Læs dagbog

Der var engang jeg troede på dem.
Jeg troede at de ville være en enkelt konstant ting i en ellers kaotisk tilværelse. Bare én ting jeg kunne læne mig op ad.
Nogle af dem syntes jeg selv var simple. Jeg havde f.eks. en plan om aldrig at benytte mig at plastikkirurgi. Hellere prøve at tolerere den krop jeg nu engang har, grim eller ej. Men så brækker man lige næsen et par gange og får at vide at dette er sidste gang den kan sættes på plads uden at behøve en plastikkirurg.
Det var ikke med vilje at jeg brækkede næsen! Hverken første eller fjerde gang. Og fordi jeg ikke kan garantere at jeg ikke brækker den igen må jeg droppe den simple plan om at undgå plastik.
Nåh..
Hvad så med hovedet? Det var altid planen at det var det, jeg skulle leve af. Jeg skulle bruge mit hoved og helst til at hjælpe andre mennesker på den ene eller den anden måde.
Men så slår man hovedet. Og selvfølgelig ikke kun én gang. Nok til at der er øjeblikke hvor jeg ikke kan genkende min lejlighed. Jeg kan kun huske hvilken dag det er fordi jeg kan se det på min pilleæske. Jeg er ikke sikker på hvem, jeg har snakket med, og om hvad. Hvordan skal jeg kunne hjælpe andre når jeg har problemer med så små ting som at kunne kende mit soveværelse?
Hvordan skal jeg kunne lægge nye planer når jeg indtil videre ikke har kunnet overholde de få, jeg allerede havde?

Udtrykket "Lykkelig uvidenhed" har fået en ny betydning for mig.
Jeg tror det havde været bedre, omstændighederne taget i betragtning.