Læs dagbog

Det er mildt i vejret og jeg åbner vinduet. Udenfor bygningen er der et græsareal, med et træ i midten, som er omkranset af små fine blomstrende anemoner. Alt er grønt og gult. Lyst, spædt og indtagende, og man får en fornemmelsen af ro og fredsommelighed.

Udenfor mit synsfelt blafrer noget, som jeg er ude af stand til at identificerer og jeg drejer hovedet. I en let strøm kommer 4 røde pølser flyvende. Dernæst 3 krydderboller. Slutteligt bliver vinduet hidsigt lukket i med et brag. Denne emsige ageren giver umiskendelig én en følelse af, at ophavsmanden sidder med en oplevelse af, at have givet en grandios gave til menneskeheden, men nu ser sig nødsaget til nidkært at trække en streg i sandet, og sætter en grænse for generøsiteten.

Jeg kigger på scenariet - 4 røde pølser og 3 krydderboller - på græsplænen og drejer hovedet for at afgøre, hvor de flyvende objekter kommer fra.

De blev kastet ud af et vindue fra min opgang – etagen under mig. Set i lyset af, hvem der residerer i netop den lejelighed, giver det hele pludselig god mening.

Der er tale om en voksen søn, og dennes far, som jeg ikke umiddelbart vil vurderer som feinschmeckere på 1. klasse. De fremstår nærmere som de eneste to overlevende fra en apokalypse og er - at dømme ud fra deres fremtrædelsesform - ikke svært optaget af tøjvask, vaskepulver eller rengøring.

Sønnen er omkring 45 år, kridhvid i ansigtet og bærer orange tænder. Praktiske sko, praktiske klæder, praktiske tasker. Håret er halvlangt og minder lidt om fiberrigt fuldkornsspaghetti. Af statur er han slank, men bærer ad infinitum jeans i jumbostørrelse, hvilket betyder, at buksebenene er opsmøgede i to kæmpe ruller og livet godt surret ind. De resterende metervis af cowboystof er draperet tilfældigt rundt om hans korpus. Sådan lidt a la terrængående gardinbus-chik.

Faderen må være hen ad 70 år og er noget vanskeligere at redegøre for, idet alting går op i hæmningsløst garn, hår og skæg. Hans behårede og lidt sammenpressede ydre kan bedst beskrives som ”træhytte møder Canadisk brunbjørns familie”.

Tøjmæssigt er bjørnemanden - i lighed med søn - også bestandigt pakket ind i overdimensionerede tøjstykker, der ikke lader til, at være af kongerigets mest kostbare kreationer. Uanset vejret bærer de blå arbejdsjakker, og signalerer således tydeligt, at ”jeg skal bare fra punkt a til punkt b” og ”har rawplugs i alle størrelser”.

Til dagligt har de valgt at bosætte sig under lunere himmelstrøg med subtropisk klima, høj luftfugtighed og eksotisk vegetation. I deres lejelighed. På tredje sal.

Lejelighedens subtropiske klima betyder, at der hersker en tæt dis og fremkommeligheden er begrænset. I køkkenet er alting beige og på vej i hver sin retning. Støvklude og sæbe indgår ikke som en naturlig del af vegetationen, og de er således varsomme med, at lukke entredøren hurtigt i, efter hjemkomst, så komfuret ikke stikker af sted ned af trapperne og ud i friheden.

Miljøet bedres ikke af, at der øjensynligt er opstået en del misforståelser i forhold til brug af badeværelse/køkken, hvor wc’et således er blevet brugt til opbevaring af rodfrugter og løg. Dette resulterede i, at lokummet i stuen spruttede gulerødder og løg, hvilket, jf. beboeren, ikke havde været en optimal oplevelse.

Vejrforholdene, i deres lejelighed, betyder, at hver gang, de har haft entredøren åben, da er beskyttelsesbriller, åndedrætsværn og sikkerhedssko påkrævet, hvis man ønsker at nå uskadt op af trapperne, til sin lejelighed. Når jeg personligt ikke er i besiddelse af det nødvendige overlevelsesudstyr, da plejer jeg, at gøre holdt ved hvert af etagevinduerne, hvor jeg trækker luft, og derved når, at indånde en god portion ilt, så jeg kan overleve turen, til næste etage, hvor den samme procedure gentages.

Min personlige vurdering er, at dette er den helt rigtige overlevelsesstrategi. Til trods for denne - noget nær perfekte - arbejdsgang, overvejer jeg at supplerer op med en sikkerhedshjelm. Baggrunden for min analyse beror på, at duoen nu er påbegyndt en rutine, som indebærer, at der nu kastes hele æg ud af vinduet, som ender med at splatte ud, på gaden, foran indgangspartiet.

Det lader således til, at beskyttelsesgrej ikke kun er tiltrængt, når man opholder sig i trappeopgangen, men at det ligeledes er påkrævet, når man spadserer hjem eller går tur på græsarealet for at nyde et spirende forår i solens stråler.

Deres historik af subtropisk klima, jumbobukser og orange tænder er således i fuld overensstemmelse med kreativ ”hotdog-adfærd”, der trodser tyngdekraften en solskinsdag i maj.