Læs dagbog

Advarsel langt indlæg:
Ja – jeg nåede så at skrive et rigtig langt indlæg inde i Depnet – men de har åbenbart lavet tingene om herinde, således at ens indlæg bliver slettet efter 20min, hvilket jeg ikke har set – så nu sidder jeg tilbage endnu mere frustreret end før (eller ærgerlig, er nok det rigtige ord for alt det jeg har oplevet den seneste periode).

Årsagen til mit indlæg er, at jeg har behov for at få vendt og drejet et forløb jeg har oplevet – få reflektere og sat situationen i perspektiv, hvilket jeg håber, at min gennemgang af min oplevelse vil give mig. Måske give mig svar på om, jeg kunne have gjort tingene anderledes eller erkendelse af, at situationen er ude af min kontrol.

Jeg har igennem længere tid mistet alt hvad der hed socialisering og derfor øjnede jeg muligheden for at dyrke den igen, da jeg blev inviteret ind i en gruppe på et socialt medie – for os med udfordringer - , hvor administratoren gerne ville lægge lokaler til, således at gruppens medlemmer kunne mødes. Dette støttede jeg 100% op om og hjalp også med at lægge bil til en, som gerne ville deltage, men ikke kunne det pga fysiske udfordringer.

Lad mig sige det sådan: Jeg glæde mig til at komme i gang, men min glæde blev lidt påpasselig pga. advarselslamper, der begyndte at tænde efterhånden. Gruppen blev sat sådan op, at administrator oprettede en begivenhed, så skulle man tilmelde sig og man kunne også melde fra, hvis overskudet ikke var tilstedet (eller det troede jeg). Det viste sig hurtigt i mødet med administrator, at hun havde nogle meget bestemte holdinger/meninger omkring deltagelse – hvilket jeg på sin vis godt kan forstå, men…jeg kan også godt forstå (da jeg selv er udfordret dagligt) at folk måske ikke kunne mønstre overskuddet til at mødes.

Lad mig sige det sådan her: Jeg er en meget large person, der er ret meget rummelig og empatisk – hvilket nok giver ret mange konfliker på et udefineret plan – men når det er sagt, så har jeg også grænser for hvad jeg vil tillade andre at udsætte mig samt andre for. Det er f.eks. i min optik ikke i orden, at angribe andre der er udfordret, når man selv har de samme udfordringer. Det er at være kynisk og dobbeltmoralsk – og sådan opførelser acceptere jeg ikke – men der skal rigtig og enormt meget til, før jeg giver udtryk for denne holdning og jeg reagere på den.

Nårh, men tilbage til historien. Vi er få til dette møde/arrangement som administrator har stablet på benene og det går da også godt de første par gange, indtil at de folk – der først har meldt sig til, melder sig fra nogle dage i forvejen. Jeg kan godt forstå den ærgrelse og den følelse, som administrator har siddet tilbage med over de anstrengelse hun har gjort, når vi er gået fra at være 7 personer, der skulle mødes til kun at være 3 – men at det skal præge alle de efterfølgende arrangementer er noget som er mig uforståelig. Reagerede jeg og verbalt gav udtryk for denne uforståenhed? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er lært op med og praktisere, at konklikter skal ikke opildnes – derfor lod jeg det være. Havde jeg her, den første advarselslampe? Ja, det havde jeg – for omendt hvor meget jeg forsøgte at få fokus flyttet fra dem, som ikke havde overskud til at møde, til et andet fokus lykkedes det mig ikke og jeg gik derfra med en underligt fornemmelse i kroppen.

Efterhånden som vi mødes deler vi baggrundshistorier med hinanden og hvad vi hver især oplever af udfordringer og hvad vi slås med til daglig. Og det slår mig nu – at et eller andet sted, var denne gruppe dømt fra starten. Der skulle have været en upartisk deltager, som kunne holde styr på mødet – men idet, at vi alle sammen er voksne, tænkte jeg ikke over, at en sådan person kunne have været nødvendig.

