Læs dagbog

Min mor og far var henholdsvis 24 og 27 år da de ventede mig, mine søskende var omkring 3 og 6år Jeg blev født den 29 december 1989 en kold december nat ved kejsersnit på Næstved sygehus
Jeg vejede 2150g og var 49cm
Vi var indlagte i en uges tid.
Da vi så havde været hjemme i huset i 14 dage da jeg så fik lungebetændelse og kom i kuvøse , vi var indlagt i 14 dage.
Hvad jeg har fået at vide af var jeg en stille og rolig baby , der ikke larmede så meget udover når jeg var sulten - dog da jeg lærte at kravle , kravlede jeg ind i alting . Men det kommer senere .
Da jeg begyndte i børnehave , var det en god tid med mange venner og veninder , vi legede ag havde det sjovt med mange forskellige ting , jeg husker især da man begyndte at have børnehave kæreste .det var stort dengang når vi kyssede i smug i børnehaven. Jeg kan huske at det var en sjov og læring tid . Men det var også en god børnehave jeg gik i hvad jeg husker den for .
Så kom skoletiden 0 klasse var god og sjov at gå i . Men mit syn drillede mig meget i skolen . Jeg kunne ikke se når det var høj solskind eller når det var mørkt . Endelig kæmpede min mor for der var noget galt med mit syn men de blev ved med at nægte det .
1-2 klasse blev svære da eleverne i klassen havde fundet grupper at gå i. Jeg var lidt outsideren , jeg fandt 3 rigtig gode veninder at rende sammen med på det tidspunkt . Jeg kom i nogen af timerne ned til special klassen og havde tid sammen med dem , igen pga mit syn drillede . Jeg kunne ikke rigtig følge med i skolen , det var svært især fordi jeg ikke forstod så meget af det .og ikke kunne se så godt. Samtidig med var jeg øre barn så tit var jeg hjemmefra skole pga jeg havde mellemøres betændelse så tit var jeg oppe hele natten pga smerter påtrods af knuste panodiler og saftevand - jeg fik lagt dræn i i 3 klasse mener jeg det var .
Min mor og far var med da jeg fik lagt mit dræn. Jeg kan huske jeg fik en oppustelig bananer i pyjamas efter det .
Min mor og far blev skilt da jeg var helt lille så det husker jeg ikke så meget af .
Jeg ved jeg havde to gode forældre der tog sig af mig og mine søskende
Jeg begynder i 4 klasse af hvad jeg husker begynder min mor at drikke alkohol
Hun begynder at drikke hver dag. Sidde i køkkenvinduet med en øl og kigge ud for at Se om der kom nogen .
Hun tog sig af os men hun var fuld . Det var en rigtig svær periode for min storebror og jeg. Min storesøster boede på det tidspunkt hos vores far
Jeg kan specielt huske , min bror var 13 og jeg var omkring 10 , at hun så spurgte min bror om han/vi ikke kunne gå til købmanden for at købe 6 øl til hende . Hvor vi så fik noget slik for det. Så ville vi jo gerne gøre det .
Det var også i den periode hvor jeg begyndte at stikke af fra min mor og ud til min fars sommerhus sammen med hunden eller alene . Det skal lige siges at jeg altid har været en meget indadvendt , stille og generet pige .
Jeg kan også huske at min mor faldt ned af trappen hjemme i rækkehuset så hun blødte og havde fået hjernerystelses , men hun var jo “bare” fuld
Det var også omkring 10-11 års alderen at min mor blev gravid med min lillesøster , en lillesøster jeg glædede mig til at få , hun var højdepunktet lige i den periode .
Graviditeten gik også rigtig fint indtil hun skulle føde . Hun mærker intet livstegn fra hende mere . Hvilket hun flere gange havde sagt til lægerne . Men de troede ikke på hende . Da hun så fik veer kom ambulancen efter hende da hun ikke måtte køre selv. Det ender så også med at hun føder i ambulancen . Og der fik de fart på! For de kunne jo se at hun var blå og ikke trak vejret - hun var dødsfødt . Jeg troede ikke på det da min mor ringede til os fra sygehuset for at spørger os om vi ville se hende . Hvor vi havde sagt nej for du kommer jo hjem med hende . Nå men da de så kom hjem igen, så var det uden min lillesøster , jeg husker jeg blev rigtig ked af det . Det var super hårdt især når man har glædet sig til det i 9 mdr.
Men min mor fortsatte med at drikke .
Min far arbejdede rigtig meget. Men han havde tiden til os og vi hyggede os når vi var hos ham hver anden weekend . Det var hårdt ikke at se ham hver dag så når vi var der hver anden weekend var vi glade,fjollede rundt og bare var sammen
Min mor selvom hun drak var hun også kærlig men nogengange også aggressiv og fik vredesudbrud . Vi flyttede til Odense , for at starte på en frisk . Det var så her min mor fik mig på en øjenklinik inden på Odense sygehus . Det skulle vise sig at min mor havde ret i der var noget galt med mit syn. Det viste sig jeg havde en øjen sygdom som hedder retinitis pigmentosa - som gør mit syn er meget dårligt og kan risikere at blive blind i en ung alder .
