Læs dagbog

Jeg må erkende, at jeg nok "allerede" har fået en fødselsdepression. Det er kun en uge siden jeg fødte.

Det føles ikke som en depression, på samme måde, som før. Jeg har ellers rigeligt med erfaring i depressioner, men det føles anderledes.

Min dejlige søn er fantastisk, og jeg ved at jeg er en god mor. Derimod føler jeg ikke, at jeg gør nok eller gør det godt nok, på så mange andre punkter.

Jeg ved at der er hjælp at hente, men det skræmmer mig, på samme tid som jeg også føler, at jeg er voksen og ansvarlig nok til hurtigt at gøre noget ved det, før det betyder at jeg går helt ned.

Jeg er klar i hovedet. Tilstanden af at være i en osteklokke, som ellers altid har fulgt mig gennem depressive perioder, er ikke tilstede.
Mine tanker er ikke direkte negative, men jeg sidder bare lidt fast i det hele tror jeg.

Jeg havde som sådan en god fødsel, men amningen er svær at få op og køre.

Min kæreste er heldigvis en fantisk mand og en dejlig far. Han prøver så godt han kan at tage sig af både vores søn og mig..

Jeg er begyndt at græde igen, over stort set alt, ligesom jeg gjorde inden jeg begyndte på antidepressiv.
Jeg har altid været ekstremt følsom, og grædt over alt og intet. Det eneste der hjalp var citalopram. Kun med det kunne jeg være i mine følelser, positive som negative. Og ro, den ro det giver mig i kroppen.
Heldigvis er der ikke nogen angst nu.. bare gråd..