Læs dagbog

Kampen for empati

En side i dagbogen "Dagbog dagbog"
Skrevet af Kralle 1. april 2015 12:56

Jeg blev lige færdig med bogen An unquiet mind, skrevet af Kay Jamison, og er blevet endnu bekræftet i at jeg ganske vist er bipolar og fået en form for identitet på hvem bipolare er.

En del af bogen handler om at fortælle pårørende om at man er syg og om de mulige måde de kan reagere på. Nogle reagere ved at spørge ind til det og giver deres kærlighed, mens andre stigmatisere og sårer hende.

For mig er dem jeg har fortalt det til enten forstående, mens andre virker ligeglade og begge grupper virker ikke rigtig til at forstå hvor seriøs en sygdom det er. For at citere: Mig: "Jeg er bipolar", Ham: "Ok det er der mange studerende som er", Mig: "Nej jeg er syg jeg tager piller", Ham: "OK".

Tror aldrig det har sunket ind al den smerte jeg har levet med i de sidste 10 år og hvor lidt jeg er i stand til at formidle det. Hvordan fortæller man om psykotisk depression og hypomanier, således at de har en forståelse for det som ikke bare er ked af det eller hyperaktiv.

Det største problem jeg har ved at komme ud til folk om et er at jeg ikke får meget empati. Det er sgu hårdt at leve med det og en gang i mellem ville jeg bare ønske at få lidt kærlighed og ubetinget forståelse for hvad jeg kæmper med.

Jeg beklagede mig forleden til min kæreste om at hun aldrig gav mig empati, f.eks. havde jeg sagt at jeg var plaget af selvmordstanker hvor hun bare havde svaret "ok", det fik hun vendt til at det var min skyld fordi jeg ikke havde udpenslet hvordan jeg havde dårligt, men kun at jeg havde det rigtig dårligt eller med mange hårde svingninger. Skal en kæreste virkelig opføre sig sådan?

Kommentarer fra andre brugere

Kaere Kralle

Jeg er ogsaa bipolar.

Jeg tror at mange bare siger "ok" fordi de ikke ved hvordan det er. De maa have det forklaret. Selv om jeg har samme sygdom som du, saa har jeg ikke indsigt i hvad du foler og taenker naar du har selvmorstanker.
Jeg har arbejdet med psykisk syge og omgaas med syge, men jeg forstaar ikke hvad de foler eller hvorfor. Der skal en lang forklaring til.
Jeg tror ogsaa at man som psykisk syg skal passe paa med ikke at fokusere for meget paa sig selv. Jeg har observeret psykisk syge meget gennem mit arbejde, og det eneste traek jeg kan faa oje paa at de er faelles om, er fokusen paa sig selv. Den bliver opmuntret af psykologer, saa det er ikke nemt.

Pas godt paa dig selv

venlig hilsen

Lucy

Skrevet af lucylucy, 2. april 2015 00:12

Kærester:

Jeg havde engang en kæreste. En dag jeg sad og græd sagde hun "hold op", derefter var det forhold som havde varet mange år slut, og sådan skal det være.

KH
BM

Skrevet af Bambi-Manden, 2. april 2015 00:59

Når jeg er deprimeret er jeg selvcentreret og når jeg er hypomanisk er jeg også selvcentreret. Har det lidt svært med at interessere mig for andre mennesker når jeg bøvler med ting. Handler ikke så meget om at have ondt af mig selv, gav min psykolog i den grad mig ikke lov til :D Hvad jeg mener er at en person med et brækket ben ikke skal holde en længere tale for at få at få noget empati. Er bare svært at forklare noget uforklarligt. Forfatteren af den bog jeg nævnte forklarer meget godt depression i epilogen:

“Others imply that they know what it is like to be depressed because they have gone through a divorce, lost a job, or broken up with someone. But these experiences carry with them feelings. Depression, instead, is flat, hollow, and unendurable. It is also tiresome. People cannot abide being around you when you are depressed. They might think that they ought to, and they might even try, but you know and they know that you are tedious beyond belief: you are irritable and paranoid and humorless and lifeless and critical and demanding and no reassurance is ever enough. You're frightened, and you're frightening, and you're "not at all like yourself but will be soon," but you know you won't.”

Skrevet af Kralle, 2. april 2015 13:39

Udskriv

Tip en ven