Læs dagbog

Var til samtale med min socialrådgiver her til morgen. Han var som altid heldigvis rigtig forstående over for at jeg stadig ikke er i bedring. Han mente også, at de 8 måneder jeg har været syg og ikke har fået det bedre, er rigtig lang tid. Og især når jeg har været på medicin siden starten. Han sagde at jeg nok ikke bliver klar til at starte på studie efter sommerferien så at mit mål derfor nok skal udskydes et halvt til et helt år mere.

Det rammer rigtig hårdt, at jeg ikke vil kunne starte efter sommer. Havde på intet tidspunkt regnet med at det ville være sådan en lang proces. Begynder at få så ondt af mig sig. Magter virkelig ikke det her mere.
Motivationen er stadig helt i bund. Spiser rigtig usundt, får ikke trænet og laver ikke andet end at se tv, når jeg ikke lige er tvunget til at skulle ud.
Der er så meget at arbejde med, så mange ting jeg skal blive bedre til før jeg kan få det bedre. Og når jeg har lært de ting, vil der jo blot være kommet flere til. Hvad er meningen lige med livet? Der er ikke andet end smerte og udfordringer. Har virkelig ikke lyst til at leve, jeg føler alligevel ikke at jeg nogensinde får det godt igen.

Men dog, er der stadig et lille håb. Dybt i mig sidder der åbenbart stadig en lyst til at kæmpe videre. Vil trods alt ikke give op, der er nok alligevel en mening med livet. På trods af alle de negative tanker lever jeg videre. Jeg vil stadig prøve. Prøve at få motivationen til at leve igen...

Jeg kæmper trods alt videre....