Læs dagbog

Vi giver hånd og hilser på hinanden. Hun er stor, voldsom i statur med lange tunge ben og en korpulent barm. Hendes træk er grove og det grå hår klippet i en firkantet page.

Hun bærer en markant gul bluse, lyse jeans, plumpe kondisko og går tydeligvis efter en nominering i den prestigefyldte kategori ”lesbisk banan connoisseur”. Jeg kigger indgående på hende og er slet ikke i tvivl om, at hun tager det stik hjem. Hun peger mig ned i konsultationsværelset og traver selv ned i den modsatte ende af etablissementet.

Jeg finder værelset, hænger min højt estimerede vintage pels på en sort stumptjener og sætter mig på en af de 2 lave sofastole, som er konstruerede af kantede overdimensionerede træstykker og hver påmonteret en brun hynde. Noget overlevering fra det gamle østtyskland, lyder pt. ikke urealistisk i mine øre.

Overfor er placeret et skrivebord, der næsten er så afdanket, at det ikke kan rummes i kategorien. Jeg er vokset op i en afgrundsdyb rædsel, så jeg ved, hvad jeg taler om, men kan ærligt sige, at jeg aldrig tidligere har spottet en så horribel genstand.

Kvaliteten er ikke engang ringe, da den nærmere er ikke-eksisterende og anordningen er konstrueret af noget der minder om pizzabakker og klistret sammen af bearnaise-sovs fra Den Blå Avis.

Farven var engang hvid, men er nu en form for boller i karrygul. I midten er opslået en sammenklappelig havestol i blank, skrigende hospitalshvid plastik, som - set i lyset af konteksten - nærmest fremstår som en eksklusiv arkitektonisk perle fra et kvalitetsbevidst auktionshus.

Væggene er prydet af en mørk træmaske, et enormt stofstykke påsyet psykedeliske mønstre i hvasse farver og et par skifterammer. Det overordnede indtryk er noget i retning af ”kommunistisk kvindekollektiv møder Afrikansk elefantpasser”.

Psykologen kommer spurtende ind i lokalet og smider sit voluminøse korpus i den modsatte sofastol. Arme og ben hænger nonchalant og dingler udenfor stolen. Sessionen er i gang.

Jeg har taget noter med og påbegynder en hurtig gennemgang af min baggrund i punktform. Psykologen begynder straks at afbryde og jeg indser, at en form for gensidig dialog ikke er mulig.

Hendes tale handler om, at hun er et særdeles rummeligt og empatisk menneske. Derudover besidder hun netop de egenskaber og personlige karakteristika, der gør hende til en dygtig og yderst kompetent psykolog. Hun slår ud med armene og griner bredt. Jeg nikker. Ordsalaten fortsætter.

Den lesbiske elefantpasser er nået til de formelle regler, der kendetegner den lesbiske elefantpasser-praksis. En af dem er, at man ikke må referere direkte fra konsultationerne. Dvs. man må gerne tale om de samme emner, men man må ikke gengive ordret fra samtalerne.

Set i konteksten af at den primære ide, ved et psykolog-forløb, er, at kaste lys over områder af ens liv, som er henlagt i mørke, giver det ikke mening at konstruere en regel, der netop understøtter tabuerne og vanskeliggøre åbenhed. Jeg nikker træt.

Jeg fortæller, at jeg har en dygtig psykiater, som jeg er meget glad for og har utrolig gode samtaler med. Den lesbiske banan anfører, at de positive samtaler straks skal bringes til standsning og ikke skal fortsætte, når jeg påbegynder et forløb hos hende. Jeg kigger på den lesbiske banan og forsøger at huske, om jeg har flere økologiske chokolademandler.