Læs dagbog

For meget. Bare for meget

En side i dagbogen "Alea Jacta Est."
Skrevet af Chloe 5. august 2020 10:04

Min musiksmag har alle dage været ulden og lettere kompromitteret. Det var således ikke uden skepsis og tvivl i sindet, da jeg forsøget at høre en enkelt sang af Volbeat på youtube. Et band jeg aldrig havde hørt om eller vidste eksisterede.

Sangen ”For evigt” var virkelig god, og jeg blev positivt overrasket. Med den stemme kunne forsangeren invadere Polen.

Midt i sangen kommer Johan Olsen fra ”Magtens Korridor” brasende og overtager arenaen. Det går helt galt, og han ligner mest af alt en kratlusker, der er blevet taget på fersk gerning i at spionere på en nudiststrand. Til gengæld kan han ikke synge og bidrager ikke med noget.

På youtube bliver flere af bandets koncerter konstant afbrudt af reklamer, hvilket kan være ganske forstyrrende. Således går man fra ”The Devils Bleeding Crown” til ”Yoggi blåbær – økologisk. Dit valg”.

På et par dage er jeg gået fra ”godt band” til regulær besættelse. Det hjælper så heller ikke, at forsangeren står og rager sig selv i skridtet foran 40.000 tilskuere.

Med et selvtilfreds grin og en nonchalant mine lader det ikke til at være en gestus, der bekymrer ham synderligt. Status synes nærmere, at det simpelthen ikke kan være anderledes. Modus operandi.

Det er udelukkende fordi, at bandet har et element af heavy, at alt er tilladt. Genren er simpelthen udenfor pædagogisk rækkevidde og opgivet. Tråd og tritonus. Tatoveringer og testosteron. Ingen gider forklare et metal band om manspreading, ulige kønsmagtrelationer eller patriarkalske dominansstrukturer.

Hvis det var sket i enhver anden kontekst, ville det have været en skandale. Man kan således snildt forstille sig, hvordan det ville vække forargelse af rang, hvis den velfriserede Andreas Nyholm havde begyndt at gnide sig lystigt op af en 5-døgns prognose med både ”sol, regn og rusk”.

Vejrværten ville blive beskyldt for at være en voldsparat kvindehader, der havde begået et misogynistisk sexovergreb. I et facebook-opslag ville den brødebetynget Andreas Nyholm beklage den fatale penis-faux paux og undskylde dybt. Presselogen ville debattere TV2’s håndtering af miseren, og om det var forsvarligt, at have en ”dømt” sexforbryder som profileret vejrvært på en mainstream tv-kanal.

Således Volume Beat. Morgen, middag, aften og alt for meget. Håber ikke, at det bliver et ”for evigt”.

Kommentarer fra andre brugere

Hej Chloe

Ja, det er "sjovt", som man kan tillade sig andre ting, afhængig af hvem man er, eller hvad sammenhæng det er i. Jeg kender ikke den musik, du fortæller om, jo af navn, men ellers ikke. Jeg er mere til pop og stille musik. Men jeg bryder mig ikke om den der ragen sig i skridtet, og hvad du ellers beskriver. Det er ikke kun musikere, der gør det, men mænd generelt, synes jeg nogle gange. Lidt bizart. :)

Ja, mærkeligt som noget kan blive en besættelse. Hvorfor mon. Hvad er det, der gør det. Det undrer jeg mig også nogle gange over. Måske skal du tvinge noget andet musik på, hvis det bliver for meget?

Håber du får en god dag!
Kh jhn

Skrevet af JHN1, 5. august 2020 11:39

"Således går man fra ”The Devils Bleeding Crown” til ”Yoggi blåbær – økologisk. Dit valg”."

Hahahaha - trængte i dén grad til at grin, af hjertet tak :D

Firefox og adblocker plejer at kunne skåne for den slags - bruger det altid selv da jeg slet ikke kan holde de reklamer ud - som i overhovedet, men det er sjovt når du beskriver det på den måde :)

Skrevet af Skovtrolden, 5. august 2020 17:00

JHN; Ha, ja, det lyder jo lidt mere uskyldigt!

Jeg gætter på, at en besættelse er en projektion af et uopfyldt behov. Altså, man ser noget i en person / sanger / objekt, som symboliserer det, man mangler i enten sig selv eller sit liv. I stedet for at forholde sig til manglen i ens eget liv vendes blikket udad og ”løsningen” bliver ekstern / udenfor en selv.

Det er egentlig meget rart at finde ud af – det giver mig en følelse af at være lidt mindre ”fanget”. Godt spørgsmål – tak for det!

Skovtrold; Bliver også drevet til vanvid af alle de reklamer – jeg vil klart undersøger muligheden for en ”add-blocker”. ;-)

Kh
Chloe

Skrevet af Chloe, 7. august 2020 16:46