Læs dagbog

Ja nu er jeg blevet mine 16 år, jeg går i niende klasse. Jeg kender til store opture, og kæmpe store nedture - ifølge ungdommen. Det er sjældent at man møder en som forstår hvad det er der foregår, men endnu mere sjældent at man møder en som stadig respektere en selvom man har det dårligt.

Når jeg kigger tilbage sagde jeg allerede til mig selv i anden klasse - hvorfor er jeg her? var det ikke meget bedre ikke at være her? tænk hvis jeg var en af de andre piger - det ville gøre det hele meget nemmere! Jeg syntes dengang at det var normalt - eller det troede jeg. Jeg finder ud af at mange af de tanker jeg har haft er selvmordstanker - det sværeste er at jeg ved de opstår tidligt.

Det går mig på at det er mig der skal have det dårligt, ikke for min skyld, men for min omverden. Jeg tror mine forældre har svært ved at takle alt dette, specielt fordi ingen ved hvad det kommer af. Jeg har aldrig haft nogle voldsomme perioder i mit liv, det kan maks være at jeg ikke har fået lov til at få en ny cykel fordi den anden ikke var mere end et halvt år gammel. Jeg kan bare huske denne pige som gjorde mit liv mere besværligt.

Men denne pige er jeg kommet over, jeg har tilgivet hende, og jeg hilser når jeg ser hende. Men ellers husker jeg intet der gør at jeg skulle have det dårligt, og det er det der gør det så svært.

Unge på min alder som ikke har prøvet dette selv - gudskelov- forstår ikke når man har sine nedture, '' årh tag dig nu sammen, du spiller bare'' er noget af de sætninger de kan komme med, men dermed ikke sagt at alle voksne forstår det, for det gør de ikke.

Men at mit liv er gået den vej som det har er mig ubegribeligt. De ar jeg har på mine arme efter kniven har ramt, de ar jeg har på sjælen af de nætter jeg kun har grædt og ikke sovet. De få grusomme minder jeg har som vender tilbage som grusomme drømme om natten. Det er med til at gøre mig til den jeg er idag, men jeg ved bare ikke om det er noget at prale af.

Jeg tænker tit at jeg bare tager en andens plads her på jorden, og jeg tror jeg har ret.