Læs dagbog

Jeg har lige fået en snap fra mine veninder. Det var en video hvor der stod: prøver at lave duckface. De grinte. Føler det var en ondskabsvideo sendt til mig for at fortælle hvor dum, dårlig og ynkelig jeg er og de griner af mig. Måske jeg er en joke for dem. EN de bare kan koste rundt med og jeg er for dum til at forstå de bare udnytter mig. Måske lader jeg dem udnytte mig så jeg ikke er alene. Det gør bare ondt at tænke på. Hvis ikke de er mine rigtige venner så er jeg måske alene. Verden er i sandhed ude efter mig. Den stopper ikke før jeg er død. Jeg tænker tit på hvorfor jeg ikke bare har endt det. Jeg er tydeligvis frastødt af alt og alle. Hvorfor fortsætter jeg? Det ikke fordi jeg har ret meget at holde fast i... Jeg er dum nok til at tro jeg kan få et liv med venner, familie og måske få en uddannelse, men hvis en enkel snap kan vælte mig, eller verden er i mod mig, hvad nytter det hele så?
Måske man vil sige dette ikke er sandt, men det føles så virkeligt. Har faktisk ikke lyst til at se nogle igen, de vil mig bare ondt. Hvordan kan jeg skelne mellem hvem er gode og hvem er onde? Verden sender kun dårligt ned til mig så måske er der ikke nogle gode eller noget godt der kommer min vej.
Jeg skal mødes med en veninde senere. hvad nu hvis det bare for at gøre mig til grin så alle vil sidde og grine bag min ryg?
Jeg ved ikke om jeg overhoved er syg eller det hele bare er et komplot for at ydmyge eller for de kan udnytte mig. Ellers så tror de jeg er syg fordi jeg er den eneste der kender sandheden om mennesker og verdenen og de kan eller vil ikke se det. Jeg ved ikke om jeg kan fortsætte med den viden, men hvad holder mig tilbage?