Læs dagbog

Et sidste farvel

En side i dagbogen "Nervøs"
Skrevet af Denknuste 22. juli 2020 09:57

Så blev det til et sidste farvel.
Min kone, nu ekskone valgte for 14 dage siden, at vi ikke skulle være sammen mere.
Vi rejste og nød livet sammen i februar, i marts trak hun sig fra mig, i maj flyttede hun ud og i juli fik hun sagt at hun ville være alene.

Vi har rejst, grint, været lykkelige, vi skulle købe hus og prøvede at få en lille ny til verden.
Intet indikerede at vi skulle havne her.

Min fejl er dog, at jeg måske ikke lyttede godt nok eller støttede mere op om hende, når hun sagde hun følte sig ensom.
Hun flyttede fra kbh. til Nordsjælland.
Men vi arbejdede begge stadig i kbh.
Så mit standard svar jo altid, at hun bare kunne lave nogen aftaler.
Det har hun også haft gjort og altid haft plads til.
Men jeg skulle nok have været mere støttende, for det jeg kan høre nu på dem omkring hende, det er at ensomheden nu er blevet til et alt overskyggende problem. Det har medført, at jeg er blevet stemplet som kontrollerende og manipulerende.
Det knuser mig, at jeg gik fra at være den hun ville have familie med og var den der gjorde hende lykkeligere end nogensinde til at være et monster.

Mit spørgsmål til jer er. Når denne depression hun er i nu letter eller forsvinder, vil hun så kunne se at jeg ikke er det monster hun får mig fremstillet som nu?

Hun ville skilles, her er historien nu også, at det var mig der bad om det og at hun er knust over min beslutning.
Jeg kan blot forsvare mig imod de upræcise historier.
Hvorfor fortæller hun ikke bare sandheden?

Den dag hun sagde hun var et forkert sted med mig og jeg fortjente bedre end hende. Der havde vi over en tre timers samtale. Vi kyssede og krammede 50 gange, hun græd og lagde sig ind til mig og sagde hun altid havde været tryg hos mig. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og jeg så ikke andet end en masse kærlighed til mig. Hun sagde ting som, at hun aldrig fandt en så god mand som mig igen.
Da jeg gik ud af døren og vi havde kysset farvel en sidste gang og hun lukkede døren bag mig.
Der hørte jeg på vej væk, hvordan hun brød sammen og skreg inde i sin lejlighed.
Et skrig som for evigt vil være printet ind i min hukommelse.

Men hun ville jo skilles. Det var hendes valg.
Hvorfor brød hun så sammen, hvorfor har hun ikke fortalt sandheden til sin familie og giver mig skylden, hvorfor er alt ved mig, som var hendes livs kærlighed, nu vendt til at jeg er et monster?

Prøver jeg forgæves at finde logik og forklaring i noget, hvor det ikke findes?

Mit liv ligger i ruiner. Ægteskab, huskøb og babyplaner er brændt på depressionens bål.

Hvorfor kan jeg ikke blot være sur på hende, hade hende. Det vil gøre det lettere at komme videre. Måske glemme hende.
Men jeg kan ikke. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, vil bare have hende hjem igen.
Her hvor hun altid har været tryg og glad.

Jeg mistede min glade smilende og lykkelige kone til depressionen.

Jeg håber nogen af jer der kæmper imod denne sygdom vil give mig nogen svar.

I skal også vide fra en pårørende, nu eksmand, at det ikke er let at se til fra siden af.
At give plads, fred og ro og elske ubetinget er nogen af de ting jeg gjorde.
Det var ikke nok.

Jeg ønsker ingen skal gå dette helvede igennem.
Jeg har lidt og grædt tusindvis af tårer.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det så må have føltes for hende at se mig gå ud ad døren for en sidste gang.
At depressionen vandt, at hjernens kemi knuste hendes hjerte.

I ønskes alle herinde, både jer som kæmper imod til dagligt og til jer som er pårørende et langt og lykkeligt liv.
Kæmp kampen og forhåbentlig vinder kærligheden.

Kommentarer fra andre brugere

Det er svært her at tage parti. Der er altid 2 sider af samme sag.

Du skriver, at du kan blot forsvare dig imod de upræcise historier. Det er din version. Hun har sikkert en anden holdning.

Om hun kaster sig om halsen på dig efter depressionen, tror jeg desværre ikke. Det er ikke altid at en depressionsramt kvinde forlader sin mand. Der er ofte andre årsager. Ligesom det heller ikke er kendt, hvilke faktorer der spiller ind i hendes fortielse af sin fortid med familien.

Det er mere kompliceret end "blot" at give hendes depression skylden. Måske skreg hun fordi hun føte sig fanget. Fanget af depressionen eller fortiden eller forholdet. Det er for sent med parterapi og du kan risikere, at når hun kommer ud af depressionen, bliver bestyrket i, at hun handlede rigtigt, at du var årsagen til pinslerne.

Skrevet af Øllgård, 22. juli 2020 11:26

Hej Øllgård.
Du har absolut ret i at der altid er to sider.
Inden min daværende kone flyttede sagde hun direkte til mig, at jeg intet havde at gøre med denne depression.
Som skrevet så har vi bare nydt livet med hinanden.

Min fejl var så ikke at lytte mere når hun sagde hun følte sig ensom.
Men ensomheden var ikke skyld i depressionen. Det tror jeg ikke, det håber jeg ikke, for så har jeg også min del af skylden!.

Fortiden med en far som gang på gang har svigtet hende, senest denne jul, hvor hun igen blev svigtet og jeg så hendes smukke øjne miste glæde og varme kunne være et bud.

Samtidig har vi prøvet at blive gravide.
Det lykkedes dog ikke, og der har virkelig gjort hende ked af det. Det kunne også være et bud.

Om hun kaster sig i mine arme efter, det håber jeg. Men tror det ikke.
Én ting er dog sikkert. Jeg elsker hende stadig højt.
Nu lader jeg hende løbe sin vej, da det er det hun vil.
Imens slikker jeg mine sår.

Jeg håber dog på, at hun lander sikkert et sted.
Men med depression, lille netværk, dårlig økonomi alene og ligesom mig også et knust hjerte, så frygter jeg hun kommer længere ned i denne spiral af selvdestruktiv opførsel.
Det værste er, at jeg intet kan gøre for den jeg elsker højest.
Hun har fået at vide hun må ringe skulle hun stå med ryggen imod muren en dag. Ellers er det ude af mine hænder.

Skrevet af Denknuste, 22. juli 2020 15:28