Sommeren da jeg var 12år gammel væltede hele min verden. Min far skulle opereres , han skulle han en ny hjerteklap i, da han havde meget dårligt hjerte .
Jeg kan huske at han kom ind på Rigshospitalet om enten tirsdagen eller onsdagen. Hvor min mor snakker i telefon med ham onsdag aften . Hvor hun spørger om vi skal tage ind og besøge ham . Men min far sagde “nej i kan komme og hente mig imorgen”
Vi lagde os til at sove , det blev torsdag.
De ringede fra Rigshospitalet og sagde min far ikke var vågnet igen. Så han blev holdt i live af en masse maskiner .
Vi bliver kaldt ind for at sige farvel til ham. Det var mega hårdt og svært . Kan huske jeg græd rigtig meget . At skulle sige farvel til min far var noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet .
Jeg var 12år og når man er 12år er ens forældre det vigtigste man har .
Min far nåede kun at blive 40år gammel.
Så det er jo ingen alder overhovedet.
Det var også efter hans død jeg begyndte at blive et “problembarn” kom ikke så tit i skole , pga sorgen over min far,jeg fik aldrig redskaber til hvordan jeg kunne bearbejde sorgen over ham, snakkede ikke med nogen om det . Jeg holdte sorgen mest for mig selv . Min mor sender mig på efterskole da jeg var 13år , imellem tiden er hun holdt op med at drikke og tog sig rigtig godt af os . Og blev gravid med min lillebror , en lillebror vi allesammen glædede os meget til at møde og tilbringe alt vores tid sammen med . Han var sådan en lille sød og dejlig lillebror.
Jeg kom på efterskole et år tidligere end hvad man rigtigt må fordi jeg havde så mange problemer , så mente kommunen at det var det der skulle til.
Jeg tror hvis jeg havde fået redskaberne til hvordan jeg skulle tackle sorgen over min far så var det ikke endt så galt som det gjorder.
Jeg kommer på efterskole , en nogenlunde efterskole , jeg kan godt se tilbage nu og tænke jeg har spildt 2år på den skole da vi ikke lærte noget der.
Jeg når at gå på skolen i ca 6 måneder . før hele min verden vælter sammen igen , jeg begynder at få massive selvmords tanker . Som sagt jeg er en stille pige så fortæller det ikke til nogen .
Jeg havde været hjemme på weekend hos min mor. Hvor jeg tar 17 panodiler,gemmer dem og tar med på skolen .
Jeg venter med at tage dem jeg skal lige tænke det hele igennem om hvordan jeg gør .
Jeg beslutter mig nu for at tage pillerne så jeg går op på lærerværelset og siger jeg har hovedpine . Så jeg kunne få 2 panodiler til . Jeg går ud på vores fælles badeværelse med de 17 panodiler i hånden og vil indtage dem, jeg indtager pillerne jeg har nået at tage halvdelen før det banker på døren , det var en af eleverne der spurgte om der var noget galt for nu havde jeg været derude i lang tid , jeg svare at der ikke er noget galt udover jeg har hovedpine og havde brug for lidt ro .
Jeg vælger at indtage de sidste piller jeg havde liggende . Så jeg har taget 19 ialt
Det banker endnu engang på døren, igen var det en elev der sagde jeg skulle åbne døren for nu havde jeg været derinde i en times tid nu. Jeg har ikke lyst, jeg er opløst i tåre og lidt “skæv” på pillerne
Men jeg vælger at låse den op, han var hurtig til at tage fat i håndtaget og komme ud til mig . Han kunne godt se jeg ikke havde det godt og jeg dårligt kunne gå på mine ben. Hele min gang var der fordi de var bekymret for mig . Så de så jo allesammen hvordan jeg havde det og at jeg dårligt kunne gå ind til mit værelse . Så eleven støttede mig ind på værelset og lagde mig i seng . De vidste dog ikke om jeg havde taget piller. Og det skulle de heller ikke vide . Jeg lagde mig i seng og håbede jeg ikke vågnede næste morgen .
Men det gjorder jeg jo så desværre . Jeg havde det vanvittigt dårligt dengang . Og bare ønskede mig væk fra det hele, væk fra hverdagen,væk fra mig selv , jeg kunne ikke holde mig selv ud længere .
Et halvt år efter min overdosis møder jeg en sød fyr (hvad jeg troede) på efterskolen.
Vi havde det godt sammen. Men på et tidspunkt begyndte han at blive lidt voldelig og slog i ting . Vi var sammen i to år . Da jeg er 15,5år bliver jeg gravid med min ældste søn (jeg vidste ikke jeg var gravid)
Jeg var på p-piller og havde min menstruation hver mdr som jeg plejede .
Jeg bliver syg i 3 mdr pga en øjenoperation , spiste meget chokolade så det gav jeg skylden for jeg blev lidt større .
Jeg får pludselig en dag meget ondt i maven, min mor vælger så at tage til lægen med mig .
Hun sagde med det samme at vi skulle tage over på Odense universitet hospital og blive scannet. Hun var ikke i tvivl om at jeg var gravid .
Vi tar derhen og ser denne lille dreng der lå inde i min mave . Jeg var gravid i uge 32!!