Dvs. at der sker nogle ting under disse arrangementer, som jeg nu – i bagklogsskabens lys – godt kan se var uundgåelige. Det skal lige siges, at jeg virkelig ikke forstår individer (ved godt at det måske er for skrap en betegnelse, men ”mennersker” lyder endnu hårdere) der gerne vil have hjælp/spørger til erfaringer, og lige så snart ens ord har forladt ens mund får man at vide, at man skal blande sig uden om. Hvorfor så i det hele taget spørge om hjælp, når man i bund og grund ikke vil have det? Det er en virkelig undring jeg har og som jeg overhovedet ikke forstår.

Tilbage til historien og min pointe: Til en af disse møder – vi har nok haft hvad der kan tælles på 2 hænder – stiller administrator et spørgsmål om, hvad vi har gjort i en bestemt situation, som hun stod overfor på daværende tidspunkt. Denne information giver vi hende og så begår jeg åbenbart den fejl, at spørge hun om hun havde overvejet at kontaktet nogle som kunne støtte hende i den situation, hun står over for, da vi som fortæller vores erfaring har gjort brug af en sådan støtter. Lad mig sige det sådan og på en pæn måde: Mit spørgsmål var åbenbart overhovedet ikke velkommen, og jeg blev decideret bedt om at blande mig uden om….hvilket gør at jeg så sidder tilbage med den undring, jeg har skrevet ovenfor. Hvorfor bede om erfaringer, når man allerede ved, at disse erfaringer gider man ikke gøre brug af? Igen: Jeg er ikke en som er interesseret i, at bidrage til en potentiel konflikt – så jeg trak mig med den beslutning om, at hvad end der sker – ville jeg ikke reagere.

En advarselslampe blev tændt.

Det blev jeg så indirekte eller direkte tvunget til alligevel. Arrangementet er nemlig sat sådan op, at vi mødes en gang om måneden og administrator vælger at lade et opslag af resultatet af den situation hun havde stået overfor. Jeg valgte, ligesom de andre i gruppen, ikke at reagere – af den simpel grund, at jeg havde en klar mavefornemmelse om, at hvis jeg reagerede på hendes lange opslag – så ville udfaldet være (uanset hvordan jeg skrev på hendes opslag) af negativ karakter. Jeg ved godt hele mentá’et med, at hvad du forventer kommer også til at ske.

Nårh, men jeg reagerede ikke og et par dage efter tikkede der en privat besked ind fra administrator, hvor hun sendte hele hendes lange opslag til mig. Skulle jeg reagere på hendes besked eller skulle jeg lade være? Omstændighederne ville det sådan, at der skete noget på hjemmefronten som tog al min opmærksomhed og efter nogle dage tikkede der endnu en besked ind i min private indboks. Det var nu fra en af gruppens medlemmer (lad mig kalde ham X), hvor administrator åbenbart havde sendt samme lange opslag til ham, som til mig. Han havde så reageret på hendes opslag og havde åbenbart gjort samme fejl som mig, at foreslå muligheder og nu var han blokeret – hvilket havde gjort ham bekymret for om administratoren havde det godt og om jeg ikke ville formidle, at han havde forsøgt at komme i kontakt med hende. Jeg kunne godt forstå denne bekymring og jeg vælger derfor, at tage kontakt til administrator og videreformidle hans besked samt fortælle at vi var bekymret for hende. Derudover valgte jeg konstruktivt at svare på hendes lange opslag, som hun havde sendt til mig privat….og hold da helt verden, det skulle jeg aldrig have haft gjort.

Jeg har aldrig nogensinde forventet at modtage en sådan sviner fra en voksen person – (via mit arbejde med børn, har jeg modtaget dem, men ikke fra voksne eller et individ, der skulle forestille sig at være voksen). Jeg vælger så ikke at svare, fordi jeg gider simpelthen ikke konflikter og det var for mig tydeligt, at hun har det så skidt at det kun kan ende i en konflikt.

Advarselslampen blev gul.

