Læs dagbog

Angst er den største psykiske lidelse i Danmark, hver 5 dansker oplever alvorlig angst mindst en gang i sit liv, dobbelt så mange kvinder som mænd, og især unge kvinder.

Angst er at være bange for sine egne tanker.

Jeg kan måske nok se, at mine tanker ikke er realistiske, men min krop er så styret af frygten, at jeg ikke kan se udover det.
Kroppens alarmberedskab går igang, når man står overfor en fare, når faren er ovre, falder kroppen til ro igen, med angst er det svært at få kroppen til at falde til ro igen, så alarmberedskabet er mere eller mindre igang hele tiden.

Når jeg får et angst anfald, så begynder mit hjerte at banke hurtigere, jeg føler at jeg er ved at græde, min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere, mit hjerte slår hurtigt og det føles som om at mit hjerte gør ondt så hårdt banker det. Jeg begynder at fumle med mine fingre, har en mani med at pille i skind/neglebånd osv når jeg får angst. Jeg får koldsved og hyperventilere. Jeg føler behov for at komme væk, være alene så jeg kan græde og være bange i fred. Jeg føler jeg skal kaste op og jeg bliver svimmel, fordi min vejrtrækning er så hurtig, og fordi mit hjerte banker så voldsomt, så begynder det at prikke i huden, først i mit ansigt og kort efter også i mine hænder og mine arme. Jeg sveder ekstremt meget og har det rent ud sagt elendigt.

Årsagerne til min angst, bunder formentligt i at jeg er meget sensitiv, har meget tankemylder om alle mulige scenarier hele tiden, har haft en opvækst med alkohol og svigt som har gjort mig utryk, hvilket nok har givet mig en overdreven trang til at have kontrol over tingene. Desværre også ting, som jeg ikke selv har mulighed for at kontrollere.

Hvad har jeg angst for :

- Mennesker, jeg er panisk for at nogen skal komme ind i mit hjem (især om aftenen/natten), især udlændige er et problem for mig. Det betyder blandt andet, at offentlige transportmidler ikke er en mulighed for mig, da jeg er panisk for at nogen skal sætte sig ved siden af mig, eller tale til mig. Jeg føler at folk kigger på mig, og er overbevist om at de tænker dårlige ting om mig. Jeg tør f.eks ikke at spille quiz spil med familien, fordi jeg er bange for at jeg ikke kan det rigtige svar, for så er jeg overbevist om at de tænker, at det er fordi jeg er dum og uintelligent, i værste fald kan jeg måske risikere at de griner af mig, hvilket ville være noget af det værste der kunne ske. Jeg er overvægtig og føler at det er det eneste folk ser/ tænker på, når de ser mig, jeg er meget bange for, hvad folk tænker, og især bange for ikke at se godt nok ud eller i det hele taget bare at være god nok.


- Dødsangst f.eks i forhold til at skulle prøve forlystelser i tivoli, køre på en knallert/scooter eller slippe koblingen i en bil, for at kunne køre, jeg føler ikke at jeg har kontrol over situationen, og er fuldstændig overbevist om at det kun kan gå galt, og at det vil slå mig ihjel. Så jeg har aldrig prøvet at køre knallert/scooter og jeg kommer aldrig til at få et kørekort. Jeg kan også have dødsangst hvis jeg er syg, det kommer især om aftenen når jeg skal falde i søvn, jeg kan være bange for at falde i søvn, så jeg bruger alle mine kræfter på at holde mig vågen, flere gange føler jeg, at jeg er ved at miste bevidstheden (formentligt fordi jeg er ved at falde i søvn) men jeg er overbevist om, at det er fordi jeg er ved at dø.

Jeg har brug for at planlægge hvad jeg skal, og gerne ned til mindste detalje. F.eks har jeg svært ved at skulle tale i telefon med nogen, hvis det er mig der ringer op, så er det ok, for så har jeg planlagt samtalen inde i mit hoved før jeg ringer, jeg har planlagt hvad jeg skal sige, men har også tænkt over, hvilke svar jeg kan forvente til de ting jeg siger, så jeg på den måde, har et planlagt svar klar uanset hvad modparten siger tilbage til mig. Hvis der er nogen der ringer til mig, så tager jeg stort set aldrig telefonen, fordi så har jeg ikke en jordisk chance for at vide, hvad vedkommende vil sige, og det gør mig så usikker, at jeg hellere lader være med at svare opkaldet, og det gælder både for numre jeg kender og dem jeg ikke kender.

