Læs dagbog

Kære Dagbog

Roskilde festival skulle begynde på torsdag den 1. jeg har altid gerne ville med, men denne gang ville jeg virkelig gerne.

mit ynglingsband, Paramore skulle spille. jeg elsker det band, altid når jeg har en dårlig dag, sidder alene med triste tanker, sætter jeg deres musik på og lytter til dem. i flere timer kan jeg lytte til dem.

Da jeg hørte de ville spille blev jeg helt op og køre. jeg er kun en 16'årige pige og musik er mit liv.

Jeg spurgte staks om min bedste veninde om hun ikke ville med. Det skulle kun være en dag for at vi skulle høre vores ynglingsband. hun sagde ja.

Jeg var helt oppe og køre. jeg kunne ikke vente. de sidste par måneder har jeg ikke lavet andet end talt dagene til festivalen og hørt bandets musik.

min veninde talte ikke rigtog om det det var mest mig der snakkede om hvor meget jeg glædede mig.

Mit liv har bare ikke været andet end lort. siden min depression og bulimi har min mor ikke ville lade mig tage på "eventyr" det var svært nok bare tage til fester unden at have en tidsbegrænsing på. Plus siden min mor og far blev skildt (for 2 måneder siden) har min mor haft sin nedtur hvor det var mig der har måtte tage mig af tingene her hjemme.

Så da jeg endelig kunne få "fri" blev jeg jo super glad.

så her i torsdags siger min veninde hun ikke gider alligevel. Hold kæft hvor blev jeg ked af det. jeg er helt nede. sidder faktisk og tuder nu...
ved ikke helt hvad der er værst. ikke at kunne høre det band jeg så længe har ønsket skulle komme her til danmark eller at jeg endnu engang er svigtet af en der står tæt på mig.

måske skulle man bare lukke sig inde igen. måske skulle jeg lukke mig bag min lukkede dør, det er nok der jeg høre til.