Læs dagbog

Uddannelse vs. Barn?

En side i dagbogen "Livet uden facaden"
Skrevet af HopefulSoul 14. maj 2016 21:27

Det er vel tid til at skrive ...

Det svinger meget. Min spiseforstyrrelse og angst driller meget. Jeg mærker intet til selvskabt, selvmord, stemmer, skyggerne og alt det andet.
Jeg sover stadig meget grundet min medicin, og jeg vil i næste uge til kontrol hos lægen bede om tilladelse til, at trappe 100mg ned af min antipsykotisk medicin løbet af sommeren. Jeg er allerede gået fra 1200mg til 300mg og i antidepressiv fra 30mg til 10mg.

Snart slutter min ferie og det er tilbage på skolebænken. Vi starter med idræt. Hvilket bliver en udfordring da jeg har slået mit haleben. Det har dog lykkes mig at gå Ca. 10km dagligt trods smerter.

Alle omkring mig på min alder eller yngre bliver gravide. Er det forkert af mig at priotere dét at få en uddannelse før børn? Jeg kommer fra en familie hvor folk er ordblinde eller talblinde eller bare ikke gad at gå i skole. Jeg selv gik ud af 7 klasse. Og har kæmpet mig vejen op til universitetet.
Ja jeg vil ha børn, men jeg vil også gerne kunne forsørge dem, og vise dem at selvom livet kan være ufattelig hårdt og man nogen gange er nød til at trække sig tilbage. Så bliver man til noget. Så kan man stadig nå sine drømme.
Er jeg helt galt på den? Er det en gammeldags tankegang?

Kommentarer fra andre brugere

Det med børn er svært, når man som os er sindslidende.

Jeg fik barn inden jeg nogensinde kunne drømme om at jeg havde en diagnose.

Nu har min søn valgt at bo hos mig, frem for hos sin mor.
Dette på trods af at jeg er sindslidende, og jo faktisk altid har været det, selv om jeg ikke var diagnosticeret.

Så på den måde var mit valg let.

Du skal tage stilling til hvad du kan give dit barn, hvor meget du formår, og om det er godt at få et barn med din diagnose.

Mange vil sige at du burde lade være at give genetisk, eller social arv til et eller flere børn.

Jeg havde selv fravalgt barn hvis jeg havde vidst at jeg var sindslidende.
Heldigvis vidste jeg det ikke, og fik en skøn unge.

Og på trods af at jeg ER sindslidende, så klarer jeg åbenbart det at være far så godt så ungen helst vil bo hos mig.

Hvem skulle have troet det?

Jeg synes du skal gå efter det du har det godt med.
Du vil sikkert kunne blive en rigtig god mor, ikke mindst fordi du har et forhold til livet på kanten som giver dig noget at have en opdragelse i.

Og når alt kommer til alt, så er der rigtig mange forældre som er helt "normale" som er det jeg ville betegne som dårlige forældre.

Mvh.

Skrevet af Bipolarix, 14. maj 2016 23:15

Hej hopefulsoul

Ja, det er svært med med enten uddannelse eller barn/børn...
Jeg ved ikke hvor gammel du er, men selvom jeg kun er 19 er det som om at jeg 'bare' skal uddanne mig hurtigt, finde et arbejde - og selvfølgelig synes mange at jeg da også hurtig skal få børn..
For mig handler det bare om at være "startet" og kommet på rette spor, før jeg får børn..
Det vil altid være hårdt og dyrt, men det er vel ens eget valg..

Jeg vil i hvert fald gerne vær på rette vej med en uddannelse, inden børn - og have det psykisk godt, for ellers bliver det noget rod.
Lidt ligesom bipolarixs søn, bor jeg selv hos min far, som har en depression og angst, da det var bedre at bo ved en der forstod og hjalp, end en der slet intet forstod.

Emmie.

Skrevet af Anonym, 15. maj 2016 00:41

Bipolarix tak for din kommentar. Hvor er det fedt at din søn har valgt at bo hos dig. Det er jo en slags anerkendelse fra barnets side af.
Jeg vil aldrig fra fravælge at få børn grunden mine sygdomme, men det er nok fordi jeg er stabilt 80% af tiden, og mine sygdomme er meget i perioder da min medicin virker. Og også fordi jeg ofte passer børn fra familien, det giver mig så meget glæde, kærlighed, tryghed, energi og selvtillid.

Jeg tænker lidt det må være svært at ha forældre der aldrig har oplevet livets svære sider.

Emme tak for din kommentar. Jeg er i starten af 20'erne. Ja det er lidt som om der nu er bestemt rækkefølge og en horisont hvor meget tid man må bruge på hvad. Og det er træls.
Og synes din plan om at få det psykisk godt først er en god plan. Og jeg tror jeg vil nuppe den del og tilføje til min plan. Og nok vente til jeg er 100% stabilt.

Skrevet af HopefulSoul, 15. maj 2016 17:01

Udskriv

Tip en ven