Så der skulle ligepludselig fart på med at købe alt ind til han skulle komme hjem.
Han kommer til verden d.3 september 2006 - han var den smukkeste lille dreng .
Da han var 3 mdr gammel skulle det vise sig at hans far ikke tænkte særlig meget på ham da han imellem tiden laver noget lort for sig selv med 23 indbrud og 1 brandstiftelse . Jeg vælger at vi skulle gå hver til sit, da jeg ikke kunne byde mit barn dette . Det skulle vise sig at være en periode hvor jeg var bange og skræmt helt ind til knoglerne pga de begyndte at true med at tage min søn og slå mig ihjel. Jeg var enormt bange på det tidspunkt. Jeg boede hos min mor i den periode så jeg havde altid låst dør samt haspe på døren i tilfælde af der skulle komme nogen, jeg sov ikke særlig godt om natten. Jeg gik og var konstant bange da han jo vidste hvor vi boede henne . Og jeg var ikke særlig gammel jeg var jo kun 16 år næsten 17år samt at jeg skulle passe min lille søn så han fil en god og stille opvækst . Da jeg fik ham kom mine tanker og mig selv mere på plads jeg fik det godt og et stille og roligt liv. Jeg lagde alt bag mig og startede på en frisk. Et nyt liv var kommet til og ham skulle jeg tage mig af . Så måtte jeg ligge min sorg,tanker og elendigheden væk. Det fungerede også rigtig godt , jeg fik et lille nyt liv at tænke på ❤ jeg fandt i mellemtiden en kæreste , da min søn var omkring 1år gammel. Jeg troede at det skulle være min helt store kærlighed . Han var 9 år ældre end jeg var så tænkte at han havde styr på sit liv og havde løbet hornene af sig. Men det viste sig at han begyndte at drikke . Det var iorden det var 1 fyraftens øl sammen med kollegaerne men jo længere vi kom ind i forholdet begyndte han og drikke mere og mere . Det show havde jeg jo ligesom været igennem med min mor . Så det forhold skulle jeg hurtigt ud af da jeg ikke kan tolererer folk der drikker sig helt i beruset hver dag. Vi nåede at være sammen i 2,5 år .
Tiden gik og vi fandt en rolig og stabil hverdag i vores lille rækkehus . Bare mig og min søn. Det var en dejlig tid der var nemlig helt ro på.
Efter halvandet år var jeg igen klar til at prøve at finde drømmemanden jeg skulle leve hele mit liv med . Så jeg opretter en dating profil - hvem finder ham lige ude på gaden med et lille barn. Så det var den nemmeste måde .
Jeg skrev sammen med en rigtig sød fyr i 3 mdr , Jeg følte jeg kendte ham godt da imellem vores skriverier sammen kunne jeg mærke at jeg var nød til at møde den her søde og lidt mystiske fyr . Vi aftaler at mødes hjemme ved mig. Jeg troede ikke rigtig på at han ville komme da han boede i Præstø og jeg på Fyn . Så jeg havde slet ikke fået arrangeret pasning til min lille søn . Han skrev til mig at han sad i toget og der var ca 45 minutter til han ankom til Odense . Så jeg fik travlt med at spørger min mor om hun kunne passe min søn i et døgn - det ville hun heldigvis gerne.
Jeg møder denne høje,flotte og søde fyr på Odense banegård . Vi var begge to meget stille anlagt så der var ikke den store snak imellem os imens vi tog bussen hjem til mig . Jeg følte virkelig at den her fyr var den helt rigtige , en jeg gerne ville dele mit liv med , en at give min kærlighed til.
Vi får snakket mere da vi kom hjem i rolige omgivelser , lavede mad sammen, og bare havde det rigtig hyggeligt.
Det var også om aftenen til en film jeg tog hans hånd for at holde ham i hånden , jeg var lidt spændt på hvordan han ville reagere , men det endte ud med at vi sad og kyssede, snakkede med filmen i baggrunden . Jeg havde kun fået pasning til min søn i et døgn. Men ham her den søde fyr spurgte om han måtte blive i 2-3 dage indtil han skulle hjem til fødselsdag hos sin mor . Jeg sagde til ham at han gerne måtte blive med at jeg fik min lille søn hjem. Det havde han intet imod og de to klingede rigtig hurtigt sammen. Jeg håbede på at det kunne blive min helt store kærlighed for det føltes rigtigt. Mere rigtigt end de andre kærester jeg havde haft.
Han tar hjem til fødselsdag . Men kom igen et par dage efter men ikke så længe da han skulle hjem på arbejde . Han havde virkelig styr på sit liv . Arbejde , lejlighed og han havde løbet hornene af sig .
Når han tog hjem , så tog mig og min søn med ham hjem. For at være sammen med ham der . Vi var der i 14 dage så tog vi hjem igen . Da min søn skulle i børnehave og ikke kunne blive væk så meget.
Efter en uges tid kom han igen da han havde ferie. Vi snakkede om hvordan vi skulle få det til at fungere med afstanden imellem os , men vi vidste det ikke rigtig begge to. Vi måtte prøve at tænke langsigtet .
Han tog hjem igen. Efter endt ferie .
Jeg savnede ham utrolig meget når vi ikke var sammen . Så jeg spurgte om vi måtte komme over til ham efter et par dage.
