Læs dagbog

Mit i al stressen med skolen, kampen mod sygdommene og sorgen. Endte jeg på skadestuen. Forbrænding. Av.

Jeg er så stresset i skolen. Jeg har haft mange samtaler med diverse folk for at gribe mig. Jeg følte jeg faldt. Jeg følte jeg sank ned i mørkets dybe. Jeg følte jeg druknede. Jeg kunne ikke trække vejret. Tårerne strømmede ned. Jeg ville give op. Jeg ville dø, men valgte at række hånden ud til min mentor, studievejleder og kontaktperson. Jeg er ikke helt på toppen. Jeg er dog ok. Jeg vil leve, bare ikke i smerten, sorgen og mørket.

Jeg kæmper. Jeg bliver ved. For det gælder om at se lyset i mørket. Det gælder om at vise omverdenen og sig selv at man ønsker et bedre liv. Andre kan ikke kæmpes en kamp, men de kan være der ved ens side.

Jeg er træt. Jeg savner ham. Jeg mangler gamle. Jeg behøver ham. Jeg har minderne, men det er ikke nok. Jeg ved han spærre pladsen ved siden af ham, til mig. Én dag om mange mange år, mødes vi igen. Først skal jeg bare leve livet for os begge. Tage et ekstra skridt. Grine en ekstra gang. Kæmpe en ekstra gang.



Stress, skadestue og sorg. Livet går videre.