Læs dagbog

Tak for de søde beskeder tidligere i dagbogen!

Det er lang tid siden jeg har lavet sjov med at have det hårdt. Måske fordi det kom for tæt på, og fordi jeg måske ikke syntes det har været særlig sjovt, eller måske fordi andre ved, at jeg har haft og har det svært, så bliver de lidt berøringsangste?

Jeg sad med en af mine lærer som jeg først har fået i år, her den anden dag, og vi joker lidt, og han er virkelig en sjov type - på den gode måde - og vi kom lige pludselig ind på, at det var så pokkers hårdt at være mig. Og så spørger han midt i joken, hvor tit jeg går til psykolog, og her begynder det at komme tæt på, og jeg når lige at tænke ved mig selv, om han virkelig lige spurgte om det, og i det siger jeg bare ''hvad'', og han spørger igen, om hvor ofte jeg går til psykolog siden det er så hårdt at være mig - og her går det op for mig, at han er helt uvidende om hvordan jeg har det, og at han stadig er inde i den joke, som vi begge har kørt alt for langt ud, og jeg svarer ham et eller andet åndssvagt, og vi griner begge to videre.

Det er slet ikke fordi der er noget sjovt i at have det svært, og jeg prøver ikke at støde nogen, for jeg har det heller ikke selv vildt fedt. Men det at kunne tage noget der er så alvorligt, som sygdom og indre uro, og så kunne grine af det, føltes som om det var en lettelse, og nu hvor jeg tænker over det bagefter, var det der kom bag på mig, at når mennesker er udvidende om andres situation, er der ikke noget at være bange for, og derfor er der ingen tabuer, og der er ingen berøringsangst. Her tog han en ting som har fyldt mange år i mit liv, nemlig det at gå til psykolog, og det at have det svært, og fik mig til at grine af det, hvilket gav mig lov til at træde ud af min tristhed, og grine lidt af mig selv, hvilket jeg tror er enormt vigtigt at kunne få lov til nogen gange.

Og ja det kan godt have været lidt fordømmende, det han sagde til mig, men alligevel har det givet en ro inden i mig, og for et øjeblik grinte vi af den del af mig, som ellers kun får tårer at se. Det har ikke gjort, at jeg ikke er ked af det, men det her øjeblik har givet mig lidt at tænke over.

Nogle af dem jeg har fortalt hvordan mig verden ser ud, med mine briller, bliver hurtigt anderledes overfor mig. Som om jeg er en skrøbelig glaskugle, og som skal dækkes med vat. Nogle gange har jeg mest af alt lyst til at sige, at det ikke ændre på om jeg græder mig selv i søvn, at de ikke tør sige noget til mig, og de behøver ikke tage hensyn, det gør bare, at jeg føler mig endnu mere syg, og endnu mere alene.

Så her den anden dag grinte jeg, jeg grinte af min dårlige psyke, og jeg fik lov til at se anderledes på det der er hverdag for mig i 2 minutter. Det var rart.