Læs dagbog

Selvom at det er en form af en dagbog, syntes jeg altid, at det bliver for meget af det gode. Jeg tænker over, hvad jeg skal skrive, for tænk hvis nogen skulle læse det og tænke noget grimt, eller hvis de skulle sætte mig i en bås, eller tænk hvis jeg kommer til at fremstå som en debil lille pige, som ikke har forstået noget af hvad livet byder på.

Det er blevet slemmere - eller værre om man vil - i løbet af årene. Nu kaldes det ligefrem - en form af en social angst.

Det at skulle ringe til lægen, gør mig rædselsslagen. Hvad skal jeg sige, når jeg skal have tiden ved lægen? Og hvad skal jeg sige til lægen?

Denne opringning har taget mig mange år, og jeg har stadig ikke formået at fuldføre den endnu. Bare tanken om at først at skulle fortælle, at jeg tror, at jeg har en depression - eller at alle andre omkring mig, tror jeg har en depression - giver mig kuldegysninger.

Jeg har aldrig selv ringet til lægen før - curling-barn, I know - men hvad skal man sige? Om aftenen bliver jeg altid enig med mig selv om at det skal være den kommende dag, men der er jo ti tusinde undskyldninger for hvorfor jeg ikke skal gøre det, når der er åbent ved lægen.

Måske ringer jeg til lægen i morgen? - Sikkert ikke, men noget skal jeg vel fortælle mig selv?

Er jeg mon den eneste der sidder i denne situation? Jeg har googlet en masse, men kan ikke finde ud af hvad man skal sige, og specielt ikke hvad man skal sige når man vil bestille tiden.

Jeg lyder som et forvirret lille lam, men det er da også bedre, at jeg sidder med disse tanker, end min veninde gør, eller hvad?