Læs dagbog

Samtidig med at jeg blev sygemeldt på mit arbejde, var der to andre der også gik ned med stress og depression.

Efter 1/2 år er jeg tilbage, men de to andre kommer desværre ikke tilbage. De har prøvet men det gik ikke så de har fået deres fyreseddel.

Det er sgu trist synes jeg, især da jeg har brugt meget tid sammen med den ene, mens vi har gået hjemme.

Det har været dejligt at have en at dele tanker og erfaringer med, en man kunne åbne sig for og som ikke bare kiggede mærkeligt på en når man fortalte de dybeste tanker. Men også en der forstod hvorfor man blev nødt til at aflyse 15 min før man skulle mødes.

Jeg håber for dem at de får støtte og hjælp på deres vej, så de kommer igang igen hvis det er det de ønsker.

Manden og jeg snakkede den anden dag om hvem der virkelig havde vist sig at være sande venner her i mit sygdoms forløb. Nogle venner er faldet fra, og det gør sgu lidt ondt. De har ikke henvendt sig eller noget siden jeg blev syg.

Men det er jo åbenbart i livets svære kriser, at man ser og mærker hvem der er ens sande venner.

Men jeg synes det er mærkeligt især fordi at vi før har haft meget med hinanden at gøre.

Derimod har nogle nye bekendte været der og spurgt og er kommet forbi. For jeg sagde til alle dengang jeg blev syg, at vi gerne ville have hjælp og besøg, men at jeg ikke selv ville spørge, derfor måtte de gøre det og det er der heldigvis andre der har gjort.

Min egen familien og mandens har ikke kunne forstå det. Og de regner med at nu hvor jeg er raskmeldt er jeg helt rask og de forstår ikke hvorfor jeg ikke stopper på medicinen.

Jeg har lært at venne det døve øre til, lært ikke at blive ked af, når de snakker om at de kun er svage mennesker der får en depression. Lært ikke at tage det til mig, at de aldrig har spurgt om det gik fremad og om vi havde brug for hjælp.

Bare fordi man er i familie behøves de ikke at stå mit hjerte alt for nært og det gør de hellere ikke så meget mere.