Det måtte vi gerne. Så min søn og jeg tog derover igen. Men det skulle vise sig at vi blev derovre i 1 måneds tid . Så tog vi hjem igen. Vi snakkede om at jeg skulle finde en lejlighed i Præstø . Så jeg ledte og ledte efter en lejlighed og havde også set på to lejligheder men de blev hurtigt udlejet . Vi snakkede omkring det , og vi blev enige om vi ligeså godt kunne flytte ind i hans lejlighed , og hvis det ikke gik så måtte vi finde en lejlighed . Så vi flyttede sammen efter 2-2,5 måned . Jeg fik opsagt min lejlighed og solgt mange af mine ting så vi kun havde en lukket trailer at tage med derover så vi havde ikke vildt meget med når man tænker over at vi skulle pakke en 3 værelses lejlighed ned til en lukket trailer .
Vi lavede mange ting sammen , tog på ture , i Bonbonland ovs. Vi havde det godt sammen . Efter 6 måneder til 1år tid bliver jeg igen gravid på p-piller . Vi snakkede om børn men det skulle ikke være så hurtigt . Så vi snakkede det meget igennem men blev enige om at vi beholdte barnet . Jeg var meget plaget af kvalme,opkast og træthed i den periode . Så hans forældre hentede rigtig tit min søn fra børnehaven pga jeg lå “syg”
Juleaften vælger vi at pakke en lille gave ind og fortælle dem at de skulle være bedste forældre. De blev heldigvis rigtig glade for det. Hans familie støttede os meget i rigtig mange ting .
min mor prøvede at støtte os så godt som hun nu kunne , nu hvor vi var flyttet så langt væk fra dem.
Jeg blev sat igang med Vores lille datter som kom til verden på den måde og vi var glade og stolte over hende , hun var så fin og lille - min søn tog sig rigtig godt af hende - vi flyttede i et rækkehus med have til som var større så der var plads til os allesammen . Vi flyttede ind inden vores datter kom til verden.
Vi tog på små ture og endags ture . Og bare nød hinanden og vores familie , det hele føltes så rigtigt .
Jeg var glad og lykkelig - meget lykkelig over at ha fundet “manden i mit liv” og skabt os en lille familie .
Da vores datter er 18 måneder gammel bliver jeg gravid igen. Vi er enige om vi skal have en abort da vores datter er så lille .
Vi køre op på Næstved sygehus for at få fortaget en medicinsk abort . Vi får passet børnene i den weekend det skulle forgå så de ikke oplevede noget ubehag eller andet .jeg var ked af jeg skulle gøre dette mod et lille foster som ville blive et barn.
Efter 1 uge skulle jeg ha taget blod prøver og mit hcg tal var ikke faldet men derimod steget . Så vi skulle op til tjek på Næstved sygehus endnu engang. Og til vores store overraskelse så viser det sig at den medicinske abort ikke har virket og jeg har et lille barn i maven stadig . Så nu skulle vi tage stilling til om en kirurgisk abort , vi får et par dage at snakke om det i også skulle vi vende tilbage til dem.
Vi snakker frem og tilbage og bliver enige om at der er en mening med at barnet skulle komme når den medicinske abort ikke virkede - jeg var lykkelig for det var den sværeste beslutning i mit liv!
Jeg kommer i praktik oppe på skolen i deres skolebod indtil min barsel der var jeg i ca 3 måneder . Nogen dejlige mennesker at arbejde sammen med .
Jeg bliver endnu engang sat igang med vores lille søn. En velskabt lille dreng som allerede havde været meget igennem omkring aborten
Så nu har vi to sønner . En stor søn og en lille søn .
Vi har det godt selvom der var lidt opstarts problemer med vores lille nye søn
Men han / vi klarede også det. Efter endt barsel, begyndte jeg i praktik igen var 1 sted henne som jeg ikke fungerede i da de var et fast tømret Team .
Så jeg havde 14 dage til at finde et nyt praktik sted . Det var svært for hvem ville have en i 15 timer om ugen. Men jeg prøvede i en butik som var kombineret delikatesse , café og bedandbreak fast
De ville gerne have mig i praktik så startede ret hurtigt op der .
Det var de sødeste ejere der havde den butik. Min praktik varede i 3 måneder til at starte med, med mulighed for forlængelse . Det var en super god tid , jeg elskede mit arbejde i den butik fordi man selv lidt kunne bestemme hvor man ville være henne. Efter de 3 måneder ender det også med at de forlænger mig 3 måneder mere . Det var jeg jo rigtig glad for da jeg virkelig elskede den butik og de kollegaer jeg havde . Det ender med at jeg bliver fastansat i butikken til 25 timer om ugen
- jeg var lykkelig , jeg havde fundet mit ståsted - det kørte bare nu med job,børn og mand .
Jeg følte at jeg ikke kunne slåes ud . For det hele kørte jo bare.
Da jeg havde været der i 1 års tid bliver min ene chef sygemeldt med stress og jeg siger ja til lidt extra timer. Det kunne jeg godt klare indtil hun kom tilbage på arbejde. Hun starter stille og roligt op igen.
