Læs dagbog

En ærgerlig fortælling. 
Min kone og jeg har været sammen i snart 5 år. 
Næsten 5 år fyldt med glæde, kærlighed og oplevelser. 
Hun har altid sagt, at hun aldrig har været lykkeligere, det samme gælder for mig. 
Senest havde vi en fantastisk rejse sammen i februar. 
I marts begyndte hun at trække sig. Vende hovedet væk når jeg kyssede hende. 

Som ugerne gik havde vi pludselig svære samtaler. 
Hun kunne ikke se OS i fremtiden. 
Hun var tom indeni. 
Hun blev drænet når hun kom hjem. 
Kunne ikke falde i søvn grundet tankemylder. 

Hun kan godt arbejde, se veninder og familie. 
Jeg var den eneste hun ikke kunne rumme. 

Prøvede at være forstående og støttende. 
Hun kom i behandling, men for 5 uger siden flyttede hun. 
Jeg hjalp hende med at flytte. 
Fortalte hende, hvor højt jeg elsker hende. At jeg vil være der ved hendes side hele vejen igennem. At være hendes største støtte i det omfang hun får brug for mig. 

På de uger har jeg hørt fra hende en gang om ugen. 
Én gang hvor hun takkede mig for at hjælpe og støtte hende. Alle beskeder indleder hun med mine kælenavne.
Der er også smileyes.

Jeg respektere selvom det er meget svært, at hun skal kontakte mig først. 

Jeg frygter dog, at hun stille og roligt imens hun bor i sin nye lejlighed vil glemme mig når vi ikke ses. 
Glemme den lykke og kæmpe kærlighed vi havde. 

Mit spørgsmål er. Ligger de følelser blot i dvale. 
Vil hun lige pludselig mangle mig i sit liv? 

Er indstillet på at vente på hende, hun er det værd, hun er mit livs kærlighed. 
Så længe ringen er på fingeren, så er der ingen andre end hende. 
Heldigvis giver hun udtryk for, at hun ikke vil skilles. Hun vil bl.a. ikke af med sin vielsesring. 

Nu har hun heldigvis i næste uge inviteret mig ind til hende.
Men jeg er så nervøs. Frygter hun vil sige det jeg frygter, at hun vil skilles.
Håber dog at hun blot vil se mig igen fordi hun har mærket et lille savn.

Vil jo blot bare have hende hjem igen. Hjem hvor hun er elsket ubetinget. Hvor hun vil have min kærlighed, omsorg og tryghed.