Læs dagbog

Jeg er jaloux på stort set alle. De smukke, de lykkelige, de glade, dem med kærester/flirt, dem der kan overholde en slankekur, dem der kan tage i byen og ikke skulle tænke på hvilke helved de skal igennem dagen efter, dem der har et liv og bare mennesker generelt... Jeg kan næsten ikke tage det. Jeg bliver vred på dem fordi de har hvad jeg ønsker og jeg for ønsker om det skal mislykkes for dem eller går dårligt for dem.
De kan hvad jeg ikke kan. De kan få hvad de vil, synes det. Jeg skammer mig over at have disse tanker og følelser. Det er jo mine venner og familie og jeg vil dem kun godt, men kan alligevel ikke lade vær med at have disse tanker.
Jeg bliver vred på mig selv. Det føles som om jeg er en tom skal, men indeni kæmpes der en kamp. Jeg kan nærmest se mig selv står og slå og sparke og værre ting, først på dem min jalousi er rettet mod, men derefter skammer jeg mig så meget jeg føler jeg skal straffes. Så indeni min krop kæmper jeg mod mig selv, jeg ser det som mig selv mod mig selv, som om min krop er tom for blod, organer osv. Der er kun mig og mig selv mod hinanden. Den gode og den onde. De slås og skriger og råber. Det bliver så intenst at jeg for trang til at smadre alt hvad jeg ser, slå mig selv, cutte, skrige samt andre grimme ting. Det bliver så intents at jeg for kvalme.
Jeg er for flov til at tale med andre om det, men det har været så hårdt på det seneste at jeg finde mig nødsaget til at tale med min behandler om det. Er bare bange for hun ikke vil forstå, ligesom andre ikke vil/kan forstå det. Jeg tror ikke mine nærmeste forstår hvor syg jeg egentlig er... Men forstår det heller ikke selv. Tænker tit at det er noget jeg finder på, at jeg er ligeså "normal" som andre og jeg bare er svag og ynkelig.
Jeg har svært ved at se hvad er rigtig og forkert eller nærmere hvad er sandt og hvad er falsk. Det er derfor jeg for så mange tvangstanker, for kan ikke finde ud af mennesker, deres mimik/udtryk, stemmelege, eller de sociale regler... Bare en hej bliver analyseret og mistolkes eller ved ikke om jeg mistolker, jeg kan ikke finde ud af det. Det spilles igen og igen i mit hoved og fylder så meget jeg er ved at sprænge.