Jeg får ikke mindre timer selvom jeg kun skulle være der 25 timer men det gjorder heller ingenting for jeg elskede det jo.
Da jeg havde været der i 2 år begyndte jeg at vise tegn på stress , men jeg overhørte disse symptomer . Jeg kan huske det var i december hvor vi havde allermest travlt. D.23 december til lillejuleaften med min kærestes familie begyndte jeg at få udslæt . Jeg vidste ikke helt hvad det kunne være fra . Nå men jeg slår det hen. Vi har nogen dejlige fridage i julen til at koble helt af og nyde familien. I midten af januar begynder mit mareridt - jeg er på arbejde som jeg plejer det går også rigtig godt , MEN på vej hjem fra arbejde bliver jeg overvældet af negative tanker og mine selvmords tanker kom igen . Jeg cyklede altid ned omkring vandet hjem. Fordi det var en smuk tur. Tankerne tog over , og jeg begyndte at tænke i baner om at jeg bare kunne drukne mig selv nu hvor jeg var dernede alligevel. Jeg kom hjem , fungerede som jeg plejede . Så jeg slog det hen og tænkte det nok bare var en engangs forstilling - men det skulle vise sig at det blev ved hvergang jeg cyklede hjem både med negative tanker omkring mig selv, selvmordstanker men også nu med selvskadende tanker . Jeg forstod det ikke for mit liv var jo helt perfekt . Jeg havde alt hvad jeg drømte om.
Jeg måtte ringe til min læge og få styr på tingene igen. Her kom mit store problem. Jeg kunne simpelhen ikke ringe til min læge imellem 8-9 , så jeg endte med at ringe til sekretæren efter et par dage !
Hun kunne give mig en tid ved min læge om 4/7 uger. Det var længe men var nød til det for kunne ikke få mig selv til at ringe . Det var flovt og tabubelagt at jeg begyndte at få det så skidt.
Jeg fungerede jo fint på arbejde og hjemmefronten , det var ligeså snart jeg var mig selv det ikke fungerede .
Ugerne gik og gik, jeg ventede bare på at komme til lægen - endelig kom dagen , jeg var helt grædefærdig hos hende og forklarede hvordan jeg havde det , hun mente det var en belastnings reaktion så hun sygemeldte mig i 14 dage også skulle jeg komme derop igen , men allerede efter en uge startede jeg på arbejde igen, fordi jeg fik det endnu værre af at gå hjemme , det kunne jeg slet ikke .
Kommer op til lægen igen og vi bliver enige om at deltids sygemelde mig . Hun var ikke i tvivl om at det nu var en depression jeg havde , så jeg blev sat i medicinsk behandling i håb om det ville hjælpe på det . Det ender så her med at jeg går til lægen hver uge da jeg havde det rigtig skidt og hun helst ville holde mig i kort snor. Efter flere uger på den medicinske behandling som jeg følte ikke hjalp mig endte mine tanker ud i at jeg ikke skulle tage pillerne mere , så jeg stopper på dem med det samme , det må man ikke men jeg gjorder det alligevel. Efter et par uger prøver jeg at få fat på min læge men hun havde ferie , så kom op til en anden sød læge. Og hun satte mig i en ny medicin igen . Så nu håbede jeg bare på dette var det helt rigtige der skulle til. Imellem tiden var jeg startet hos en psykolog i samråd med min læge .
Hende gik jeg hos hver 14 dag . Jeg havde gået ved hende i en måned eller to. Også kom sommerferien både min læge og psykolog skulle jo holde ferie min læge i 7 uger og min psykolog i 3 uger - det var en MEGA svær tid for min livlinje var der ikke til at gribe mig . Jeg talte ugerne til hvornår især min læge kom tilbage fra ferie af , men også hvornår psykologen kom tilbage.
Ugerne var nu gået og jeg skulle op til min læge , vi bliver enige om at prøve en privat praktiserende psykiater. Jeg fandt en i Vordingborg , jeg kom til sygeplejersken efter 1 uge , og til psykiateren efter 14 dage til 1 måned . Han kunne udemærket godt se hvor skidt det stod til , han satte mig hurtigt i ny medicinske behandling , jeg led nu også meget af angst i svær grad . Jeg kunne dårligt gå uden for en dør uden at være angst,handle ind gjorder jeg sammen med min kæreste men han sagde til mig at han godt kunne handle fremover da han kunne se hvordan jeg havde det . Bussen var et kæmpe problem men den blev jeg nød til at tage hvis jeg skulle ind til psykiateren . Jeg satte mig altid forrest i bussen ved en sort “glas” væg , med musikken i ørene , det hjalp lidt men ikke meget . Så det var ren overlevelse når jeg sad der i bussen , mit hjertehamrede ,havde kold sved. Og rystede sindssyg meget. Det var helt forfærdeligt for jeg skulle begynde at køre i bus hver onsdag da der var gå gruppe hos psykiateren som jeg meldte mig til , for ellers kom jeg ikke rigtigt ud .
