Læs dagbog

Jeg har ikke haft skrevet i år.

Lysten til at skrive har været der, men tankerne har været så mange steder.

Mit barn er blevet syg, jeg befinder mig i en stor gang bekymringer og bedst som jeg tror at det hele går ok, kommer der nye forhindringer på vejen.

Hun er begyndt at få krampe anfald når hun sover. Første gang måtte vi skynde os at få hende vendt om på siden, så hun ikke blev kvalt i sit eget opkast. Jeg kunne ikke gøre andet end at sidde og nusse hende imens vi ventede på ambulancen.

En masse undersøgele senere som har indeholdt ord som kræft, tumor og elipsi, fik hun et nyt anfald.

De har valgt at starte hende op på medicin for at forebygge flere anfald.

Men jeg er bekymret.
Står op om natten og tjekket hende, lægger mig inde ved siden af hende. Og jeg ved at jeg for alt i verden ikke må lade hende vide min bekymring.

For når hun går og nynner eller sidder og tegner og skriver, så er hun den hun skal være. En lille pige på vej til teenager årnene.

Men det fylder mig, jeg har en uro indeni og læser og høre kun de dårlige ting ved elepisi.

Jeg har lige været til samtale med lægen ang udtrapning af medicin... det gik ikke. Jeg hun der fra med våde øjne, hørte ordene at jeg skulle til at tænke på min vægt og at det nok ikke var nu jeg skulle stoppe.

Jeg bliver bange og ked af det. Manden har ikke de store bekymringer siger han, nu ved vi hvad det er og hvad vi skal høre hvis det sker igen...

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige det samme