Læs dagbog

Hvornår er nok nok?

En side i dagbogen "Nervøs"
Skrevet af Denknuste 22. juni 2020 23:06

Som pårørende til en kone med depression kan livet være utroligt hårdt.
Ar være den eneste der er blevet valgt fra.
Min kone går på arbejde, tager til grillfest, får nye mandlige venner på Facebook og tager på ferie med sin mor.
Jeg er den eneste som er blevet siet fra.
Jeg er nok også den som i en depression er den mest komplicerede at forholde sig til.

Lad det være sagt med det samme, jeg elsker min kone så højt. Sidste uge ud af det blå inviterede hun mig ind til hende. Havde ikke set hende i over en måned.
Vi havde en skøn aften med mad, hygge og grin.

Efter der har der været tavshed igen.
Det er hårdt og det tærer på mig nu depressionen startede i marts med de fleste kendetegn. Tomhed, tankemylder og selvhad eller udskamingen af sig selv.
Har kun støttet hende hele vejen igennem.
Hjalp hende sågar igennem flytningen.
Har givet hende plads, fred og ro.

Men hvor længe kan jeg holde.
Holder jeg mig selv for nar når jeg tror vi har samme mål.
At komme ud af det her sammen på den anden side med vores ægteskab i behold.

Kan mærke min grænse er ved at være nået.
Måske bliver jeg nødt til at give slip på mit livs kærlighed.

Vil hun blive knust eller vil hun blive lettet for den dårlige samvittighed.

Jeg sagde ja i kirken til i medgang og modgang.
Men det er som om, at der slet ikke bliver taget højde for, at jeg også lider.
Har mistet min kone som bare kører derud af og poster masser af overskudsagtige billeder på sociale medier, men ikke har overskud til at sms mig.

Håber jeg kan stå imod, men snart giver jeg op og lader hende flyve væk.
Er hun min brevdue og kommer hun hjem igen?

Kommentarer fra andre brugere

Et lille input herfra. Jeg kan slet ikke vide det. Men mit gæt, ud fra hvad du skriver, er: Din kone har ikke en klinisk depression pt. Men hun er uafklaret, ift om hun ønsker en fremtid med dig, og det er selvfølgelig i sig selv belastende. I den afklaringsprocess, tænker jeg, ville det være gavnligt, hvis hun kunne mærke et ægte afsavn inde i sig selv. Så længe, du hele tiden er "på spring" med kærlighed, knus, kram etc, mærker hun ikke "fraværet" og nødvendigheden af et valg. Så rådet vil være, at distancere dig en smule fra hende i dine handlinger, så svært det end føles. De bedste ønsker. Mvh M

Skrevet af synet, 23. juni 2020 08:05

Hvis du mener du har oplevet nok modgang, så smut. Jeg lider selv af massiv angst, og har sagt til min kæreste, at jeg ikke bebrejder hende, hvis hun skrider. Min far var bipolar, og min mor blev hos ham i 10 år. Var hun skredet, havde alle vores liv set meget anderledes ud i dag. Så, hvis du ikke kan rumme mere, så pak og flyt.

Skrevet af Manden22, 23. juni 2020 12:22

Tak synet.

Dit input er rart at få.
Det jeg kom frem til igår er følgende.
At jeg vil have vi sætter nogen rammer op.
Samtaler 2 gange om ugen pr. Tlf. og at vi skal ses hver 14 dag.
Jeg vil også gerne vide hvor langt hun er i sin behandling og om der sker fremskridt.
Indtil videre har hun intet fortalt om årsagen. Kun at jeg ikke er den direkte årsag til den.

Kan hun så ikke give mig de rammer jeg har brug for eller fortælle mig at vi har samme mål om at vores ægteskab skal bestå efter dette.
Ja så må jeg nok for nu blive skilt, også selvom jeg og sikkert også hun vil blive knust over det.
Men siden marts har hun været min prioritet og jeg kører på den allersidste energi jeg har i mig. Usikkerheden æder mig op indefra dag efter dag.

Så må vi se om den mand hun blev kæreste med, flyttede sammen med, blev gift med, ville have barn med og var lykkeligere end nogensinde før med.
Pludselig blev en klods om benet.
Tænker at den stærke kærlighed vi havde bare ikke kan dø på så kort tid, men er bange for at en skilsmisse kan dræbe den helt.

Vil ikke miste hende, men kan heller ikke leve med at være en dørmåtte som jeg er nu.
Har kun givet 100 % af mig selv, men fået så lidt retur.
Den aften jeg så hende sidste uge troede jeg var vendepunktet, nu er der blot tavshed igen.

Skrevet af Denknuste, 23. juni 2020 12:24

Tak manden22.

Jeg sætter også pris på dit input.
Det er ikke let at skulle afslutte noget som har været så godt.
Hun flyttede for 7 uger siden, siden har vi kommunikeret pr.sms.
Så så jeg hende i sidste uge og vi havde en god aften. Men så efterfølgende har der været tavshed.
Kunne godt holde ud længere tid hbis vi boede sammen.
Men nu hvor hun er flyttet og jeg står alene med min usikkerhed, det gør noget for mig som ikke er godt.
Men du må ikke tvivle på min kærlighed til hende.
Den er der.

Skrevet af Denknuste, 23. juni 2020 12:31

Tak manden22.

Jeg sætter også pris på dit input.
Det er ikke let at skulle afslutte noget som har været så godt.
Hun flyttede for 7 uger siden, siden har vi kommunikeret pr.sms.
Så så jeg hende i sidste uge og vi havde en god aften. Men så efterfølgende har der været tavshed.
Kunne godt holde ud længere tid hbis vi boede sammen.
Men nu hvor hun er flyttet og jeg står alene med min usikkerhed, det gør noget for mig som ikke er godt.
Men du må ikke tvivle på min kærlighed til hende.
Den er der.