På vores mange gå ture fik man gode snakke især med sygeplejesken . Hun var helt sikkert guldværd i hele mit forløb hos dem. Hun havde forståelse for hvordan man havde det også lyttede hun samt gav redskaber til hvad man kunne gøre . Imens psykiateren prøvede at finde frem til lige præcis det præparat der passede og skulle hjælpe mig til at få det bedre . Men det var en lang og sej kamp for selvom jeg på et tidspunkt var på 5 forskellige ting
Truxal,Noritren,Pregabalin sandoz,Sertralin,Mirtazapin,alprox,Carvedilol
Jeg gik i min egen verden , lidt ligesom at man bare var lukket inde i sin egen elendighed og kunne bare ikke slippe ud derfra . Månederne gik og vi prøvede meget forskelligt , samtaler ovs. Jeg lærte sygeplejesken godt at kende følte jeg, var tryg ved hende og havde stor tillid til hende. Det ender med hun kommer hjem til mig og ungerne og har en børnesantale med dem. Det gik super fint og rart at der var en der ville tage hånd om ungerne også så det ikke kun handlede om mig , for ungerne og min kæreste var en ligeså stor del af det at jeg var syg. For de kunne jo også mærke det på mig og gik sammen med mig hver dag . Efter 8 måneder mente sygeplejesken jeg skulle over i distrikt psykiatrien fordi de kunne hjælpe mig mere end hvad psykiateren og sygeplejesken kunne .
Så jeg kommer derover , får behandler og sådan nogen ting , det var super hårdt at skulle give afkald på min psykiater og Sygeplejeske for de havde jo hjulpet mig i flere måneder .
Nå men jeg når at møde min nye behandler to-tre gange før hun siger at jeg skal pakke en taske og tage med hende på psykriatisk akutmodtagelse - jeg havde sagt nej men hun insisterede på at jeg skulle gøre det ! Jeg tænkte okay så gør jeg det , jeg bliver alligevel sendt hjem for så syg er jeg jo ikke. Vi kommer ind og snakker med en sød Sygeplejeske. Vi bliver vist ned i dagligstuen for at vente på at tale med en læge/psykolog eller hvad hun nu var. Vi kommer ind og jeg er grædefærdig min behandler fortæller alle mine tanker / planer ovs. Imens sad jeg bare der følte mig lille,mit selvhad blev større,fik det dårligere og dårligere imens jeg sad lige der i stolen.
Lægen/psykologen sagde de ville beholde mig natten over , også skulle jeg snakke med en ny læge næste morgen. Jeg tænkte bare fint jeg kan godt lige være her til imorgen, så kan jeg tage hjem til mine børn og kæreste - jeg havde det svært på akutmodtagelsen, turde dårligt at gå på toilettet eller ud på gangen , så personalet var så søde at de serverede min mad på værelset. Jeg lå bare i min seng og tænkte på mit selvmord men jeg vidste jeg ikke kunne gøre det imod mine børn. Men tankerne overmandede mig .
Jeg havde fået en sovepille så jeg kunne få ro og sove den nat.
Det bliver morgen og jeg venter på lægen skulle komme og snakke med mig , sygeplejesken kommer og tar mig med til lægen, jeg skulle genfortælle alt fra dagen før for det var jo ikke blevet bedre . Hun siger så jeg skal over på en afdeling at være i 14 dage , det var lige i sommerferien så vi havde jo mange planer om hvad vi skulle lave med vores lille familie . Men tænkte igen 14 dage kan jeg godt lige klare . Også er det hjem igen ! Det skulle vise sig at være en sej kamp at være på en afdeling. Igen kom jeg ikke udenfor en dør , det viste sig også at de havde “glemt” jeg var kommet da min dør var lukket og jeg ikke viste mig ude på gangen , igen blev min mad serverede på værelset , jeg græd rigtig meget, kunne ikke snakke . Det var også i den periode jeg begyndte at skrive i “dagbog” skrive om hvilken tanker jeg havde og hvordan jeg havde det - jeg havde det elendigt , følte ikke jeg kunne stole på nogen . Så det var svært at åbne munden og bare snakke løs om alt . Jeg snakkede med en læge hver uge . Da de 14 dage var gået tænkte jeg at nu kommer jeg hjem. Men det gjorder jeg ikke de forlængede det yderligere . Det var simpelhen så hårdt . Lå eller sad bare i min seng . Mine tanker tog over jeg blev mere og mere bange for mig selv. Da der var gået en måned kom et af personalerne og lavede en aftale om at jeg skulle gå ud og være med til at tage min mad , hun skulle nok tage den for mig . Også hverdag kl 19 skulle jeg komme ud og se TV-Avisen sammen med hende , og hvis jeg ikke kom hentede hun mig på værelset . Det blev bedre og bedre , jeg begyndte at snakke med nogen piger på afdelingen men stadig holdte jeg mig mest på mit værelse . Men kom mere og mere ud derinde fra . Det var ikke så skræmmende at komme ud . De piger der var på afdelingen var så søde , vi gik ned i haven og bare sad og snakkede . Det endte så med at en af pigerne tilbød en smøg , sagde i starten nej til den. Men hun tilbød endnu en - det var her jeg sagde ja tak. Det var som om man koblede fuldstændig af ved den her smøg.
