten alt den tid jeg har levet, behandlet de sociale konventioner med logisk tænkning...
Det har somme tider givet problemer, større eller mindre.
De sociale konventioner har ikke været styret af rygmarven, og som sådan har de af og til været afvigende for mig.

Nu har jeg jo ofte været i forløb med psykologer.
Jeg har fået afvist dyssocial personlighedsforstyrrelse (psykopati), og faktisk også alle andre former for personlighedsforstyrrelser, alt sammen meget samstemmigt.

Dog var jeg i 2003 indlagt på det daværende Nordvang med stærk depression...
Ved udskrivning spurgte jeg til en diagnose.
Svaret var en personlighedsforstyrrelse.
Jeg ville gerne vide hvilken slags, men det kunne lægen intet sige om.

Senere har det vist sig at jeg var Bipolar...

Min måde at tænke socialt på, gør at jeg er anderledes.

På mine socialpædagigiske arbejdspladser har det betydet at jeg tit er kommet på kollisionskurs med en del af mine kolleger.

Samtidig har jeg oplevet en temmelig tæt forbindelse med stort set samtlige klienter jeg har haft.
Det har fungeret fremragende i den sammenhæng.
Måske fordi jeg ikke per automatik reagerer på de mennesker jeg har haft med at gøre?

Nu har jeg mødt flere aspergere, både børn og voksne.
Og jeg, og de, føler en eller anden form for forståelse.

Jeg ved at den er lidt langt ude, men alligevel...
Vi har jo det til fælles, at de sociale konventioner ofte skal vendes i hovedet, og ikke er der på indlært automatik?

Lidt sjovt, at imens jeg ikke har problemer med at spotte autister, har jeg dybe problemer med at forholde mig til mig selv i de samme sammenhænge...

Jeg tænker lidt på at it "takes one to know one"..

Egentlig er det lige meget.
Men jeg søger stadig at forstå....


------------------------------------


I dag var jeg ude for at besigtiges fars bolig, samt sige den op.

Personlige papirer, billeder og alt muligt andet.

Det bragte mange minder frem.

Jeg tog de ting min storebroder gerne ville have.
Dem opbevarer jeg til han kommer igen til sommer.

Jeg tog selv en lampe.
Hver gang jeg kigger på den, så tænker jeg på far :)

Der var en af de personalerne som spurgte om hun måtte købe en af hans udstoppede fugle.
Hun fortalte historier om far, og ingen tvivl om at han har kunnet lide hende :)
Jeg forærede hende fuglen.
Godt nok uden at spørge min bror som nu er i Norge...
Men jeg ved at han også synes det er i orden.

Da jeg ikke kunne slæbe mere, tog jeg hjem.
Og jeg gik næsten direkte i brædderne, i stedet for at tage på værestedet, som ellers var min plan.

I morgen skal jeg igen der ud.


------------------------------


Kærlig hilsen Bip.