Læs dagbog

I onsdags skulle jeg se min kone for første gang i halvanden måned siden hun flyttede. Høre hendes stemme, smile til hende, kramme hende og forhåbentlig bare have et par gode timer.

Og ja, der var masser af sommerfugle i maven.
Bange for om hun ville sige farvel for en sidste gang.
Hun inviterede mig selv ind til hende forrige uge.
Men ikke noget om hvad vi skulle.
Mine tanker var derfor spredt fra skilsmisse til at hun gerne ville komme hjem igen.

Ind ad døren kom jeg.
Hun fik et stort og for mig tiltrængt kram.
Jeg fik mit smil.

Vi talte, grinte om alt muligt.
Vi kørte en tur ud i det gode vejr.
Nød en is sammen imens vi gik, talte og grinte.

Vi kørte hjem til hende igen.
Vi lavede mad sammen, spiste på altanen reddede af sammen.

Vi satte os i sofaen og talte om alt muligt.
Alt der ikke gør ondt eller lægger pres på hende.
Elefanten i rummet vidste vi begge to var der, men den fik ingen opmærksomhed.

Ville ikke ødelægge den gode stemning ved at tale om fremtiden.
Nød blot min kones øjne, smil, grin, stemme og selskab som jeg ikke har set og hørt i halvanden måned.
Eneste kontakt har været ugentlige SMS.

Efter 4 timer sagde jeg farvel. Fik lov at kramne hende længe og give hende et hurtigt kys.
Hun fik hvisket i sine ører, at jeg syntes hun er smuk, at jeg stadig støtter hende og at min hjælp blot er en SMS eller et opkald væk.

Besøget var en succes for mig.
Intet om skilsmisse som jeg havde frygtet.
Kun hygge og en aftale om at jeg må ringe på mandag.

Dette var tiltrængt efter lang tids uro i mit eget hoved.
Men jeg fik et boost i mit overskud.
Min kone elsker jeg stadig ligeså højt som den dag jeg sagde ja til hende i kirken.

Jeg vil kæmpe for hende, og lader hende ikke glide ud af mit liv.
Hun er mit livs kærlighed og hun er alt denne hårde tid værd at vente på.