Læs dagbog

Jeg har nu gået på efterskole i et halvt år ca. Jeg bliver ikke gladere, det hele ramler sammen om mig, jeg kan ikke forklare det, men jeg kan ikke være mere social, jeg er en stopper for mig selv, for jeg kan ikke holde ud at være i større forsamlinger, og det er faktisk grundprincippet på efterskoler.

Jeg skubber personer som betyder aller mest væk fra mig. Jeg har ingen jeg rigtig syntes jeg kan gå til mere, jeg ved ikke hvorfor, men der er noget inden i mig selv som stopper. Jeg kan ikke sige til nogen at jeg er ked af det, jeg kan ikke forklare hvad der sker med mig, for jeg ved det ikke engang selv. Jeg ved ikk hvad det er der gør at jeg græder så snart jeg er alene, eller hvad der gør at jeg hellere vil hjem end jeg vil være heroppe.

Jeg føler jeg svigter de som står min nært heroppe. Jeg vil hellere hjem end jeg vil være heroppe, jeg ville ønske min far bare kunne komme og hente mig, og så kunne jeg komme hjem i en periode. Men det ved jeg jo også godt at sådan fungere det jo ikke. Jeg skriver for at få det hele ud, for jeg ved ikke hvordan jeg ellers skulle få alle disse tanker ud.

Jeg tror ikke at efterskolelivet er mig, jeg tror jeg er mere til det med at skulle være i skole, og så tage hjem og være sig selv når timerene er slut. Jeg overvejer rigtig tit at melde mig ind på min anden skole. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det her.

Mit smil er falsk, jeg ved ikke hvordan jeg får en anden rolle her, jeg kan ikke bare smide facaden som mange siger jeg skal, jeg har levet med den facade i snart fem år! den har gjort mig til den de andre gerne vil have. Den er desværre blevet en del af mig. Og selvom jeg virkelig prøver at fjerne den, kommer den fluks på igen.

Jeg har snakket med en lærer, men jeg ved ikke om jeg fortryder det, jeg tror bare at jeg havde brug for at lukke op, jeg er bare ked af at bruge lærerens tid. Det er ikke meningen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg vil ikke holde jul heroppe! jeg vil hjem hele december! Jeg bliver mere deprimeret af at skulle komme i julestemning heroppe.

Jeg vil ikke mere. Eller jeg kan ikke mere.