Læs dagbog
Hvornår er nok nok?
En side i dagbogen "Nervøs"
Skrevet af Denknuste 22. juni 2020 23:06
Som pårørende til en kone med depression kan livet være utroligt hårdt.
Ar være den eneste der er blevet valgt fra.
Min kone går på arbejde, tager til grillfest, får nye mandlige venner på Facebook og tager på ferie med sin mor.
Jeg er den eneste som er blevet siet fra.
Jeg er nok også den som i en depression er den mest komplicerede at forholde sig til.
Lad det være sagt med det samme, jeg elsker min kone så højt. Sidste uge ud af det blå inviterede hun mig ind til hende. Havde ikke set hende i over en måned.
Vi havde en skøn aften med mad, hygge og grin.
Efter der har der været tavshed igen.
Det er hårdt og det tærer på mig nu depressionen startede i marts med de fleste kendetegn. Tomhed, tankemylder og selvhad eller udskamingen af sig selv.
Har kun støttet hende hele vejen igennem.
Hjalp hende sågar igennem flytningen.
Har givet hende plads, fred og ro.
Men hvor længe kan jeg holde.
Holder jeg mig selv for nar når jeg tror vi har samme mål.
At komme ud af det her sammen på den anden side med vores ægteskab i behold.
Kan mærke min grænse er ved at være nået.
Måske bliver jeg nødt til at give slip på mit livs kærlighed.
Vil hun blive knust eller vil hun blive lettet for den dårlige samvittighed.
Jeg sagde ja i kirken til i medgang og modgang.
Men det er som om, at der slet ikke bliver taget højde for, at jeg også lider.
Har mistet min kone som bare kører derud af og poster masser af overskudsagtige billeder på sociale medier, men ikke har overskud til at sms mig.
Håber jeg kan stå imod, men snart giver jeg op og lader hende flyve væk.
Er hun min brevdue og kommer hun hjem igen?
Kommentarer fra andre brugere