Skrevet af Denknuste, 23. juni 2020 12:32

Pyh ha - svært at sige hvordan det kommer til at gå..

Det er nok ikke HELE løsningen, men måske kunne du prøve at føre dagbog - og måske bladre tilbage indimellem. Man kan nemt miste overblikket - også sådan i det hele taget - og så kan det måske være meget godt at holde øje med hvordan det går - og danne sig et overblik.

Jeg håber selvfølgelig det kommer til at gå godt og ønsker dig alt det bedste. :)

Skrevet af ette, 23. juni 2020 13:15

Hej Ette.

Tak for din besked.
En dagbog kunne være en mulighed.
Men lige nu, hvor vi stort set kun kommunikere vi sms og kun har set hinanden en gang i sidste uge efter hun har været væk i 6 uger på det tidspunkt
Det kan jeg godt holde styr på 😄

Begynder vi at have mere og mere med hinanden at gøre som jeg håber. Så kunne det absolut være en mulighed.

Og ja, jeg ønsker også blot at hun kommer hjem igen.
Eller blot bare fortæller .mig, at hun gerne vil mig, men lige nu har brug for lidt fred og ro.
Håber og tror dog stadig på vores kærlighed er stærkere end det her.

Skrevet af Denknuste, 23. juni 2020 16:42

Jeg er meget enig i det som "Synet" skriver.
Det kan være rigtig fint i nogle sammenhænge at give alt og altid være der, men det er en hårfin balancegang mht. ikke på sigt at få gjort sig selv til en selvfølge.
Derudover kan det være belastende for hende - at føle et pres mht. at skulle ses osv. hun kan helt sikkert mærke hvad du føler, og når hun ikke har overskud selv/er afklaret, kan det føles som et "pres" der kan gøre at lysten og savnet aldrig kommer op til overfladen.
Der er selvfølgelig også en hårfin balance imellem at trække sig lidt væk og at virke kold og ligeglad.
Det er kompliceret.
Jeg tror par-terapi kunne være en mulighed, ikke nødvendigvis fordi I skal flytte sammen ligenu osv. men for at få støtte i sådan som det er ligenu, og få et "rum" hvor der bliver sat ord på nogle ting, og hvor en uvildig terapeut sørger for at ingen bliver klemt, domineret eller overhørt.

Skrevet af Skovtrolden, 24. juni 2020 17:14

Hej Skovtrolden.
Tusind tak for din besked.

Tror både du og synet er inde på en god løsning.
Selvom det er rigtig svært, så trækker jeg mig lidt.
Ikke fordi at jeg vil være kold, men fordi at jeg elsker hende så højt, at jeg er ved at gå under selv.

Jeg vil den næste tid sætte mig selv i første række.

Håber hun vil kunne se forskellen.
Håber hun ikke tror jeg vil straffe hende, være kold eller har fundet en anden.
Det med at have fundet en anden er fordi hun har været jaloux og usikker på mig.
Selvom jeg aldrig har og ikke kan finde på at være utro.
Men nu hvor vi ikke bor sammen, så er hun nok mere usikker på mig end før.

Men hun skal vide at man ikke bare kan tage mig for givet.

Tak for dit input.

Skrevet af Denknuste, 24. juni 2020 18:36


Du er som du selv er inde på også nødt til at tænke på dig selv

Det er fint du giver hemde plads og ro og du står i "vent"
Men du er nødt til for din egen skyld at få talt ud med hende
om der er nogety at bygge videre på .

Skrevet af Lunaj, 25. juni 2020 13:08

hej igen (-: Det lyder godt! Håber du kan slippe tankerne om hende en smule, så de ikke fylder det hele - gør ting, som giver dig glæde og som bekræfter dig. Lægge lidt afstand - uden at være kold og afvisende. Enig med skovtrold om at parterapi kan være en god mulighed undervejs - netop mens I lever adskildt. Sender positive tanker. Forstår, hvor hårdt det er.

Skrevet af synet, 26. juni 2020 09:10

Et ps... til jer der har skrevet
jeg syntes det er nogle rigtig gode ting og input i er kommet med til
Den knuste ,,

Skrevet af Lunaj, 26. juni 2020 11:06

Hej Lunaj og Synet.

Jeg kommer til at gøre en masse ting for mig selv, skriver eller ringer hun til mig, vil jeg selvfølgelig med glæde svarer.

Det med parterapi går nok ikke lige nu.
Hun er for langt nede lige nu til at køre behandling på to fronter.

Til gengæld ved jeg nu, at da hun inviterede mig ind til hende i sidste uge, der var det fordi hun habde lyst til at se mig. Hun var nervøs for at skulle se mig, ligesom jeg var nervøs for at se hende.

Tror vi begge frygtede at den anden skulle slutte ægteskabet.

Jeg ser lidt positivt på det.
Hun har været i behandling i 4 måneder, og boet for sig selv i to.
Hun har endnu ikke kastet håndklædet i ringen.
Vidste hun nu, at hun ikke ville dette ægteskab, så var det nok afsluttet.
Især når hun ved jeg lider.

Hun ønsker mig jo ikke noget dårligt eller ondt i livet.
Så derfor tror jeg ikke hun lader mig lide, hvis det ikke var fordi hun håbede at komme hjem igen.

Med det i hovedet, så kan jeg med lidt mere ro i maven lægge lidt afstand til hende..

Tusind tak for alle jeres input.
De har været guld værd for en presset mand der blot ønsker hans store kærlighed tilbage igen.

Skrevet af Denknuste, 26. juni 2020 19:57