Læs dagbog

Jeg vil sige, at selvom ugen endnu ikke er helt omme, og der tænker jeg både hverdagene og weekenden. Der er jo stadig nogle dage tilbage af denne uge, men denne uge har virkelig været hård ved både mig og min familie. Jeg er simpelthen så træt og rigtig ked af det.

Man kan sige, det hele startede jo tilbage for snart 4 uger siden, hvor min forlovede begyndte at lægge sig syg. Han havde det i hvert fald ikke godt. Han havde tryggende for brystet og følte sig rigtig syg. Jeg har i hvert fald aldrig set ham sådan, som jeg så ham lige der i starten. Men det blev jo gradvist værre, og selvom der blev ringet til lægen og vi kom derned, så sagde han bare: ”Det er bare en virus.” ”Hvis du ikke har feber, kan jeg ikke hjælpe dig.” Jeg ved så ikke, om han havde feber i starten, men han kom så til lægevagten, hvor de gav ham noget penicillin mod lungebetændelse. Efter en uge havde det stadig ikke hjulpet, måske en lille bitte smule. Men ikke nok!

Han gik i lidt tid og kunne mærke en lille smule bedring, følte han i hvert fald. For han begyndte også at ligge ned og sove så småt. Så det virkede jo som gode tegn. For ellers sidder han op sover. Men så fik han det mere og mere dårligt igen. Altså han har jo været til læge og vagtlæge en del gange. Men så i sidste uge var han oppe hos vores læge, hvor han så blev sendt videre til røntgen. Der viste det sig så, at han havde forandringer på lungerne. Det var det eneste lægen sagde, og hvis det blev værre i løbet af weekenden, skulle vi kontakte vagtlægen og ellers komme igen om 14 dage til kontrol. Lidt som om at han lagde et hvert ansvar fra sig.

Men allerede samme dag eller nærmere aften, som han havde fået svaret fra lægen, fik han det endnu værre. Han havde i hvert fald feber og havde det ikke godt! Så vi kontaktede vagtlægen, som lyttede på ham og sendte os ud til apoteket efter noget mere bredspektret penicillin. Men i løbet af weekenden fik han det endnu mere skidt. Han var virkelig kogende varm. Men altså penicillinen skulle jo også have lov til at virke. Men i mandags fik vi så ringet til lægen, hvor han så kom til læge tjek igen, og der var hans ilt måling nede på 88 og så ringede lægen efter en ambulance, og nu ligger han jo så indlagt pga. lungebetændelse og vand i lungerne.

Han kom også ned og fik taget ultralydsscanning for at sikre sig, at der var nok væske i lungerne til en punktering. Så han var jo vildt bange. Men der var ikke nok til netop dette. Men så har han fået taget en CT-scanning, da han har et meget højt infektionstal. Det viste sig så, at han nu også havde blodpropper i lungerne, og så er han henvist videre til et andet hospital, som skal udrede ham, da de ikke kan se, hvad der gemmer sig pga. væsken. Men som lægen sagde, de siger det værst tænkelige, som er, at der måske sidder en kræftsvulst. Vi håber selvfølgelig det bedste, og at der ikke er noget, der gemmer sig. Men det var godt nok ikke sjovt at skulle modtage beskeden eller give beskeden videre. Men jeg nåede lige at komme derop, da lægen var i gang med at give ham beskeden. Så jeg fik lige hørt tingene fra lægen selv.

Så jeg syns personligt, at tingene er lidt hårde. Altså han er jo på vej ind i 4. uge. Så det har jo været hårdt, og det er det stadig. Jeg er i hvert fald meget træt, jeg er helt udmattet. Og så tør jeg ikke engang tænke på, hvor udmattet han er. Han får jo næsten ingen søvn, og han spiser stort set heller ikke noget. Så ja.

Det er bare rart at komme ud med det. Det har man sgu nogle gange brug for!