Læs dagbog

Jeg har kunnet høre musik i dag. Det var meget rart.
Og smerten er ikke så slem som forleden dag. Jeg tror ikke at jeg glemmer lægens udtryk da han spurgte til mit smerteniveau. "Jeg har fået brækket en næse på plads et par gange, det vil være at foretrække lige nu!"
"Jamen en brækket næse gør jo ondt.."

Tak, det ved jeg godt. Det gør virkelig ondt. Men den her hovedpine er værre. Jeg føler at jeg har syle i ørerne og lyd gør det værre (og pyntet med at min tinnitus er værre end normalt og den afhjælpes normalt med lyd :D )
Lys er endnu værre for mig end normalt men hey, jeg har lært ordene foto- og fonofobi.
Hvis jeg trækker vejret dybt føles det som om der er en, der slår mig i hovedet. Hvis jeg rynker øjenbrynene fordi det gør ondt, gør det endnu mere ondt. Jeg har fantaseret om at slå hovedet så jeg i det mindste var bevidstløs - en tilstand jeg en sjælden gang i mellem har læst om, men min selvdestruktive adfærd har været helt anderledes.
Så hvad så?.. Lægen sagde at et migræneanfald kan vare op til 7 (syv!) dage. Det vil sige tre dage mere. Jeg troede at tre dage var den maksimale grænse for et migræneanfald. "Tag noget smertestillende og håb at det går over"
Okay. Jeg håber stadig at det smertestillende virker. Måske det virker næste gang. Eller i morgen..
Eller noget. Jeg ved det ikke. Jeg er ikke sikker på at det betyder noget. Eller at det ændrer noget.
Kun at jeg nu har endnu flere ting at være pinlig over. Endnu flere ting at skamme mig over. Endnu flere ting, jeg ikke kan selv.

Jeg vil bare have det til at gå væk. Være overstået. Stoppe.
Smerterne, følelserne, ømheden, tankerne.. Bevidstheden.. Stop.
Stop