Læs dagbog

12.32 står der på computerens ur og jeg har ikke nået at lave noget særligt selv om jeg mødte på job kl. 08.00.

Skal gå om ikke så længe, så min arbejdsdag ikke bliver for lang – kan lige holde til 2-3 dage om ugen à 4-5 timer ad gangen.

Svinger ubeskriveligt meget. Havde forleden et supergodt møde med min chef, hvor jeg endelig fandt bare en lille smule af den medarbejder, som jeg plejede at være, men styrtdykkede da min teenagesøn græd over nogle problemer han havde, som jeg var nødt til at coache ham igennem.

Jeg er hypersensitiv - tudede til gruppeterapi i går – tuder ellers aldrig foran andre end min mand – bum endnu et nederlag.

Synes jeg kan mærke på min mand, at han er mere brugt end han plejer at være og synes straks, at det er min skyld med den belastning, som jeg udgør. Jeg kan heller ikke overskue intimitet, hvilket generer mig voldsomt. Han siger, at det jo bare er en del af min sygdom – jeg banker hovedet hårdt ind i væggen af bare skam og dårlig samvittighed, men kun i mine tanker – trods alt.

Er på 3. uge efter udskrivning og balancerer på en knivsæg.

Jeg SKAL klare mig til efter d. 21. maj – har for mange ting jeg ellers svigter, men synes godt nok det er hårdt.

Har udfordret mig selv ved at købe 2 flasker vin og nogle barberblade for at tvinge min stædighed til at nægte at tage dem i brug.

Mærkeligt? Tjaaaaa
Dumt? Måske

Får ondt i maven hver gang jeg er i nærheden af sundhedspersonel og politi. Har det stadig megaskidt med de ressourcer, der er anvendt på mig og mine affektudbrud. Og alligevel har jeg kæmpetrang til at skeje ud, reagere fysisk på følelser og ryster på hovedet ved tanken.

12.46 står der nu og det tisregner. Pakker mine ting lige om lidt og drager mod hjemmet – bange, tom indeni og fuld af frustrationer, der skriger på at komme ud.

Endnu en dag på afgrundens rand!