Læs dagbog

Jeg har haft så god en weekend, hyggede, grint og snakkede. I går kørte jeg en tur med min kp og to andre borgere. Emnet selvskade kom på banen. Normalt er det ikke en problem for mig, da det med at skære i sig selv er fortid, men jeg kunne ikke. Her sad jeg med planer om at begå selvmord i går, en overdosis skulle tages kl 23 og jeg skulle op i himlen hos min bedste ven.
 
Nu sidder jeg lidt og tænker, var det mig eller stemmerne der havde selvmords planer ?

Men hvordan kan man ha så god en weekend og alligevel have de tanker?
Jeg har intet sagt til min kontaktperson. Hun vidste intet. Jeg sagde intet fordi stemmerne sagde nej.

Min kp opdagede mit ændrede adfærd og bad mig komme i fælleskøkkenet hvor vi kunne være alene. Hun begyndte at spørger ind til, hvad der sker i mig. Jeg kunne ikke svare. Jeg måtte ikke svare. Jeg spurgte om jeg måtte gå, men måtte jeg ikke. Tårerne pressede på. Jeg begyndte at græde. Stemmerne råbte jeg skulle holde op, lyve og flygte. Jeg havde så svært ved at holde fokus på min tryghed, som her er min kp. Jeg ville ikke lyve for hende. Så lod være med at sige noget.

Efter noget tid får jeg sagt at jeg savner min bedste ven. At jeg lever for andre og ikke mig selv. Jeg gav op. Jeg brød sammen. Jeg nævnte intet om stemmerne. Jeg må jo ikke. Og jeg tør ikke at sige dem imod eller ignorer deres ordre. Jeg har lært man tager en pille og håber at pillen virker før manden kommer. For når først manden er her, så er jeg lammet og ude af min krop. Det eneste kroppen gør er selvskade.

Hvordan snakker man om noget der er så skræmmende? Hvordan lærer man at være den der styre dem og ikke omvendt? Jeg vil så gerne lærer, men bare det og skrive om stemmerne, så kan man høre dem hviske.

Hun blev ved mig og gav ikke op på mig. Det føles mærkeligt, men trygt. Jeg prøvede at holde fokus på hende og ikke dem. De begyndte at forsvinde, netop fordi fokus var på kp i stedet.