Jeg skulle en weekend hjem på orlov hvilket jeg glædede mig til, især til at se mine børn og kæreste . Men da vi nåede til fredag morgen blev jeg tilbageholdt . Jeg var ked af det. Mine tanker var langt ude . Da jeg havde været der i 2-2,5 måned , skulle hjem på orlov et døgn hvilket var fint. For så kunne jeg gøre noget at det jeg gik og havde planer om!
Dagen før tog jeg 10 alprox som jeg havde gemt for personalet når de gav mig den . De opdagede alligevel ikke om jeg havde slugt den eller om jeg bare havde gemt den i munden.Jeg gad virkelig ikke mere så jeg ville tage en overdosis når jeg kom tilbage . Jeg var glad for at se mine børn og min kæreste , det var helt fantastisk! Om morgenen pakkede jeg min taske med 20 panodiler og 17 ipren. Vi havde hjemme i skabet og tog med på afdelingen - de tjekkede jo alligevel ikke mine ting . Kl 15:00/15:30 hvor personalet holdte møde (vagtskifte) valgte jeg at tage disse piller , der var alligevel ingen der ville opdage det !!
Kl 16 kom hende jeg så TV-Avisen med ind og snakkede med mig for at høre hvordan jeg havde det og hvordan min orlov var gået . Jeg sad bare og græd i min egen elendighed. Jeg fik sagt til hende at det var gået godt men at jeg havde gjort noget som jeg ikke måtte . Hun spurgte selvfølgelig ind til hvad det var jeg havde gjort . Meningen var jeg ikke ville sige det men jeg havde stor tillid og respekt for hende . Jeg får sagt at jeg har taget 20 panodiler og 17 ipren. Også gik hun ellers for at snakke med giftlinjen også gik det ellers stærkt . Jeg skulle med en flekstaxa ned til Nykøbing sygehus. Jeg fik sagt at det ville jeg ikke for jeg havde det fint !!
Hun gik igen for at tage imod flekstaxaen
Så kom der en herre ind som også var personale . Og kom og aede mig på ryggen og sagde at nu skulle jeg komme med for de holder og venter på dig . Jeg blev siddende i min seng og sagde jeg ikke skulle nogen steder hen! Så kom hun igen, hun tog min jakke og taske - sagde at nu kom du med,med store bogstaver - jeg følger med . Og hun siger til flekstaxaen at han skulle følge mig helt ind jeg måtte ikke blive sat af ved indgangen.
Vi køre og ankommer til Nykøbing . Det var ret skræmmende , for jeg ville jo ikke være der , jeg ville allerhelst bare gerne dø i fred . Sygeplejesken tar imod mig og viser mig hen der hvor jeg skal være . Jeg skal ha kul!! Føj hvor det smagte !! Så tog de en masse blodprøver samt de lagde et drop.
Det gjorder pænt ondt hvergang de tog blodprøver på mig . Jeg lå dernede i 21 timer . Det føltes som uendelig lang tid .
Jeg bliver udskrevet og kørt tilbage til afdelingen igen. Hvor jeg så bliver mødt af et værelse der var blevet gennemtjekket for medicin.
De prøver lidt forskellig medicin igen noget jeg ikke havde prøvet før.
Jeg bliver udskrevet efter 4måneder.
De havde sørgeret for at jeg fik social psykiatrien på. Hvilket var ok, men hvad skulle jeg bruge dem til??
Det var dejligt at komme hjem men også helt enormt hårdt !! For nu havde jeg været derinde i 4 måneder. Der gik også kun 1 uge før jeg tog min næste overdosis og endte ude på akutmodtagelsen igen. Der var jeg i 1 uge . Nu fik jeg så også hjemmeplejen på da jeg ikke selv måtte styre min medicin. I håb om at jeg ikke tog flere overdosiser. Det var møg hamrende irriterende at de var på for man skulle være hjemme i et bestemt tidsrum. Social psykiatrien kom hjem til mig 2 gange om ugen for at snakke med mig og lave en plan for hvordan jeg skulle komme videre.
Det var fint , jeg havde fået to rigtig forstående kvinder . Så det var super dejligt.
De begyndte at sige jeg skulle komme over på et værested her i Præstø. Ihvertfald bare om onsdagen der var min ene kontakt person der. Jeg prøvede men var meget stille og ikke særlig snaksaglig . Jeg sad der bare og ventede på hvornår jeg kunne gå hjem igen.
Men dette blev bedre og bedre jo mere jeg kom.
I januar ryger jeg igen end på akutmodtagelsen havde det rigtig skidt endnu engang. Jeg bliver der en uge . Hvor psykologen spørger om jeg kunne være interesseret i en planlagt indlæggelse hver uge . Dette takker jeg ja det i håb om at det kunne hjælpe mig på sigt . Vi aftaler at det er 3 måneder til at starte med . Hvilket for mig er rigtig fint . Så nu hed det sig at jeg skulle derud engang om ugen,hos min læge hver uge samt min behandler hver 14 dag.
Jeg fik rigtig gode samtaler med min egen læge , hun hjalp mig utrolig meget , hun troede på mig og har gjordt det siden første gang jeg kom hos hende - at jeg nok skulle komme igennem det. Selvom det var en svær kamp. Så blev hun ved min side hver uge,bare og havde samtaler med mig , hun er alt værd i den her periode. Hjemmeplejen kom stadig og set var irriterende , så jeg spurgte om jeg ikke kunne få depot indsprøjtning istedet for - heldigvis kunne jeg godt få det ! Så nu slap jeg for hjemmeplejen, det var en befrielse at de ikke skulle komme mere .
