Læs dagbog

Det bekymrer mig rigtig meget, det du vælger at skrive i dine dagbøger, og jeg har indtil videre ikke kommenteret..

Det kan godt være at det her kommer til at lyde hårdt og kynisk, men det er KUN dine børn jeg tænker på. Jeg håber virkelig at du snart bliver voksen nok til at tage ansvar for dig selv og dit liv (dermed også dine børns liv, de har sgu ikke valgt det her...) og tager imod noget hjælp.

Du virker (undskyld mig) ekstremt barnlig og egoistisk i dine udtalelser, og jeg ved godt at det lyder hårdt, men det gør du virkelig. Jeg taler af erfaring. Jeg mistede selv min mor til selvmord for under 2 år siden, og uanset hvor hårdt hun havde det, så er det altså ikke særlig sjovt at være her efter hende, UDEN hende, uanset hvor syg hun så var! Med "her" mener jeg ikke den her side, men livet generelt.
Trusler om selvmord igennem længere tid kan være mindst ligeså slemt som at gøre alvor af det. Man lever med en konstant frygt!
Jeg ved ikke om du gør det bevist, men den måde du skriver på at du nu har bællet en flaske vin, og "uhadada så hentede politiet mig, og jeg kom i håndjern" osv. osv... Altså hvad havde du lige regnet med?

Jeg håber virkelig at du snart får øjnene op for (i det mindste) dine børns liv, og vil være der for dem. For uanset hvad, uanset hvor meget man prøver at skjule det for dem, så ved de besked. Tro mig!

Tulle.

Skrevet af Anonym, 17. april 2016 19:03

Kære Tulle

Mine dagbøger er min mulighed for at komme af med luft.

Og ja du lyder hård og kynisk når du siger at jeg skal blive voksen, tage ansvar og er egoistisk.

Se - det er en del af min sygdom at have de affektudbrud og det er dem som gør mig bange og det er i de situationer jeg reagerer så voldsomt, som ofte medfører involvering af politi og brug af tvang, fordi jeg - når jeg når så langt ud - VIRKELIG mener at min mand og mine børn vil klare sig bedre uden mig!!!!

Det mener jeg selvfølgelig ikke, når affekten har taget af, men det ændrer ikke på det faktum, at det er FANDENS svært uanset hvad, for jeg har virkelig dårlig samvittighed over at svigte IGEN.

Jeg vil rigtig gerne være der for min mand og mine børn også om 2 uger, 4 år og 40 år og jeg kæmper og ja jeg er en superegoist for jeg er virkelig også irriteret over at være blevet ramt af denne diagnose - det er pissefrustrerende.

Jeg kæmper dagligt en kamp mellem fornuft og følelser - en kamp, som jeg er mega bange for at tabe.

Hvordan kan jeg forklare, at jeg dagligt tænker på selvskade og prøver at overbevise mig om, at jeg kan vinde kampen mod de tanker, som fortæller mig, at min mand og mine børn er bedre stillet uden mig?

I affekt er mit mindset ikke indstillet på hjælp fra nogen og ja så ender jeg i håndjern fordi jeg ikke vil hjælpes og det bliver voldsomt og jeg forstår godt det rationelle i den behandling og de valg, som er truffet af læger og politi BAGEFTER.

Jeg forventer ikke at du skal forstå mine tanker, trusler eller handlinger. Jeg skriver det som rører sig i mig.

Jeg er ked af, at du har mistet din mor og jeg håber også at du får den nødvendige hjælp for at du kommer videre.

/Misshansen

Skrevet af Misshansen, 20. april 2016 11:24

Kære Misshansen.

Mange, mange tak for dit svar, det gør at jeg forstår dig en smule bedre - Du har taget dig tid til at svare på mit indlæg, og det kan jeg tydeligt læse. Så tak for det.

Jeg kan sagtens forstå at du har det svært, jeg lider selv af ocd og angst, men det kommer i perioder. Jeg ved godt at man ikke er perfekt, jeg bliver bare så bekymret for dine børn.

Jeg skriver fordi du provokerer mig, i din måde at skrive tingene på, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, forstår du mig?

Du har rørt noget i mig, med det du før har skrevet i dine dagbøger. Du har pisset mig af i dén grad. Der er vel også plads til uenigheder og disksutioner på den her side? :)

Jeg håber at du får hjælp, den rigtige hjælp.
Mange hilsner Tulle. :)

Skrevet af Anonym, 20. april 2016 16:25

Kære Tulle

Jeg er fuldstændig indforstået med at man kan være uenig og have diskussioner - hellere en konstruktiv debat end bundløs kritik.

Det har aldrig været min mening at pisse nogen af - som nævnt er det min ventil at skrive de her dagbøger, som jeg jo bare kan vælge at gøre privat, hvis jeg ikke kan tåle, at det afføder nogle negative reaktioner.

Min mand og min psykolog er overbeviste om at jeg får den rigtige behandling og jeg har da også klaret 14 dage uden nogen affektudbrud - det længste jeg vist ellers har klaret de seneste 6 måneder.

Tankerne, nervøsiteten, hypersensitiviteten, irritationen og frygten er der fortsat, men for hver dag er der små succeser at fejre - så skal jeg bare huske ikke at kritisere mig selv for alt det, som jeg ikke synes at jeg gør godt nok...

Jeg håber stadig :-/

/Misshansen

Skrevet af Misshansen, 22. april 2016 23:16