Læs dagbog

Hvem ved egentlig hvordan man skal være for at passe ind? Er der nogen andre end én selv der kan sige at man er forkert? Ville folk tænke så meget over hvad andre gør hvis ikke der blev gjort opmærksom på det hele tiden? Og hvem sidder egentlig alene i mørket, og mærker det som et tæppe der langsomt pakkes over en? Er der nogen der tænker over hvordan livet skal leves bedst? Og hvis der er, hvad er svaret så? Er alle de her udfordringer og alle de trælse dage det hele værd?

Jeg ved det ikke. Jeg har så mange spørgsmål inden i, som jeg måske aldrig får svar på, for hvad ville folk ikke tænke? hvad ville der ikke blive svaret? Jeg tror, at grunden til at man ikke spørger, er fordi svaret virker skræmmende. Faktisk vil ingen høre svaret, mange lever livet med ''ondt i sjælen'' men stadig er lykkelige. Så er der de andre hvor smerterne har taget over, og har slået rødder i sjælen, det er som om at mørket har taget lyset, og samtidig taget de mange følelser der kommer med lyset - lysten til at gå ud med bare fødder og mærke græsset, lysten til at læse en god bog, lysten til at være sammen med andre, og dele de lyse tider.

I mørket er det omvendt. Her giver det ingen glæde at mærke det grønne græs mellem tæerne, du kan alligevel ikke se hvad du træder i? måske træder du i en hundelort? mærket giver ikke lyst til at læse en bog, for hvad er meningen med det? Ofte kan man alligevel ikke huske halvdelen alligevel. Mørket giver ikke lyst til at dele de mere triste stunder med andre, for det er i mørket at man kan skule sig, det er i mørket hvor de andre ikke ser, og uanset om der var mennesker overalt, ville mørket stadig kunne omslutte en, så man ikke bliver set, altså komme der en følelse af ensomhed, hvilket ikke er noget mange ikke ønsker at dele med andre.

Men hvem siger at mørket er så farlig og træls et sted? Jeg har brug for mørket, jeg har brug for at kunne gemme mig, inden lyset kommer frem, og den samme gør facaden. Det er hårdt kun at være omgivet af lystet, men samtidig er det ikke godt med for meget mørke.

Kender nogen opskriften? Hvis der sidder en derude og kender opskriften til et perfekt liv - SÅ SKRIV TIL MIG, KONTAKT MIG! For jeg ønsker mere end noget andet et perfekt liv. Måske er det også derfor, at jeg har det som jeg har? Hvem kan bedømme mit liv, udover mig selv?

Hvem har magten? Hvem bestemmer om min dag skal være god? - Det gør jeg selv, det er også derfor det er så frygteligt at have det svært. For hvem er skyld i det? - det er man vel selv? eller er man? Jeg tror selv jeg er skyld i at jeg har det sådan her. Øv. Jeg kan ikke engang finde ud af at gøre min dag god. Jeg kan ikke engang finde ud af at leve MIT liv.