Læs dagbog

Dagen i går startede sent, da terapi ar aflyst i vinterferien. Hvorfor aner jeg faktisk ikke, det giver ikke rigtig mening. Det er jo ikke en skole og vi andre har heller ikke fri. Men som sagt kunne jeg sove længe. Jeg vælger så at tage til træning ca. 10.15. Det gør jeg for at vende mig til at komme derned på det her tidspunkt. Er nemlig startet i et almindeligt fitnesscenter, da det kommunale tilbud jeg ellers brugte, mente at jeg nu havde det godt nok til at komme videre. Stor nedtur. Nu havde jeg lige så godt der og var blevet tryg samt at jeg kunne joke lidt med de ansatte. Den slags går altså ikke ustraffet hen. Tilbage til fitnesscenteret. Der var ikke så mange som frygtet, men flere end ønsket. Jeg følte at de alle sammen kiggede på mig og tænkte hvorfor ham den grimme, tykke og svage dog tillod sig at komme sådan et sted. Det drænede mig fuldstændig rent mentalt. Jeg skal dog i gang med at træne igen ellers er jeg bange for at jeg kommer til at tage alt det på jeg har tabt. Det vil jeg slet ikke kunne bære.

Hjemme igen. Prøvede lige at komme på chatten, men efter lidt tid var jeg nød til at gå af igen. Jeg havde simpelthen ikke overskud til at være der. Er stadig ikke tryg ved det. Især når der er mange på og der er flere samtaler i gang. Det underlige er at jeg heller ikke kan lide når der ikke er så mange på. Ja, det er komplekst. Men jeg vil ikke give op. Det er rart at have en form for kontakt med andre, især personer der kan forstå hvis man ikke har det godt. Efter jeg var logget af, to jeg en lur. Det gjorde mig bare mere træt, så efter lidt tid lagde jeg mig igen. Jeg frygtede dog at jeg ikke ville kunne sove om aftenen, hvilket også viste sig at være sandt. Klokken nåede vist at blive 3 inden jeg faldt i søvn. Ikke optimalt når man skal op kl. 7 næste morgen.

Grundet min sidste lur kom jeg først sent i tanke om at det måske var en god ide med aftensmad. Havde for et par dage siden købt en kamsteg, der også kunne bruges til pålæg bagefter aftensmaden. Desværre var den blevet dårlig og skulle smides ud. Det betød at aftensmaden endnu en gang kom til at bestå af ingenting. En uvane jeg har når jeg skal spise selv.

Lige nu sidder jeg på praktikstedet og prøver at holde mig vågen ved hjælp af kaffe. Der er stille da mange har taget fri. Det betyder også at der ingen opgaver er for mig at løse. Den eneste der var, er jeg færdig med. Det bliver godt nok en lang dag når nu jeg først har fri kl. 15.

På mandag er jeg blevet sat på et møde der grænser op til mit møde med jobkonsulenten. Så jeg er nervøs for om jeg kan nå at komme tilbage fra det første til at være rettidig til mødet med konsulenten. Overvejer at sige nej til det første. Jeg hader at være sent på den. I folkeskolen ville jeg hellere blive helt væk end at komme for sent. Det må være noget med at jeg ikke vil være til besvær. Samtidig kigger alle på en når man går ind i lokalet og alle er gået i gang.