Læs dagbog

Så er det skrivetid igen, igen.


Jeg kan huske at jeg øvede mig temmelig seriøst på klaveret for nogle år siden, gerne et par timer om dagen og nogen dag blot en halv, men det forsømte jeg, det ærgrer jeg mig over, jeg må se om jeg kan begynde igen. Man kan kalde mig lettere øvet måske. Livet er ikke for begyndere, så i livet er jeg nok også lettere øvet.

Musik er og blive noget helt særligt ligesom at skrive, det har altid været naturligt for mig Jeg er musikalsk det opdagede det var en ahaoplevelse jeg er musikalsk. Inden jeg lærte at stave var jeg altid fuld af fantasi og underlig påhit, jeg var nok lidt af en sær snegl, som ingen rigtigt forstod helt måske er det bedst sådan i virkeligheden for hvis man forstod det, kunne man måske ødelægge dette særpræg i mig. Så jeg øver mig i at skrive man kan kalde disse indlæg skrive etuder, ligesom i musikkens verden hvor komponister skrev etuder eller øvelsesstykker på dansk, disse etuder er absolut ikke nemme.


Hvor vil jeg hen med det her? tja det ved det ikke helt, men gik lidt i fodsporet fra min barndom, i en lille by jeg købte en pizza hvor der var tidligere cykelhandler. Gik forbi min gammel børnehave, hvor legepladsen stadigvæk står men det er nu blevet til lejligheder, og handlede lidt morgenmad i fakta, hvor der tidligere var bilhandler. og min gammel skole hvor jeg gik til 7 klasse. Noget forsømt, det ligner noget hvor folk er flygtet fra i alt hast og lod tingene værre. Man har ikke engang investeret i en plæneklipper. Jeg kan huske legepladsen som værende sjov og lidt småfarligt, med gynger hvor jeg forestillede mig at jeg rørte skyerne, og hvilket sus, nu er det nærmest bare ufarligt og korrekt alt sammen, man skal endelig ikke få nogle knubs.

Gik igennem "Ghettoen". Tak regeringen for at indprente et så dumt udtryk i Danskernes bevidsthed! Nu kom jeg til at bruge det!
Det er så nogle rækkehuse med små haver til ,hvor sådan nogen som mig kan have råd til at bo i, som er til at betale hvis man ikke lige har en doktorgrad. Min onkel boede der og kom tit her på besøg, Husker endelig ikke så meget til ham han var nok hellere ikke så interesseret i mig og mine søskende. Han cyklede 20 kilometer hver dag på arbejde og de gik bare stærkt, jeg prøvede engang at følge med det kunne jeg ikke. Han tabte til kræften for nogle år siden.

Det er en lille boble der er formet mig på en eller anden måde, hvordan ved jeg ikke. og tidens tand har formet min fødeby, det følges ligesom ad.