Læs dagbog

Sidder under det rindende vand. Vandet fosser over mig, præcis den samme følelse som jeg har indeni. Tanker og negative følelse flyder ned over mig. Tårene triller ned af kinderne. Hvorfor kan jeg ingen ting? Hvorfor er jeg så uduelig til alting? Jeg skuffer folk omkring og skuffer konstant mig selv. Jeg forstår efterhånden, at det skyldes depressionen og at det ikke er min skyld, at jeg har det sådan her og er som jeg er blevet her de sidste 8 måneder. Men hvorfor skal jeg have det sådan og hvorfor skal jeg have så slide ondt af mig selv over min depression. Jeg ved at det intet nytter og jeg ved at jeg nok skal komme ud af det engang, men hvornår?! Hvornår får jeg det godt igen og hvornår bliver jeg mig selv igen?!

Jeg tog mig endelig sammen til at løbe! Jeg tog kæresten med på cykel så han kunne hjælpe med at presse mig lidt. En lille forkert sætning fra ham, om at jeg burde sætte tempoet op, væltede det hele totalt. Tankemylderet startede, tænker om hvor langsom jeg var, hvor dårligt jeg løb og hvor meget jeg skuffede min kæreste, gav mig angstanfald og ødelagde derfor min vejrtrækning så jeg løb endnu dårligere og tankerne blev endnu værre. Jeg fik undertrykket angstanfaldet så jeg langsomt kunne snegle mig videre. Da jeg kom hjem fra 2 km løb med tankemylder, angst og elendig vejrtrækning strøg jeg direkte ind i bad og grad sorgerne ud. Min kæreste hørte mig vist, men er efterhånden blevet god til at sige en sætning uden at være grådkvalt så han opdagede det ikke. Hvorfor kan jeg ikke bare snakke med ham om hvad jeg tænker?! Hvordan kan det være så svært... 😒