Læs dagbog

Det er vist mig - relativt velfungerende.
Jeg formår at passe et arbejde stabilt, håndtere konflikter i stedet for at kaste håndklædet i ringen og hive mig selv op i nakken de dage, hvor det er en kamp at komme afsted.

Jeg har altid været meget sort/hvid tænkende og når noget først var sort, var det nærmest umuligt at gøre hvidt igen. Nu er det som om, der er kommet en masse grålige nuancer. Mit umiddelbare reaktionsmønster er stadig det samme - jeg kan blive enormt pessimistisk over mindre ting, fx på arbejde. Men nu reagerer jeg ikke prompte. I stedet for lader jeg lige stormen fare og ser på det med friske øjne bagefter, hvor de fleste ting synes meget mere overkommelige at håndtere.

Det er rigtig dejligt og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er kommet utroligt langt i min personlige udvikling. Jeg mærker ikke rigtig noget særligt til det at være sindlidende længere, men der er dog to punkter, hvor jeg fortsat er hæmmet af det:

1) Jeg dur slet ikke til at slappe af - der skal ske noget hele tiden, både på arbejde og privat. Jeg kommer lynhurtigt til at kede mig, når jeg ikke får indtryk nok. På en dag som i dag, hvor vi kun var 2 på arbejde og havde lynende travlt, stortrives jeg og nyder det. Alt foregår i et højt tempo og det er skide hårdt, men sjovt. Jeg kan mærke, at jeg bliver skarpere i hovedet og er helt fokuseret. Omvendt går jeg og laver småfejl og glemmer ting, når der ikke er en skid at lave. Jeg ved udmærket godt, at det er min ADHD, der driller og jeg kan også acceptere det langt hen af vejen, fordi medicinen til gengæld har hjulpet mig på alle andre punkter - hukommelse, indlæring, koncentration og eliminering af de ukontrollérbare vredesudbrud. Jeg er sådan set rigtig taknemmelig for, hvor godt Stratteraen hjælper mig. Men rastløsheden er også farlig. Jeg har svært ved at finde ro til at se en hel film eller læse en bog - stillesiddende aktiviteter uden ret megen stimuli. Konsekvensen er, at når min mand sidder og ser TV og det er meningen, jeg skal slappe af også, så finder jeg på sider jeg kan surfe rundt på på internettet og det koster for mange penge i impulskøb. Jeg er rent ud sagt elendig til penge og har altid været det. Når jeg ser noget, jeg gerne vil have, køber jeg. Bare den sidste måneds tid har jeg købt 6 nye par sko og jeg har så mange i forvejen. Det er en kilde til uenighed mellem manden og jeg og noget, jeg meget gerne vil lære at kontrollere. Så for mig er rastløsheden = overforbrug.

2) Jeg bliver vist aldrig i stand til at have et fuldtidsarbejde. Jeg har ganske enkelt ikke det samme overskud, som jeg havde, før jeg blev syg og som det lader til at alle andre omkring mig har. Når jeg har været på arbejde er jeg for træt til at lave noget socialt samme dag og husholdningen bliver ikke passet ordentligt. Hvis jeg har fem dages arbejde i træk, sover jeg to dage efterfølgende. Jeg ved da godt, at jeg egentlig bare skal være super glad for, at jeg som førtidspensionist kan passe et arbejde på 20-25 timer stabilt og uden skånehensyn - det er jo vildt fedt. Men kravene til mig selv er store. Det er svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan det samme som alle andre. Og det er svært for mig helt at forstå det, når nu jeg egentlig går og føler mig rimelig rask. Jeg får ikke længere alt det sløvende medicin som seroquel og lithium, så jeg spekulerer på, om det er konsekvensen af overmedicinering i mere end et årti, hvor jeg var fejldiagnosticeret og derfor også fejlmedicineret. Jeg tænker på, om alt det medicin jeg har taget stadig påvirker min evne til at være fuldkommen velfungerende fremfor relativt.

Jeg er helt ude af psykiatrien og har været det et par år nu. Ingen jeg møder, kan se på mig eller mærke på mig, at jeg fejler noget. Det er sådan set mega dejligt, men indeni er det svært for mig at finde fred med, at jeg så stadigvæk ikke er andet end relativt velfungerende og nok aldrig bliver det. I de perioder, hvor jeg har arbejdet fuldtid indenfor det seneste år, har jeg ikke lavet noget som helst udover at arbejde og sove og det er jo ikke, sådan det skal være. Men jeg var nødt til at afprøve mig selv og finde ud af, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan, så jeg har i perioder presset mig selv hårdt i håbet om, at jeg til syvende og sidst ville være i stand til 37 timer og et liv ved siden af.

Alt det jeg skriver, ved jeg godt, er et luksusproblem et eller andet sted. I det mindste kan jeg arbejde og i det mindste har jeg det godt mentalt/psykisk. Depressionen hører (forhåbentlig) fortiden til og det bør jeg bare være taknemmelig for, hvilket jeg jo også er. Jeg ville bare gerne, at jeg kunne det samme, som de der ikke fejler noget i sindet. Ville så gerne, at jeg kunne kaste min fp af heckenfeldt til og sige: "jeg forsørger 100% mig selv og kan kalde mig velfungerende uden et men. Perfektionisten i mig har meget svært ved at forlige sig med, at sådan er det nu en gang bare ikke.

Apropos det at jeg i sin tid fik en masse diagnoser (bipolar og borderline) vil jeg lige sætte ord på her til sidst i min db. Jeg svingede voldsomt mellem at være ualmindeligt udadreagerende og dybt depressiv. I takt med at jeg er blevet ældre - læs klogere og i forlængelse af en hel masse terapi gik det op for mig, at min depression (som varede ca et årti) skyldtes en ubearbejdet sorg. Jeg mistede min mor som 6 årig, hvorefter min far slog sig på flasken og svigtede sin forælderrolle totalt. Ingen tog nogensinde hånd om den lille pige - ingen turde tale med mig om det, at min mor var død. Så alt imens jeg havde travlt med at overleve barndommen, ulmede den sorg i psyken. Fordi min far var en modbydelig fulderik, mistede jeg i essens også ham og jeg brugte rigtig mange år på at være enormt vred på ham og på hele verden.

Først da en ny psykiater fandt ud af, at det jeg fejler er angst og depression samt ADHD, gik det op for mig, at jeg var nødt til at lave noget soul searching. For hvis jeg hverken var bipolar eller havde borderline, hvorfor opførte jeg mig så sådan, at lægerne var overbeviste om de diagnoser, de gav mig. Det jeg fandt frem til var jo så, at jeg var i sorg og vred. Så jeg besluttede mig for at tilgive min far - ikke for hans skyld men for mig selv. I det øjeblik jeg gav slip på vreden over al hans svigt, begyndte min heling. I stedet for at være vred på ham, endte jeg med at passe ham gennem hans kræft - og demensforløb, indtil han døde, mens vi kiggede hinanden kærligt i øjnene. Jeg tog fat min sorg og forholdt mig til de følelser, jeg aldrig fik lov til at vise som lille og derfra fik jeg det bare bedre og bedre i takt med, at jeg trappede ud af den tunge medicin.

Så her er jeg nu...relativt velfungerende - hverken mere eller mindre. Forhåbentlig er mit livs rejse langt fra færdig og lige så længe, jeg lever, vil jeg arbejde på at blive den bedste version af mig selv. Måske lærer jeg med tiden at styre mine impulser og få et fornuftigt forhold til penge. Måske ditten og måske datten - ingen ved det. Det eneste jeg ved er, at man aldrig skal give op, lige meget hvad man kæmper mod <3