Læs dagbog

Neurologen skulle ringe med svar på min mands hjerneskanning i dag ml kl 17 og 20 og præcis kl 17 ringede telefonen. Det var dog ikke lægen selv men hans sekretær. Hun spurgte min mand, om han kunne komme til Herning samme aften inden kl 20 og så vidste han jo godt, at der var noget galt. Så han kom hjem fra arbejde og hentede mig og så satte vi kurs mod Herning.


"Det er alvorligt, men du har ikke kræft", lagde neurologen ud. Jeg tog min mands hånd og vores blikke mødtes lige kort, mens vi lige rettede ryggen op og forberedte os på at modtage beskeden, som vi har gået og frygtet. Tusind tanker nåede at rende igennem mit hoved og jeg mærkede, at der faktisk var en stor lettelse - alt andet end kræft, tænkte jeg...så skal han nok klare den.



Det næste jeg hørte var ordet sclerose og jeg tror, vi omtrent så lige overraskede ud...sclerose - den havde ikke engang været oppe at vende i vores tanker. Men ja, min mand har fået sclerose. Som de fleste sikkert ville gøre, tænkte vi straks kørestol. Lægen reagerede prompte og sagde, som om han havde læst vores tanker: "Det betyder ikke nødvendigvis, at du er på vej til et liv i kørestol". Han fortalte, at han både kender læger og sygeplejersker med diagnosen, som arbejder fuldtid og ikke mærker synderligt meget til deres sygdom. Han nævnte en i KBH, som løber marathon og det lød jo meget beroligende. "Du dør ikke af det", sagde han.



Nu skal min mand så igennem nogle flere tests, så de kan finde ud af, hvilken type sclerose, der er tale om. Sygdommen forværres i attaks og man ved, at stress og D-vitaminmangel kan forårsage nye attaks. Min mand har fået konstateret et alarmrende lavt tal på D vitamin, trods den gode sommer, vi har haft og han har gået og følt sig stresset. Skanningen viste en masse hvide pletter på begge sider af hjernen og en plet på lillehjernen. Faktisk tænkte vi begge, at skanningen nok ikke ville vise noget og at det nok "bare" var stress.



Men nej...sclerose er på dagsordenen nu og det må vi jo så bare forholde os til. Personligt skræmmer det mig ikke specielt voldsomt, men jeg er selvfølgelig ked af det på hans vegne. Det betyder ikke noget for mig, om han ender i en kørestol. Det ville selvfølgelig betyde en masse omvæltninger, men jeg kender en scleroseramt, der både arbejder som grafiker og DJ og jeg synes ikke, han lever et sølle liv, fordi han sidder i kørestol. Sagt på en anden måde så kommer det ikke til at påvirke min måde at se min mand på. Ja, der vil være ting, som han ikke kan længere, fx at dyrke hans elitesport på det plan, men måske viser det sig, at hans sclerose er i en mild grad, så jeg vil ikke tage nogen bekymringer på forhånd - vi må krydse den bro, når vi når dertil!



Det man selv kan gøre er at sørge for at holde sig i god form. Så i morgen melder vi os ind i et fitness center og begynder at træne. Så starter han op med D-vitamin tilskud og jeg må holde min røg langt væk fra ham, da tobaksrøg også påvirker sygdommen negativt. Jeg har fødselsdag i dag og manden tager på arbejde, når vækkeuret ringer...livet fortsætter uforandret og i aften, når han kommer hjem, tager vi ud og spiser og hygger os. Fuck sclerose - han skal nok klare sig!!