Læs dagbog

Jeg føler skyld. skyld over at alle disse dyre gaver, skal byttes. skyld over at jeg er så trist i denne periode, eller hvis man kan kalde flere måneder en periode. jeg føler bare jeg tager alt glæden fra de andre.
Gråden kommer og går. Jeg kan ikke sove mere. jeg falder i søvn halv tre og vågner klokken syv, uden at være udhvilet når jeg endelig vågner. Tristheden er som en byrde at bære rundt på, den giver mig intet valg. jeg bliver nok nød til at komme videre, men jeg ved end ikke hvordan. hvis alt skal falde på plads i mit liv, så ville jeg måske ikke være den samme pige. For alt min indre smerte har gjort mig til den jeg er, men et eller andet sted kunne jeg godt have undværet det. for så speciel er jeg ikke. jeg kunne sagtens bare være faldet mere ind i mængden. men sådan er jeg ikke. folk kan huske mig for mit glade sind. og min tildens til at stikke ud fra flokken. det hele ville være så svært hvis de vidste hvem jeg var, hvad jeg er, eller hvordan jeg har det. det er nok også derfor jeg ikke fortæller dem noget, deres syn på mig ville ændre sig, jeg ville blive hende der pigen med den der sygdom der gjorde hende ked af det, hende som man skal passe på at tjatte til. det er bestemt ikke det jeg ønsker. de skal behandle mig som om der aldrig har været noget hændt, lige som de gør nu. Men nu lader jeg dem jo også stå i uvished.
Jeg bør fortælle nogle at jeg har det sådan her, men det er så svært. jeg kan ikke komme ud med det, og jeg ved ikke hvordan... skyldfølelsen kommer også over at de skal høre på alt min negativitet, og det ønsker jeg ikke.
Jeg savner Lady, hvis ikke de rottweilere åd hende dengang ville hun ligge i mine arme nu. og det ville ikke være den sidste, dengang hun døde deri. I miss you darling.
glædelig jul til mig, og jer andre.