Læs dagbog
Til hidsig grøn te hos psykologen. Del 6.
En side i dagbogen "Alea Jacta Est."
Skrevet af Chloe 16. april 2014 11:55
Psykolog nr. 8.
Denne psykolog - som teknisk set er en psykoterapeut – residerer i et lille hvidt rækkehus, hvor hun tilmed praktiserer. Jeg finder stedet og ringer på dørklokken.
Vi giver hånd og hilser på hinanden. Hun er mørkhåret med et solidt brystværn og iført en politisk korrekt uniform - a la økologisk dyrket asparges fra Frilandsgartneren - bestående af trætte grønne hørbukser, en sort sweater i løst strik og døende Irma-sutsko.
Entréen er lille, dyster og rodet. Jeg hænger min jakke på en bugnende knagerække og går ind i konsultationen. På trods af min opvækst, i et bundløst hippie-helvede, kunne intet have forberedt mig på, hvad jeg møder.
Værelset er forholdsvis stort og ligger hen i tusmørke. Langs den ene væg er der opstillet reoler, og på den modsatte er der anbragt et skrivebord og en lille sofa med dertilhørende bord og stol. Rummets overflader - alle overflader - er dækket af nips, souvenirs, afrikanske masker, legetøj, krukker, kunst, kurve, døde planter, plastikfigurer, pyntegenstande, publikationer, billeder, tegninger, æsker.
For at komme over til sofaen er jeg nødsaget til at foretage et taktisk gennemtænkt spring for ikke at ende under en grøn legetøjsbil, der står parkeret lige inden for døren. Jeg får kæmpet mig sikkert over i sofaen og ånder lettet op. Imidlertid er glæden kort, idet skraldespanden er placeret i den smalle åbning, i mellem sofaen og væggen, så man nærmest skal sidde med den, på skødet.
På bordet står der en kande med te, som hun har skænket i to små kopper. Kopperne er små, runde og bastante. De er udfærdiget af noget brun substans, der minder om ler og ligner rodfrugter. At dømme ud fra deres beskaffenhed er der tale om overleveringer fra stenalderen og de to første kopper fremstillet i menneskets historie.
Jeg stirre ned i teen – den er selvlysende grøn. Jeg har ikke tidligere smagt ”grøn legetøjsbil”, med er villig til at gøre et forsøg. Den smager af kraks vejviser og jeg overvejer, om den ikke havde været mere vellykket, hvis den var blevet brygget på skraldespanden.
Samtalen tager sin begyndelse og jeg forklarer baggrunden for, at jeg er kommet. Stemningen er ikke imponerende og aspargesen ligner en, der er dyrket uden for sæson. Jeg gør rede for de psykologiske mekanismer, der kendetegner min baggrund, hvilket hun øjensynligt ikke er enig i. Psykologen forklarer tingenes rette sammenhæng - læner sig mopset ind over bordet, griber om den fede kop og tager en slurk af den selvlysende eliksir.
Jeg er ung og stærk, men er efterhånden alvorligt træt af asparges-snakkeren. Ftalaterne er begyndt at stige mig til hovedet og vi takker af for i dag.
Jeg vælter hjem over skraldespanden og snubler ind under legetøjsbilen. Ikke mere erigeret grøntsag til mig.
Kommentarer fra andre brugere