Læs dagbog

Åh lort med lort - gider ikke mere. Vil bare væk og forsvinde fra det her møgliv 😥

**************
Jeg er splittet - big time.

Undgik med nød og næppe en tvangsindlæggelse i sidste uge. Var til psykolog og var virkelig langt ude. Havde gjort alle forberedelserne til at stikke af.
Min søde psykolog blev selvfølgelig bekymret og tilkaldte lægen og da hun heller ikke kunne motivere mig til at komme op af det sorte hul, ville de indlægge mig og så gik jeg. Blev efterlyst, men besindede mig og tog hjem, hvorefter min mand heldigvis tog ansvaret for mig mod at jeg lovede at sige til, hvis jeg fik det værre og det lovede jeg selvfølgelig.

På den anden side, har jeg det ikke en dyt bedre. Jeg holder mig oppe ved at have aktiviteter og aftaler, som min "en aftale er en aftale" sans nægter mig at aflyse og således undgår jeg at skulle forholde mig til mig.

Jeg dør en lille smule hver dag - bliver mere:
*trist
*opgivende
*opslugt af håbløshed
*overbevist om hvor elendig jeg er som mor, kone og medarbejder

Begræder at jeg er til, har fået børn og er ufortjent elsket af en fantastisk mand.

Jeg er splittet mellem den følelsesmæssige og den rationelle side af mig.

En indlæggelse vil betyde fred for det som presser mig, men dårlig samvittighed i forhold til mine forpligtelser.

Jeg er stadig forberedt på at stikke af - har efterhånden gjort mig en del erfaringer, så jeg efterlader mobil og kreditkort. Det er så nemt at spore. Har lagt et sæt tøj frem, som er praktisk og anonymt.

Så må resten være op til tiden, de næste timer - de næste dage.

Her sidder jeg faktisk og ser på mig og ser en skræmt lille pige, som bare vil hjælpes, men viser hysterisk dame, som vil gøre alt for ikke at blive hjulpet.

Hold op en gang miskmask, jeg fik bikset sammen. Undskyld ulejligheden.