Læs dagbog

Min dørtelefon kimede insisterende. En arrig dame i røret beordrede, at jeg skulle lukke hende ind i trappeopgangen, da hun skulle tale med mig. Ekspedit.

Jeg ræsonnerede mig frem til, at det måtte dreje sig om mine amerikanske podcasts - Trumphs indtag af deux rumgeometriske figurer og Kavanars voldtægtsorgier. Melanias tropehjelm og muren. Alternativt min usædvanlig dubiøse musiksmag og ditto volumen.

Jeg meddelte den arrige, voldsparate dame, at hun enten kunne redegøre for sit ærinde over dørtelefonen eller komme igen senere, da jeg for indeværende *beklageligvis* var anderswo engagiert.

Damen påbegyndte en klamamus af stridsspørgsmålet. Hun forklarede og forklarede. Hendes udredning var blottet for mening og en blanding af monolitisk stenalderretorik og eklatant ordsalat, der fik Feynman-diagrammerne til at fremstå som krystalklar logik. Samtalen afsluttedes brat. Jeg var forvirret.

Hun ringede på hos min naboerske, som lukkede hende ind prompte. Jeg åbnede min entredør og fik et chok. Damen lignede en, der havde været til årsmøde hos "Foreningen til Svampekundskabens Fremme" og var iklædt en lyseblå hørskjorte, mørke jeans, en kastanjefarvet page samt et fjoget ansigtsudtryk og så fuldstændig normal ud.

Det kunne man derimod ikke beskylde min nabo for, der var klædt som en økologisk elefantpasser og bar et par armygrønne joggingben i uld smøget op til knæene samt en ”top” / hejseværk i størrelsesordenen ”Fiat Grande Punto”, i selv samme farve. Hårpragten lignede en form for russisk rumskrot, der akkurat havde entreret jordklodens exosfære.

På næsen balancerede et par svært korpulente dog usandsynlig klodsede briller - formentlig erhvervet i den lokale jem & fix - sammenfattet af grå tape. Hvis Flintstone bar briller, ville han også synes, at de var horrible. En støttestrømpe på både den højre og venstre læg hjalp heller ikke på snabeldyrsmenageriet.

En ekvipage de færreste ville percipere som ”udfordrende” og ”forførerisk”. Heri var den kastanjefarvede page uenig.


Den vrede page er kæreste med Hr. Svend, som er en godmodig havrebamse fra det pensionerede julemandssegment, der domicilerer i naboopgangen. Han findes bestandigt på matriklen, hvor han er i færd med at flytte sit voluminøse korpus fra punkt a til punkt b eller tage hånd om de fælles blomsterkasser, som han er bannerfører for.

Alternativt i skraldeburet hvor han er forarget over beboere, der ikke evner at placere ”plastik” i plastik-containeren og ”pap” i pap-containeren. Og har øjensynligt vanskeligt ved at forstår, at det synes magtpåliggende at agere som en beruset abe, der har fået en kokosnød i hovedet, blot fordi man sorterer under et mindre prætentiøst postnummer.

Ifølge den hidsige dame så drager Hr. Svend. Det var nyt for mig. Jeg begyndte at overvej, lige præcis hvor mange psilocybinsvampe der egentlig var blevet guffet på årsmødet.

Ikke nok med at den gramme page havde proppet sig med giftige svampe, så beskyldte hun min 70-årige naboerske for at spankulere frem og tilbage foran blomsterkasserne - iført sit lokkende elefantpasser-kostume - for at ville friste Hr. Svend. Hun både ”provokerede” og ”spillede fandango”, når hun under dække af at være interesseret i grønne klorofylholdige vækster, ordnede afblomstrede roser og visne blade.

Min nabo blev tydeligvis oprevet over beskyldningerne og lignede en hvis snabeldyr var stukket af i alle tænkelige retninger og pointerede bestyrtet, at hun aldrig havde gjort noget sådan eller nogensinde havde været inddraget i den form for jalousidrama, hvilket hendes kæreste Birger ville kunne bekræfte. Om Birgers kone var enig i den udlægning, kom hun ikke nærmere ind på.

Hun medgav, at hun havde grønne fingre, var interesseret i havearbejde og glædede sig over blomstrende roser, blå Lavandula angustifolia i flor og spirende forårsløg, men det betød imidlertid ikke, at hun ville knalde løs og have smæk i rumpen af Hr. Svend. Who knew?