Der går så nogle dage, hvor X inde i gruppen’s begivenhed skriver, at han er nødt til at melde fra. Dette er da også iorden, da der er flere dage til at arrangementet skal løbe af stablen. Jeg svarer ham så derinde, at det var ærgerligt, men at jeg håbede, at han så kom næste gang. Dette svarer han tilbage på, at det vil han finde ud af. Jeg tænker så; ”Nu er der ro på,” men dagen efter X’s og mit skriv sammen kontakter han mig og spørger, om jeg ved hvorfor han ikke længere har adgang til gruppen og at den årsag til at han meldte fra, ikke længere var til stede, så han gerne ville melde til igen og om jeg ikke kan kontakte administrator, så han kan komme ind. Jeg skriver tilbage til ham, at jeg ikke ved hvorfor, men gerne vil videreformidle hans forespørgelse – hvilket jeg gør…….og suk, igen skulle jeg åbenbart aldrig have gjort det – for endnu engang modtog jeg den største sviner fra administratoren og denne gang vælger jeg simpelthen, at skrive pænt til hende, at jeg ikke vil hverken finde mig i eller acceptere hendes måde at skrive på eller at hun sviner mig personligt til. Min grænse var simpelthen nået og jeg er virkelig en tålmodigt menneske, men når folk angriber mig – så sagde jeg simpelthen fra, uden at synke ned i hendes niveau! Men hun blev ved og ved og ved, der til sidste eskalerede til – fordi jeg ikke svarede - at hun ville banke både jeg og X, hvis vi mødte op til arrangementet og at jeg skulle vide, at jeg var blevet smidt ud af gruppen.

Advarselslampen blev rød og min grænse var nået.

Så med denne trusel mod mig, skrev jeg venligt tilbage til hende, at det var tydeligt, at hun var et sted i livet hvor hun havde mange udfordringer og at jeg ikke ville stå til måls for hendes vrede og frustrationer. At jeg havde været glad for gruppen og de arrangementer, der havde været – om end at det havde været en kort fornøjelse – og at jeg ønskede hende al bedring samt god vind i fremtiden. Som svar fik jeg blot; ”F*** dig!”

Det ville jeg ikke finde mig i, så hun blev blokeret og jeg overvejer nu kraftigt at anmelde hende til politiet for trusler om vold.
Derudover, hvad der skete samtidig med min konflikt med administratoren havde hun kontaktet X, ligeledes truet ham og givet ham jordens største sviner – om at pga Os (ham og jeg) var gruppen nu ødelagt for bestandig.

Som jeg skrev længere oppe, så havde en fra gruppen kørt med mig til disse arrangementer og jeg måtte så meddele hende, at det kunne hun ikke længere idet at jeg var blevet smidt ud og havde modtaget trusler fra administrator. Jeg er super ked af, at konfliken gik ud over hende, men jeg er ret sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid før der skete et eller andet.

Nu er så spørgmålet;

Kunne jeg have gjort tingene anderledes, svaret anderledes eller på nogen måde have forhindret at denne konklikt? Nej, det tror jeg ikke, det er jeg ret sikker på for når man som individ er så langt ud, at det er umuligt for ham/hende at modtage hjælp – er der intet at stille op.

Er jeg ærgerlig over, at jeg nu har mistet muligheden for at socialisere? Ja, det er jeg – men jeg ville uanset hvad ikke have forsat med at deltage i arrangementerne når alle mine advarselslamper nu lyste røde og det havde kun været et spørgmål om tid, før konflikten var opstået.

Er jeg bekymret for administratoren ve og vel? Ja, det er jeg – men jeg kan hverken gøre til eller fra, når hun ikke ønsker hjælp og tydeligt frastøder alle og enhver.

Er jeg bekymret for de andre i gruppen? Ja, det er jeg – men forhåbenligt er administratoren fornuftig nok til at aflyse det arrangement, som skulle finde sted om nogle få dage og så vidt jeg kan se – så har hun aflyst.

Er jeg blevet klogere på hele denne situation: Ja, det er jeg – til trods for at jeg er en large person, der er både empatisk og rummelig, så var jeg tro mod mine egne grænser og hvad jeg vil finde mig i fra andre.

Jeg undskylder for mit lange skriv, men det var som jeg skrev øverst at få reflekteret over, om jeg overhovedet kunne have handlet anderledes og om denne konflikt kunne være undgået – det er jeg ret sikker på, at det kunne den ikke.

Og hvis du har læst det hele – tak for at du har læst med.

Jeg har nu afsluttet kapitlet og jeg begynder fra nu af et nyt.