Læs dagbog

Så blev det til et sidste farvel.
Min kone, nu ekskone valgte for 14 dage siden, at vi ikke skulle være sammen mere.
Vi rejste og nød livet sammen i februar, i marts trak hun sig fra mig, i maj flyttede hun ud og i juli fik hun sagt at hun ville være alene.

Vi har rejst, grint, været lykkelige, vi skulle købe hus og prøvede at få en lille ny til verden.
Intet indikerede at vi skulle havne her.

Min fejl er dog, at jeg måske ikke lyttede godt nok eller støttede mere op om hende, når hun sagde hun følte sig ensom.
Hun flyttede fra kbh. til Nordsjælland.
Men vi arbejdede begge stadig i kbh.
Så mit standard svar jo altid, at hun bare kunne lave nogen aftaler.
Det har hun også haft gjort og altid haft plads til.
Men jeg skulle nok have været mere støttende, for det jeg kan høre nu på dem omkring hende, det er at ensomheden nu er blevet til et alt overskyggende problem. Det har medført, at jeg er blevet stemplet som kontrollerende og manipulerende.
Det knuser mig, at jeg gik fra at være den hun ville have familie med og var den der gjorde hende lykkeligere end nogensinde til at være et monster.

Mit spørgsmål til jer er. Når denne depression hun er i nu letter eller forsvinder, vil hun så kunne se at jeg ikke er det monster hun får mig fremstillet som nu?

Hun ville skilles, her er historien nu også, at det var mig der bad om det og at hun er knust over min beslutning.
Jeg kan blot forsvare mig imod de upræcise historier.
Hvorfor fortæller hun ikke bare sandheden?

Den dag hun sagde hun var et forkert sted med mig og jeg fortjente bedre end hende. Der havde vi over en tre timers samtale. Vi kyssede og krammede 50 gange, hun græd og lagde sig ind til mig og sagde hun altid havde været tryg hos mig. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og jeg så ikke andet end en masse kærlighed til mig. Hun sagde ting som, at hun aldrig fandt en så god mand som mig igen.
Da jeg gik ud af døren og vi havde kysset farvel en sidste gang og hun lukkede døren bag mig.
Der hørte jeg på vej væk, hvordan hun brød sammen og skreg inde i sin lejlighed.
Et skrig som for evigt vil være printet ind i min hukommelse.

Men hun ville jo skilles. Det var hendes valg.
Hvorfor brød hun så sammen, hvorfor har hun ikke fortalt sandheden til sin familie og giver mig skylden, hvorfor er alt ved mig, som var hendes livs kærlighed, nu vendt til at jeg er et monster?

Prøver jeg forgæves at finde logik og forklaring i noget, hvor det ikke findes?

Mit liv ligger i ruiner. Ægteskab, huskøb og babyplaner er brændt på depressionens bål.

Hvorfor kan jeg ikke blot være sur på hende, hade hende. Det vil gøre det lettere at komme videre. Måske glemme hende.
Men jeg kan ikke. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, vil bare have hende hjem igen.
Her hvor hun altid har været tryg og glad.

Jeg mistede min glade smilende og lykkelige kone til depressionen.

Jeg håber nogen af jer der kæmper imod denne sygdom vil give mig nogen svar.

I skal også vide fra en pårørende, nu eksmand, at det ikke er let at se til fra siden af.
At give plads, fred og ro og elske ubetinget er nogen af de ting jeg gjorde.
Det var ikke nok.

Jeg ønsker ingen skal gå dette helvede igennem.
Jeg har lidt og grædt tusindvis af tårer.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det så må have føltes for hende at se mig gå ud ad døren for en sidste gang.
At depressionen vandt, at hjernens kemi knuste hendes hjerte.

I ønskes alle herinde, både jer som kæmper imod til dagligt og til jer som er pårørende et langt og lykkeligt liv.
Kæmp kampen og forhåbentlig vinder kærligheden.