Læs dagbog

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte?

Jeg er så stressede for tiden, der kommer det ene efter det andet.

Især ens kritiske tanker om sig selv, og ens følelser om sig selv, ens had til sig selv. Hvorfor er jeg så grim? Hvorfor er jeg ikke tynd og smuk, som andre? Hvorfor er jeg syg? Er det min straf for at sige sandheden? For at melde incesten… Jeg føler mig klam, ulækker…. Afskyr.

Jeg har lært at leve med andre hader mig, men at hade mig selv, føj det gør ondt. Det brænder inden i, det levende helvede.

Forstil jer en tegneseriefigur med fugle der flyver omkring hovedet, det er mig for tiden. Mit hoved er så fyldt at jeg ikke ved hvor jeg skal starte?

Jeg har prøvet flere gange at skrive en dagbog, men hvad er pointen? Tankerne og følelserne bliver til lydløse ord, ord ingen kommer til at høre.

Jeg føler lidt at for hver gang jeg falder, så mister jeg mig selv mere og mere. Hvem er jeg egentlig? Er jeg det jeg drømmer om? Er jeg det folk forventer?

For leden skrev jeg at jeg lever for andre, og ikke for mig selv. Det fløj bare ud af mig og jeg brød sammen, for det passer jo.

Jeg lever ikke fordi jeg vil, jeg lever fordi folk fortæller mig jeg skal. Det gør ondt at det er kommet så vidt. Jeg ville ønske at jeg kunne leve fordi jeg ville, og ikke fordi jeg skulle.

Jeg smiler uden på, men inden i dør jeg langsomt:
”Outside I’m smiling, inside I’m dying”