Læs dagbog

i går var en forfærdelig dag...
Den startede med jeg sad i lejligheden og græd og det ville jeg ikke så gjorde mig klar til min behandler og gik ned i byen. Jeg havde 2 timer jeg skulle slå ihjel. Heldigvis mødte jeg en jeg tidligere havde været indlagt med. Han fik en kæmpe krammer og hold nu op hvor var jeg glad for at se ham. Vi gik i en time sammen og snakkede om alt muligt. det fik mig ligesom på andre tanker.
Desværre skulle jeg mødes med min behandler og måtte sige farvel, fik dog hans nummer så vi kan ringes/skrives.

Da jeg sad i venteværelset ved psykiatrien kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage. Alle mine dumme tanker kom igen. I det jeg trådte ind på min behandlers kontor brød jeg bare sammen. Jeg græd i over en time. Så slemt at hun ikke ville lade mig gå. Jeg var dog nød til at sige at jeg ikke ville mere. Alt hvad hun sagde mistolkede jeg som om hun sagde hun syntes jeg var svag, dum, uduelig osv. Så kunne ikke være der mere. ved godt det ikke var det hun sagde, men tankerne er der stadig.
da jeg gik derfra græd jeg stadig. hele vejen gennem byen og hjem til mig selv løb tårerne bare. Jeg havde heldigvis aftalt med min tidligere venindes mor at mødes. Så jeg var ikke alene. hvem ved hvad jeg havde gjort hvis jeg bare skulle være mig selv.
jeg kom derop og græd stadig.
Vi fik snakket om hvordan det gik og hvad jeg kunne gøre plus meget mere. Vi drak rødvin og fik æbleskiver. det var meget hyggeligt og humøret blev bedre i takt med rødvinen røg ned.
Fik og har stadig dårlig samvittighed over jeg sås med hende. Min tidligere veninden som jeg stadig elsker helt utroligt meget vil ikke mig mere. Tænker det hendes borderline der træder ind. I hvert fald føler jeg jeg går bag ryggen på hende. Som om jeg ikke har nogle ret til at snakke med hendes mor. Måske har jeg ikke, men jeg var desperat. Jeg savner den familie helt vild og ville ønske jeg kunne gøre noget. har prøvet men det virker ikke. Det er en af mine største sorger.
Apropos venner så har jeg gennemtænkt mine venskaber. Jeg har ikke rigtig nogle venner mere. de enten sure på mig eller har for travlt til at ses/snakke/skrive. Det at jeg føler mig alene er ikke blot en følelse, men en virkelighed. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne klare at leve så alene. Jeg er så ked af det. Føler jeg kører på det sidste. Jeg har altid vidst jeg nok aldrig ville nå min 25 års fødselsdag og føler det er mere sandt end alt andet. Hvis ikke det var fordi det var juletid og nytår så havde jeg gjort en ende på det. Kan bare ikke byde min familie det, i denne tid.
Jeg må vente til januar...