Jeg har også brug for at min hverdag er meget struktureret, jeg har brug for at vide præcis hvad jeg skal og hvornår jeg skal det. Hvis der bliver lavet ændringer lige i sidste øjeblik, det kan f.eks være at min kæreste spontant foreslår at vi kører en tur ned og besøger hans forældre, så ender det som regel med at jeg ikke kommer med. Så snart han kommer med foreslaget, så begynder jeg at blive nervøs, hvilket desværre kommer ud i form af vrissen og snerren, jo tættere vi kommer på, at skulle ud af døren, jo mere negativ bliver jeg, egentligt er jeg bange og utryg, men det kommer bare ud, i form af vrede og skæld ud, som oftest ender ud i, at vi bliver uvenner og at jeg bliver hjemme. Så snart han er kørt, så bliver jeg rigtig ked af det, og så kommer angsten, for hvad nu, hvis han gør det forbi med mig når han kommer hjem, lige netop fordi jeg ikke er god nok, fordi jeg “skaber mig” og opfører mig barnligt. (Min kæreste har sat sig rigtig meget ind i min angst, og han ved at det er det der sker, så vi kan heldigvis snakke om det når han er hjemme igen, men alligevel får jeg tankerne om, at det måske koster mig mit forhold til ham at jeg fik det som jeg gjorde før han kørte) Det kan også være, at jeg skal i et indkøbscenter, jeg går altid den samme vej rundt i centret, hvis jeg vælger at gå den modsatte vej, så får jeg angst symptomer i løbet af de første 5 minutter, kan dog kontrollere det, hvis blot jeg vender mig om og går "den rigtige vej"

Jeg har brug for at tingene er som de plejer at være, og at der ikke bliver lavet om på noget. Det gælder helt ned i små detaljer. F.eks har vi i stuen en terassedør, en aften sidder vi i stuen og ser tv, gardinerne er trukket for terrassedøren og det ved jeg, for det plejer de at være om aftenen når vi ser tv. Efter vi er gået i seng, skal jeg op og på toilet, da jeg går igennem stuen så ser jeg med det samme, at gardinet er trukket ca 10 cm til siden, jeg går på toilet og tilbage i seng. Men nu sker det så, at jeg ikke kan slippe tanken om, hvem der mon har trukket det gardin til siden. Min kæreste sover allerede, og jeg ligger alene med mine tanker. Så opstår følelsen af, at det er nogen udefra, og at de stadig er lige udenfor, men de forsøger at komme ind, jeg kan høre en masse lyde, som jeg altsammen får sat sammen til, at det er dem der prøver på at komme ind i lejligheden. Tilsidst er jeg så bange, at jeg er nødt til at vække min kæreste, fordi jeg er helt sikker på at der er nogen i lejligheden. Han står op og går en runde i hele lejligheden, åbner døre til samtlige rum og får slået fast, at alting er som det skal være, og at der ikke er nogen i lejligheden udover os. Han kommer tilbage i seng og falder igen i søvn, men jeg kan stadig ikke slippe tanken. Så jeg er fuldstændig paranoid og skrækkenslagen hele natten igennem, tør ikke falde i søvn, for jeg skal lytte/se efter om der sker noget. Ofte vækker jeg ham 4-5 gange i løbet af natten, hvor han hver gang er nødt til at stå op og tjekke lejligheden igennem, men uanset hvad, så kan jeg ikke genfinde roen og få kontrol over angsten. Jeg er panisk og jeg har det elendigt. Så jeg har brug for at tingene er som de er, og at det ikke bliver lavet om.

Jeg kan ofte lave aftaler med folk jeg kender, men umiddelbart efter, så får jeg en træls fornemmelse i kroppen, og så finder jeg på en undskyldning, så jeg kan aflyse det igen. Dette sker ofte allerede inden der er gået en halv time. Dette gælder både hvis aftalen er ude, men også selvom det er hjemme hos mig selv. Jeg har det bedst når jeg er derhjemme, om dagen gør det mig ingenting at være alene, det vil jeg faktisk helst, men gardinerne er ofte rullet for, og døren er helt sikkert låst. Men når det bliver mørkt, så har jeg meget svært ved at være alene, det er stensikkert at jeg ikke kommer ud af lejligheden alene når der er mørkt, det tør jeg ganske enkelt ikke.

Jeg har altid været meget sensitiv (følsom), har aldrig kunne klare at se folk der græder, det gælder både folk jeg kender og folk jeg ikke kender, det gælder også uanset om det er nogen jeg er i selskab med, eller bare nogen fremmede på tv. Hvis andre græder, så får jeg angst symptomer, og så begynder jeg ofte selv at græde. Jeg kan heller ikke lide, hvis folk råber, dette gælder også, selvom det ikke er mig der bliver råbt til eller af, og det gælder også uanset emnet, hvis folk råber, så bliver jeg bange og får angst symptomer og må også her, kæmpe ihærdigt for ikke at give mig til at græde.

Næsten altid når jeg får angst, så begynder jeg at græde, hvilket er skræmmende i sig selv, for jeg er panisk angst for at vise følelser overfor andre, det er faktisk noget af det værste der vil kunne ske for mig. Andre må ikke se, at jeg bliver ked af det, for så vil de bare tænke dårlige ting om mig, som at jeg er svag, mærkelig eller lign.

Det værste ved at have angst, er at vi lever i en verden, som ikke er godt nok rustet til at tage de rette hensyn.

Jeg kan godt være misundelig på folk med højdeskræk (eller bange for edderkopper) for det giver mening at være bange for højder/ at være bange for at falde ned. Men det giver ikke mening at være bange for mennesker eller ting der faktisk ikke er der rent fysisk.

Man kan også være bange for, at blive bange.
Jeg holder mig f.eks helst derhjemme, for så er jeg sikker på at jeg ikke får et angst anfald ude foran andre mennesker.

Ubehandlet angst, kan føre til depression, fordi man hele tiden har fokus på de ting man ikke kan.