Læs dagbog

Afdelingsbestyrelsen har nu - endnu engang - bragt en af deres grandiose planer til torvs, som der skal stemmes om. Denne gang drejer det sig om, at der skal monteres altaner i nogle lejemål. De resterende lejemål får ikke nogen altan, men skal betale en 1/4 mill. for en altan. Alle medlemmer i afdelingsbestyrelsen indgår "pudsigt nok" i den gruppe, der får en altan.

Jeg har således allieret mig med en nabo og en hidsig araber. Planen var, at jeg udfærdigede alt materialet og de uddelte det. Refleksionerne gik på, at det udelukkende var dem, der ville stemme rigtigt, der skulle mobiliseres til at komme til mødet. Dvs. alle dem der skulle betale for en altan, men ikke ville få en.

Altså ingen opulent propaganda, blot et monolitisk stave-plade informations ark, hvor fakta fremgik krystalklart. Så klart, at selv en beruset sneabe ville kunne forstår alvoren.

Jeg var til stadighed i gang med forberedelserne, da jeg talte med araberen. I mens vi talte sammen kom en mand cyklende ned af gaden, men vendte pludselig om. Araberen var ophidset over denne adfærd og mente, at der var noget suspekt i gære og så undrende på mig med et forarget blik. Jeg nikkede, gav ham helt ret og begyndte at grine. Vi er på fin bølgelængde.

Mht. den stort anlagte uddeling af semipropagandaen meddelte han, at han alligevel ikke kunne komme til mødet og tilmed ikke afse tid til at distribuere materialet.

Det var skuffende. Men, jeg var ikke skuffet over ham. Jeg kender ham ikke, men har alligevel en urokkelig følelses af, at jeg kan stole på ham. Han ville stå til rådighed, hvis han kunne.

Det gik ikke planmæssigt. En 1/4 mill. var på spil og jeg havde allerede brugt over 40 timer på projektet, så jeg gik uanfægtet videre.

Jeg fik kopieret og samlet materialet og gik over til naboen. Jeg forsøgte med en frisk indgangsvinkel og proklamerede nonchalant med en kæk mine, at araberen ikke kunne hjælpe, men det vel "heller ikke var noget problem". Vel vidende, at det bestemt var et problem.

Naboen så ikke overbevist ud. Han nølede defaitistisk, begyndte at væve og meddelte vrangvilligt, at han ville foretrække, hvis der var en til at holde døren. Desuden havde han tidligere uddelt SF propaganda, hvilket var endt i en eklatant fiasko.

Han havde øjensynligt stødt på nogle indvandrerdrenge, som havde annonceret, at de var ligeglade med Danmark og altså også valget. Jeg anerkendte, at det naturligvis var en ærgerlig respons og selvfølgelig irriterende.

Javist, har det visse ulemper at residere i et mindre prangende afsnit af regeringsbyen, men trods den monumentale fadæse, vandt de jo valget!

Der er en samling tosser, der drøner rundt på matriklen og skaber ravage. Udover viceværterne har jeg aldrig mødt netop denne gruppe psykopater. Han har imidlertid omtalt dem tidligere.

Han var således bange for, at en af disse personager ville gå *amok* og fik det til at lyde som om, at så snart han entrerede matriklen, ville han blive beskudt, og at uddelingen af et informativt A4 ark snildt ville kunne udvikle sig til en decideret dødskamp.

Jeg har ofte spottet reklame- og avis uddelere, men har aldrig bemærket, at det skulle være nødvendigt for netop denne gruppe, at være iklædt camouflage hjelm, feltjakke, militærstøvler og skudsikker vest. Bærende skydevåben. Medbringende et mobilt felthospital i tilfælde af nærkamp, vejsidebomber og missilnedslag.

Han vidste tilmed ikke, hvordan han ville kunne skaffe sig adgang til opgangene. Vi havde talt om det tidligere, men jeg tænkte alligevel optimistisk, at hvis man kan lære en abe at balancere på en line, tælle til 10 og gøre brug af kniv og gaffel, så kan man vel også lære en nabo at ringe på en dørtelefon og sige "reklamer". Jeg formidlede budskabet - i en lidt mere ”munter” tone.

Han fiskede efter, at jeg skulle gå med. Dvs. at jeg ville da havde været i løbende kontakt med ”Hr. Niels P. Larsen” fra Teknik- og Miljøforvaltningen for at fremskaffe de korrekte plantegninger. Gennemgået de selv samme arkaiske, hundredvis af plantegninger. Fremstillet en 1:1 oversigt over, hvem der skulle have materialet udleveret. Udfærdiget det egentlig materiale. Betalt, kopieret og færdiggjort ditto.

Nu skulle jeg altså også uddele materialet? I så fald ville jeg havde lavet det hele og ingen andre ville have bidraget med noget. Dvs. fra begyndelsen kunne jeg lige så godt have undladt nogens indblanding og gjort det hele selv.

Jeg var sur og svært skuffet, og havde mest af alt lyst til at annoncere, at der i denne pose lå en 1/4 mill. af hans penge og han enten kunne dele sedlerne ud, eller gå ned til containeren og smide det hele ud.

Holdt dog minen og efter en times ordveksling fik han overdraget materialet. Status: Uvis!