Læs dagbog

Det er længe siden sidst.

Jeg har læst med på side linjen men har ikke ville skrive.
Måske tingene så kommer for tæt, måske jeg så ved at jeg faktisk ikke er ok.
Jeg skulle ellers snart trappe ud af min medicin. For jeg har det jo godt, jeg kan jo alt både være mor, hustru, kollega, datter og ven. Jeg hjælper dem der har brug for det, smider mig i sengen om aften med en hjertebanken som jeg ikke ved hvor kommer fra. Jeg tager imod nye opgaver, for det kan jeg da og det skal jeg.
Og midt i alt ræsen har jeg endnu engang glemt måske det vigtigste.... jeg har glemt mig. I alt min iver og “overskud” ved jeg snart ikke hvem jeg er mere. Lige nu ved at jeg er træt ked af det og at en læge samtale venter kl 11.
Men i dag bliver jeg nødt til at række hånden og trække stikket og få hjælp til at huske og finde mig....