Læs dagbog

Billedet står som graveret i min retina og krystal skarpt i min erindring. For adskillig år siden sad jeg en sen aftentime og zappede hvileløst. Jeg endte på en dubiøs kanal, midt i et arkaisk biografstykke. En mand med kulsort hår og grønne haremsbukser stod og sang, opad en hvid mur.

Jeg havde stiftet bekendtskab med ham tidligere og vidste hvem han var. Han havde aldrig sagt mig noget. Det gjorde han subito i det øjeblik. Han var den samme. Jeg var en anden. Jeg så noget i ham, som jeg ikke havde set tidligere. Rå, maskulin, sexappeal. Elvis Aaron Presley.

Således startede min besættelse af manden hele verden var på fornavn og palietter med. Det varede et års tid - jeg forblev en novice.

Jeg vekslede mails med en hyperfan i Irland, som havde gjort sin besættelse til en livsstil. Hun vidste alt om det peanutbutter-konsumerende, good-looking genius med den glubende appetit, de talrige erobringer og det altoverskyggende ødipuskompleks. Og eksisterede rendyrket *Elvis* 24/7.

Hver aften planerede hun med en af hans 31 film. De var alle sammen af tvivlsom karakter, men Elvis var stadig god, selvom han var dårlig.

På et tidspunkt sendte jeg hende en halv snes Elvis-magasiner og inkluderede en pose saltlakridser. På kuverten skitserede jeg ekspedit en simpel tegneseriefigur, med gevaldige knæbenklæder, hvor begejstringen var til at få øje på.

Moren havde spottet kuverten og var blevet harmdirrende over den malabariske kriminalitet - hvilket en pénis erigert åbenbart er i Irland. Min penneveninde havde nægtet alt kendskab til gerningen, og havde tilmed påstået at jeg heller intet havde at gøre med det, der nu viste sig at være en interkontinental, grænseoverskridende forbrydelse.

Moren havde ladet sig overbevise og min veninde havde fået bladene udleveret. Heller ikke de salte lakridser var blevet beslaglagt, men indtaget samme aften til ”Elvis On Tour”.


En nat havde jeg lettere eksalteret higet efter noget sprit nyt, sprødt og uudforsket Elvis, og havde på bibliotek.kk.dk skødesløst klikket ”bestil” på alt, hvad der indbefattede ”Elvis” i overskriften. Tre dage senere indfandt der sig et brev i min postkasse, fra den lokale Commander in Chief. Hun var svært ophidset over min bestilling, som øjensynligt havde været en total massakre. Noget med dobbeltbestillinger, formoder jeg.

Filialen var åbenbart i noget nær undtagelsestilstand, idet min ordre havde givet anledning til systemnedbrud, øget sygefravær og medarbejderflugt, kunne man forstå. Ren ragnarok. Reprimanden fyldte flere funklende, hvide A4 ark, hvilket i sig selv synes som en imponerende bedrift.


Jeg læste de vildeste analyser, hvor nogle bemærkede sig ved at være ekstraordinært outrerede. Et tonstungt værk omhandlende Elvis’ opvækst, karriere og livsbane skilte sig ud. Forfatteren beskrev med alvorlig ordlyd, hvordan Elvis’ sceneoptrædener i virkeligheden var simulerede voldtægter. Hvordan han greb voldeligt om mikrofonen og barbarisk håndterede sin guitar. At hans mimik, kropssprog og bevægelser pegede i selvsamme retning.

Analysen var så tilpas langt ude til, at jeg var nødsaget til at dele den med min skriveveninde i Irland og spurgte til hendes holdning. Hun replicerede at det ikke lige var noget, hun havde tænkt på tidligere, men bestemt ville overveje næste gang hun vidnede en af hans koncerter.

Peanutbutter, Parker og palietter. Elvis forblev Elvis. Jeg ændrede mig.