Læs dagbog

Naboens have / ikke-lineær dynamik fra det botaniske overdrev

En side i dagbogen "Alea Jacta Est."
Skrevet af Chloe 12. august 2017 12:54

Når min lille polske nabo futter rundt på matriklen og ”arbejder”, sker det i en lyserød frotte-morgenkåbe med curlere i håret. Gerne i størrelsesordenen ”landbaserede krydsermissiler”. Dertil buttede hjemmesko der til forveksling ligner indbagte kyllinger med ananas og bacon. Således bevæger hun sig nonchalant rundt på matriklen, rituelt svingende en grensaks med en velfornøjet jeg-laver-have mine.

Hendes søster har gjort sin entre og iført skarp polyesterskjorte med leopardmønster, Elvis-solbriller i guld og turkise ballerina sko assisterer hun ud i det dersens *havearbejde*. Det ender gerne ud i noget med at ryge et par smøger, sidde i solen og kalde på søster i en rap tone.

Eftersom de nu var to og ofte syslede i haven, ræsonnerede jeg mig frem til, at de havde fået kontrol over den notorisk dystopiske megaflora, som indtil dags dato havde kendetegnet matriklen. Jeg skulle blive klogere.


Vejret var godt og min plan var at få ordnet haven hurtigt, således at jeg kunne få bugseret liggestolen frem, placeret den i en ret vinkel under en skinnende sol og høre podcast om den vestlige verdens undergang. Afslutningsvis ville jeg tilbyde min naboerske, at jeg kunne klippe hendes hæk. En form for retorisk høflighedsspørgsmål, hun ville afslå. Imidlertid svarede hun - til min store overraskelse - ja.

Jeg placerede den 25 m. lange forlængerledning på stakittet, for at ville montere den på min elektriske hækkeklipper, når jeg befandt mig på lokationen. Søsteren sad i solen, imens hun - iført en grandios, storblomstret bikini - fik røget et par smøger. Hun gennemskuede straks situationen, og ved udsyn til at der nu skulle arbejdes og rives afklippede grene sammen, fik hun benene på nakken.

Jeg begav mig udenom for at entrere via. havelågen. Imidlertid var lågen umulig at åben, idet den simpelthen var opslugt af grønne overdimensionerede vækster. Det tog mig omkring et kvarter at få fået has på og jeg begyndte at fornemme hvad der ventede.

Lige indenfor havelågen var placeret en balje med vand / uidentificeret kryptisk substans med viskositet som sort tjære og det krævede stor koncentration ikke at ende med højre fod i beholderen og ansigtet overrumplet af en hidsig brombær. Jeg tog en form for enormt spring ind på matriklen.

Jeg kom ind i haven og fik et mentalt chok. Det var et totalt apokalyptisk vildnis, som jeg aldrig har set mage. Grene, blade, liguster, møbler, æbletræer, ahorn, bede, trækasser, plasticstole, krukker, hortensia, ukrudt. Flere grene. Mere liguster.

Efter at have sluppet nogenlunde uskadt igennem lågen og ind i den grønne, komprimerede, lufttomme klorofyl-kasse gik jeg i gang. Jeg begyndte hvervet med det bagerste af den hæk, som adskilte vores haver. Den var et par meter lang og nogenlunde lige. ”Lige” skal ikke forstås som i en normal kontekst, men i relation til den resterende del af ”haven” / ragnarokket en masse.

Den modsatte hæk var nogle meter længere og groede nærmest totalt arbitrært. Derudover var der placeret alt imellem himmel og jord klods op af den. Ting, planter, træer. Noget der lignede rumskrot fra en defekt russisk spionsatellit.

Bagerst i haven voksede der ligefrem en kolossal, gul rose ovenpå hækken. Umiddelbart virker det en smule besynderligt, at plante en rose på en ligusterhæk og det næste bliver vel at så økologisk karse på søsteren.

Da alt i forvejen var skævt, blev jeg nødt til at følge de skæve linjer. Efter at have rundet et rødt plastik bassin, en gulvmoppe, et par lyserøde miniature klapstole overdænget med karklude, en trækvogn med afblomstrede hortensia, en lilla og pink mønstret voksdug placeret på et opslået, vakkelvornt camping bord (selve campingvognen står sikkert parkeret i hendes stue) nåede jeg til en form for bænk.

Bænken bestod af samlinger i sort støbejern og tværgående råt træ. Jeg stillede mig på den for at nå op i højden og nåede lige at tænke, at den egentlig var ganske flot, før jeg hørte træet splintre under mine fødder.

I bunden af haven havde en selvtilfreds brombær henslængt slået sig ned og det var ikke muligt at klippe hækken bagved. Dertil kunne man næsten ikke passere det klorofylfyldte, stikkende monstrum og jeg beskar de værste fangarme.

Jeg konfererede først med min nabo, om hun hvorvidt hun ønskede den beskåret eller ej, men hun var ikke engang klar over dens eksistens, hvilket - i mine øre - betød frit lejde. Hækken bagved fik et par gelasne strøg med hækkeklipperen, selvom det ikke var muligt at trimme konsistent.

Selvom haven ikke afslutningsvis fremstod som en afbildning i Elle Decor, kunne man - med lidt god vilje - næsten skimte lige linjer. Og gik overordnet set fra ”totalkaos” til ”middelmådig katastrofe”. Dagens filantropiske gerning.