Læs dagbog

Jeg holdte julefrokost i weekenden og det gik fint nok. Vi var dog lidt trætte alle sammen så det blev ikke så sent. Humøret var ikke i top. det er det heller ikke i dag. Jeg har det faktisk rigtig dårligt...
Jeg har mange tvangstanker og er ked af det. Jeg kan ikke komme væk fra det, selvom jeg prøver med forskellige metoder. Det hele er bare øv. Gider ikke rigtig mere. Selvmordstankerne giver efterhånden mere mening. Kan ikke klare tanken om at skulle have det sådan her resten af mit liv. Endnu mere, så tror jeg min veninde er sur på mig. Hun synes ikke at gide mig. det der ingen der gør. Jeg føler mig så alene, men har ikke lyst til at se nogle. Jeg vil helst bare begrave mig selv. Afskære verdenen. kæmper mod tårerne, men de presser sig på. Skal tale med min behandler i dag. Det bliver hårdt tror jeg. Har ikke lyst til at se hende, fordi jeg har det som jeg har det. Vil ikke sidde og gøre mig selv til grin overfor hende.
Jeg har lyst til noget som helst. Jeg ville ønske jeg bare kunne sove og aldrig vågne op igen. Jeg er så træt af det hele.. Jeg kan næsten ikke mere. Hvis det fortsætte sådan her, kommer jeg ikke til at se min 25 års fødselsdag. Men så igen, det har jeg aldrig troet jeg ville.
Det ikke fordi jeg vil blive savnet. Jo måske en måned eller mindre, men så vil jeg også være glemt. Der er ingen der ligger mærke til mig i livet, ingen der ser min sorg, min ulykke, min fortvivlelse, så hvorfor skulle de i døden?
Jeg er så fristet af at gøre en ende på det hele. Pillerne stå ved siden af mig, de kalder næsten på mig. Ved deres side ligger barberbladet det frister også. Jeg ved ikke hvor meget styrke jeg har til at lade det være. Jeg er helt tappet for energi.
Jeg er ikke en religiøs type, men alligevel frygter jeg at tage livet af mig selv, for hvad hvis der skulle være et efterliv. Det skræmmer mig, jeg vil ikke kunne klare at skulle fortsætte. Jeg vil bare have fred. Jeg vil ikke fortsætte i himlen eller andet sted. Jeg vil bare sove. Jeg vil bare have ro. Jeg vil ikke paranoia, tvangstanker, ensomhed, tristheden mere.
I 10 år har jeg forsøgt at leve med medicin og terapi, det virker ikke. Eller måske er jeg bare en af dem der ikke burde være i live. Måske det ikke var meningen jeg skulle have været født. Livet er måske ikke til mig. Måske er jeg dømt af en højere magt til at have det dårligt så andre kan have det godt. alt jeg ved er jeg er så træt og udmattet. Hvorfor bliver jeg ved at kæmpe en kamp jeg ved ikke kan vindes? Jeg ved ikke længere hvad jeg kæmper for. Jeg er så træt.