Så kunne jeg slappe lidt mere af .
Men det skulle vise sig at depot medicinen ikke virkede optimalt , jeg havde lige haft en nogenlunde periode som så blev erstattet med en dårlig periode igen.
Jeg er inde på akutmodtagelsen til overnatning får nogen rigtig gode snakke selvom jeg ikke snakker så meget så prøver jeg. Hun spurgte mig så om hun måtte prøve at se om hun kunne blive min kontakt person når jeg var inde hos dem.
Jeg svarede hurtigt ja, for hun er utrolig sød,forstående og lyttende - hun var også lidt hård til tider , men det er jo det jeg har brug for . Jeg har brug for nogen der siger tingene lige ud istedet for at pakke det ind . Vi lærte hinanden utrolig godt at kende i den periode jeg var derude . Jeg åbnede mig mere og mere op for hende , selvom det var svært for stolende ikke rigtig på nogen. Men hende her fik jeg stor tillid og respekt for . Hun hjalp mig rigtig meget, bare var der og hvis jeg havde brug for snak kunne jeg altid komme til hende . Mit forhold til min kæreste begyndt at gå mere og mere i stykker , jeg trak mig fra ham, men jeg følte heller ikke at jeg kunne noget som helst , jeg var ikke god nok til ham,han fortjente noget der var meget bedre end hvad jeg kunne give ham. Vi snakkede meget om det ude på akutmodtagelsen , om hvad der kunne gøres . Men jeg følte bare ikke jeg kunne gære noget , jeg havde det stadig meget skidt især med mig selv især med Mine tanker de kredsende rundt om hele tiden.
Jeg er ikke god nok. Jeg gør det ikke godt nok. Jeg kunne gøre det endnu bedre .
Jeg er ikke noget værd . Der er ingen der kan lide mig eller kan holde af mig
Mit liv er intet værd . Mine børn og kæreste fortjener noget der er bedre end hvad jeg kan give dem
Om livet overhovedet er værd at leve. Jeg vidste jo godt det bare var tanker , men de var der ! Og det var ikke til at holde ud .
Vores forhold gik i stykker i sommerferien, vi blev enige om at gå hver til sit .
Det var en svær beslutning . Men han fortjente det der var bedre og det kunne være jeg fik det bedre af det kun var mine børn jeg skulle koncentrere mig om.
Perioden var god men også stressende for jeg skulle finde ny bolig til mig og ungerne . Det var svært for de hang ikke ligefrem på træerne , jeg tjekkede hver dag om der var kommet noget nyt og der kom bare ingenting , jeg var lige ved at sige ja til en 2 værelses lejlighed , men vidste godt det ikke ville fungere med 3 børn i huset . En veninde skrev en dag til mig at en havde skrevet at han havde en 3 værelses lejlighed til udlejning . Jeg var hurtigt efter 3 dage var jeg nede og se den. Det var lige den lejlighed jeg søgte , den var okay stor og det ville kunne fungere med 3 børn i den. Så den sagde vi ja til. Det gik rigtig godt i den periode jeg havde ingen tanker om noget som helst ikke engang selvmords tanker . Vi fik en sød lille kat som vi også kunne nyde
Da vi var flyttet ind og havde boet der i 1,5 mdr fik jeg det rigtig skidt igen. Jeg endte med at tage en overdosis igen og røg så på Nykøbing sygehus endnu engang. Og fik kul - det smager så forfærdeligt . Også røg jeg ud på akutmodtagelsen endnu enGang til overnatning derud . Dagen efter kommer de at siger at jeg er nød til at blive indlagt endnu engang. Men denne gang varede det heldigvis ikke så lang tid . Kun en måneds tid . Jeg lærte igen nogen søde piger at kende , så vi gik ofte sammen .
Jeg kommer hjem til min lejlighed , det var rart at være hjemme igen. Jeg kunne nyde lejligheden lige pludselig , nyde mine børn og vores lille kat.
Jeg fik det nogenlunde godt igen i den periode . I februar fortalte min ekskæreste så han havde fundet en anden kæreste.
Jeg blev ked af det for vi havde jo været sammen i næsten 10år . Fik det skidt endnu engang men det varede heldigvis kun i 4-5 uger . Nu har jeg det nogenlunde godt igen. Jeg er på akutmodtagelsen hver 14 dag når jeg ikke har mine børn - vi har 7/7 ordning så det passende mig rigtig fint med hver 14 dag derude .
Jeg går samtidig også til lægen hver 14dag , er startet i praktik, det gik/går så ikke helt som jeg ville have det , for har haft 4 syge dage siden jeg startede i januar . Men jeg ved også nu med mig selv at jeg skal passe godt på mig selv ikke at jeg ryger ned igen.

Det var lidt om min historie . Mit liv og min kamp for at få det bedre . Jeg ved det kan svinge i perioder . Svinge så meget at jeg ikke selv kan følge med . Men jeg prøver så godt som jeg nu kan.